Anmeldelse: Min far Toni Erdmann

Forældre gør altid det, de synes er bedst for deres børn. Når børnene bliver voksne og selv får børn, lover de sig selv aldrig at gentage forældrenes fejl, for de vil netop kun gøre, hvad der er bedst for børnene. Så simpelt kan den uendelige cyklus af forhold mellem familiegenerationer beskrives. Om der nogensinde kommer en generation, som perfekt opdrager efterkommerne uden at volde problemer for dem, synes umuligt at besvare. Tyske Maren Ade har dog med sin tredje film, "Min far Toni Erdmann" – der vandt kritikernes pris på Cannes i år – forsøgt at dykke ned i dette sisyfoske forhold mellem forælder og barn.

Winfried Conradi er en ældre musiklærer, som aldrig bliver træt af at opføre sig fjollet. Han finder altid lejlighed til at stikke et par falske tænder i munden eller iføre sig en paryk og drive gæk med alle omkring sig – uagtet om det er sin livstrætte, gamle mor på plejehjemmet eller sin fuldvoksne datter Ines. Ines ser han sjældent, da hun er flyttet til Rumænien og lever et liv i overhalingsbanen som managementkonsulent blandt Bukarests finansielle elite. Æblet er faldet overraskende langt fra stammen, så en dag beslutter spøgefuglen Winfried at tage på uanmeldt besøg for at knytte tættere bånd til sin alvorsfulde Ines.

Denne enkle præmis proppet med pragtfulde pinligheder åbner op for en fabelagtig fortælling om at finde glæde i den menneskelige tilværelse – selv når den er allermest forfærdelig. Familie har man nemlig på godt og ondt – især sidstnævnte mærkes tydeligt i filmen, og i modsætning til karrieren, prestigen og pengene er det måske i de had/kærlighedsrelationer, vi har til hinanden i familien, at en betydelig, men ikke afgørende del af lykken findes.

"Min far Toni Erdmann" er langt fra den typiske film om at finde lykken. Papa Winfrieds absurde klovnerier hjælper tydeligvis ikke på at genopbygge det opbrudte forhold til Ines. Hun lever et radikalt anderledes liv og udviser aldrig følelser af nogen art for hans useriøse tilgang til livet. De følelseskolde scener giver filmen en stærkt knugende nihilisme, der vellykket gør helt ondt i kroppen at se. Scenerne viser også, at det skævvredne forhold mellem far og datter ikke skyldes én part. Ines er åbenlyst vokset fra sin far, men begge udviser ømt underspillede samvittighedskvaler. Når Winfried indser, hvor langt der reelt er imellem dem, rejser han straks hjem. Heldigvis dukker hans charmerende alter ego Toni Erdmann op.

Tonis karakter er så herligt uforudsigelig og charmerende, at filmen, der nøgternt skrider frem i et dejligt afslappet tempo, uden besvær kan skifte fra akavet til sørgmodig, til latterfremkaldende og tilbage til akavet. Filmen fremstiller elegant og nuanceret de omskiftelige øjeblikke, livet består af, samtidigt med at de indrammes smukt af et minimalistisk kameraarbejde, som bragte mindelser om dogmefilmenes evne til at frembringe suveræne skuespilpræstationer. Som Dogme 95 er der også fyldt med visuelle spydigheder, og Ines' sjæleløse arbejde, der består af at udflytte jobs for profit, får nogle markante hug undervejs, når den rumænske underklasse altid lurer i baggrunden.

Med sin blanding af et beroligende sløvt tempo og helt igennem skøre indfald lykkes det Maren Ade at komme helt ned i vores komplekse og paradoksale familieforhold. Alt fortalt på blændende vis gennem en af årets samtidigt mest dybfølte og barokt sjofle film. Især én scene, hvor en Whitney Huston-sang får lov til at spidde hjertet med affekt, står kært, men filmen er umådeligt skøn fra åbnings- til slutbillede. Se den med hele familien!

Min far Toni Erdmann

Kommentarer

Min far Toni Erdmann

  • ★★★1

    Toni Erdmann er simpelthen en så fantastisk karakter - ligesom det er en forrygende film. Bliver den nomineret til en Oscar, tror jeg også at den render med æren.

    Dolphinfriendly 1-12-16 14:34

  • 0

    Tror helt sikkert den vinder. Der ser umiddelbart heller ikke ud til at være de store konkurrenter. "Under sandet" (som jeg ikke har set endnu) skulle være skøn, men ikke så unik.

    BusinessMonkey 1-12-16 18:15

  • ★★★1

    "Under sandet" er fremragende - men Erdmann er absolut bedre, og tror også at den falder mere i akademiets smag. 

    Dolphinfriendly 1-12-16 18:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen