Der er vel efterhånden ingen, der forventer en interessant film fra Burtons hånd længere.
Anmeldelse: Miss Peregrine's Home for Peculiar Children
Bogen "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" blev især en succes på grund af sine bizarre billeder af særlinge og aparte børn fra en anden tid. Det var billeder, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, mens en fascination voksede sig større billede for billede. Hvem var disse børn, og var billederne ægte? Historiemæssigt var der ikke meget at komme efter, selvom forfatter Ransom Riggs' forlæg alligevel gav antydninger af noget gotisk, der kunne blive til en mørk og grum film i de rigtige hænder.
Instruktør Tim Burtons hænder er langt fra de rigtige. I de seneste år har hans film lidt under at være flotte billeder uden indhold. På den måde har hans seneste film meget at gøre med Riggs' oprindelige bog om børnene på det gamle børnehjem. Men to minusser udgør ikke altid et plus. Sjovt nok udgør det heller ikke helt et totalt minus. Historien om den ensomme teenagedreng, som ankommer til en sær verden, der er fastlåst i en tidslomme og nu må kæmpe mod farlige blækspruttelignende væsener, lægger ud med en kunstigt overbelyst verden, der er blottet for personlighed.
Det er sådan, vores hovedperson Jake ser sin virkelighed, og her er Burtons forkærlighed for farver en stor fordel. Det er til at forstå Jakes fortvivlelse over dette moderne liv, der ikke har meget andet at byde på end folk, han ikke kan kommunikere med og dage, der alle ligner hinanden. Det vil dog ikke sige, at vi nogensinde kommer helt i dybden hos hverken hovedperson eller andre karakterer.
I én scene bliver faderen, som i øvrigt er den absolut bedste karakter i "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children", forfærdeligt bekymret over sin søns langvarige forsvinden. Da sønnen forsvinder i endnu længere tid næste gang, bemærkes det kun med en enkelt linje. Da Jake er på opdagelse i denne fascinerende tidslomme sammen med storøjede Emma, står han langt under vandet med hende. I næste scene er han på landjorden for at lure på de skrækkelige hollowgaster. Derfor bliver vi gang på gang revet ud af filmen for at lægge scenerne sammen.
Klipning er ikke ligegyldigt. Det er ikke noget, der kun er til for at afskære starten og slutningen af en scene. Det er dét, der skal binde filmen sammen. Som tilskuer er det næsten muligt at høre de diskussioner, der har været i klipperummet, da "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" skulle udtyndes til sine 120+ minutter. Resultatet er en film, hvor hovedpointerne er klare, men hvor de også bliver præsenteret så klodset, at det ikke længere virker som en elegant strøm af levende billeder.
Tilbage sidder vi med en sidste halvdel, der har en ubehagelig snert af alt det, der har været med til Tim Burtons fald fra visuelt smukke, men også følelsesmæssigt medrivende film som "Edward Saksehånd" og "Beetlejuice" til film, der handler mere om farvelade end noget andet. Alting er så karikeret, at det er svært at føle mere end en mild anerkendelse til filmfotografen, og personerne ender med at være intet andet end overskrifter uden små bogstaver: Helten er søgende efter svar. Han er vild med den smukke og søde pige. Der er en jaloux beboer på hjemmet. Miss Peregrine er mystisk. Og ingen af dem er særligt interessante.
