Anmeldelse: Mon Roi

Kærligheden kan være svær. Dette emne synes så udforsket og debatteret igennem filmhistorien, at det kan virke som en umulig opgave at gøre endnu en sådan historie vedkommende. Men med "Mon Roi" formår tidligere skuespillerinde og nu instruktør Maïwenn alligevel at give et nuanceret indblik i den ikke altid smukke, men dybt rørende kærlighed, der kan opstå mellem to mennesker.

Hensat til et genoptræningscenter grundet en skiulykke begynder den nogen-og-fyrreårige advokat Tony (Emanuelle Bercot) at tænke tilbage på sit stormombruste, lidenskabelige og destruktive forhold med storcharmøren Georgio (Vincent Cassel). Efter at have mødtes på en natklub indleder de to en hengiven affære, der hurtigt udvikler sig til både graviditet og giftermål. Men langtfra alting er fryd og gammen i det lille hjem – Tony og Georgio kæmper indædt om magten, og især Tony føres ud på dybt vand i sin higen efter tosomheden og familielivet.

Kærlighed på fransk er bare noget helt specielt – der råbes, kysses, grines og knaldes på en helt overdreven sensuel måde. Denne sanselighed og kropslighed er på én og samme tid afskrækkende og medrivende. Når der grædes, driver snotten ud af næsen. Når mad indtages, er det med en sådan iver, at der smaskes og snaskes. Man kan som skandinaver godt få lige lovligt nok. Men samtidigt åbner dette fokus på sanserne og rå følelser for en emotionel dybde i dramaet, der får lov at resonere fysisk i tilskueren. Det er altså ikke altid nemt, når kærlighed udtrykkes på fransk, men i sidste ende kan det være en utroligt givende og tankevækkende oplevelse.

"Mon Roi" er et karakterdrama båret overbevisende af Emanuelle Bercot, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes 2015 for denne film, samt den altid indsmigrende Vincent Cassel. Deres dynamik og samspil rammer rørende dybt – både som forelskede og som fjender er der en gnist mellem de to, der er uforlignelig. Det er lykkedes Maïwenn at portrættere nuancer i karaktererne, der muliggør sympati for begge parter. Georgio er ikke bare et røvhul og en fusker, men også en god far og en kærlig husbond. Tony er ikke bare et offer for Georgios charme, der skal kæmpe sig ud af hans spind, men også en villig medspiller i hans lege - på trods af familiens og vennernes advarsler. Dette giver "Mon Roi" en følelse af ægthed og viser respekt for en virkelighed, der sjældent er så sort/hvid, som man ellers ser på det store lærred.

At filmen ikke kommer op på alle seks stjerner, skyldes en efterhånden gennemtærsket og flad flashback-struktur, der ikke gør de andre scener nogen ære. Under Tonys ophold på genoptræningscenteret møder hun en gruppe unge fyre, som hun indleder et muntert venskab med. Disse sekvenser er fyldt med billige grin, montageklipning og en "sjov" tur ud i byen, hvor de unge mænd prøver at samle damer op. Det kan tænkes, at disse scener skulle bløde lidt op for den til tider tunge tematik, men det fungerer bare ikke. I stedet virker det påklistret, og man sidder mest og venter på at vende tilbage til Georgio – ligesom Tony i al stilhed måske også gør.

"Mon Roi" er fransk drama, når det er mest medrivende. Det er på én gang ubehageligt og rørende, når Tony og Georgio tørner sammen på deres destruktive kurs. Maïwenn har skabt en medrivende film, der med sikkerhed vil ramme en hjertestreng eller to undervejs. Men "Mon Roi" får også én til at tænke – over de gode og de destruktive kræfter, der er på spil i mødet mellem to mennesker. Den ligegyldige rammehistorie kunne snildt have været skåret væk for at få en strammere struktur, men det er alt sammen tilgivet med tanke på det flygtige indblik, vi får i kærlighedens væsen.

Mon Roi