Anmeldelse: Min enestående mor

Gode præstationer fra Penelope Cruz og Luana Giuliani sætter tanker i gang om, hvordan italiensk familiedrama kunne have været skåret bedre.

Siden karrierens start i 1997 har italienske Emanuele Crialese været genganger på diverse filmfestivaler. "Den ny verden" og "Terreferma" høstede begge priser ved Filmfestivalen i Venedig, og udtaget til Italiens bud for Oscar for Bedste internationale film (uden at de dog blev nomineret). Nu er italieneren tilbage med sin femte spillefilm, i form af "Min enestående mor". Trods gode præstationer fra de to hovedroller, gode idéer og enkelte medrivende scener, føles filmen uforløst.

I 1970’ernes Rom møder vi Borghetti-familien, der ikke lever en dans på roser. Claras (Penélope Cruz) ægteskab hænger i en tynd tråd, da hendes mand, Felice (Vincenzo Amato), er fraværende og voldelig. Normalt finder Clara trøst i kærligheden til sine tre børn, men vendes på hovedet, da hendes ældste datter Adri (Luana Giuliani) får kønsdysfori, og derfor har svært ved at være i sine omgivelser. Indtil Adri møder Sara (Penelope Nieto Conti).

Selvom resumeet placerer Cruz i første række er historien om Adri, datterens oplevelser og forholdet til hendes enestående mor. Sidstnævnte kommer især til udtryk i enkelte, storslåede musikalske indslag. Forholdet datter og moder imellem er filmens hjerte. Det holder fortællingen interessant, når deres relation udfordres. Dette bæres af stærke, underspillede præstationer fra formstærke Cruz og lovende, unge Giuliani. 

Problemet ved "Min enestående mor" er manuskriptet. Crialese har selv udtalt, at filmen er baseret på hans egne oplevelser. Fortællingen er for indforstået. Dertil er der filmens manglende fokus. "Min enestående mor" vil gerne omkring mange ting. Kønsdysfori, ung kærlighed, en dysfunktionel familie og relationen mellem mor og børn. Det er dog meget mere, end hvad spilletiden på små 99 minutter kan rumme, hvor der skøjtes alt for let hen over emnerne. Især slutningen føles uforløst.

Det er ærgerlige klagepunkter, da "Min enestående mor" ellers har medrivende øjeblikke. De førnævnte musikalske indslag er overraskende og flotte, mens andre scener vækkes flot til live med imponerende kameraarbejde tilsat levende musik fra komponisten Rauelsson. Sammen med forholdet mellem Adri og Clara, sørger dette for at det aldrig bliver kedeligt. Tværtimod bliver det frustrerende, da de rigtige idéer bestemt er til stede, men fokuset mangler.

I sidste ende er har "Min enestående mor" øjeblikke, der er værd at se tilbage på. Også selvom det er set gennem linsen af ærgrelse. Emanuele Crialese, Francesca Manieri og Vittorio Moronis manuskript mangler fokus, som gør, at filmen ikke kan fortælles over 99 minutter. Gode præstationer fra Penelope Cruz og Luana Giuliani og de enkelte, inspirerende øjeblikke, sørger dog for en relativt underholdende film. Og sætter tanker igang om, hvordan filmen kunne have været bedre.

"Min enestående mor" har dansk biografpremiere 17. august.