Anmeldelse: Montparnasse Bienvenüe

Léonor Serrailles "Montparnasse Bienvenüe" er et omfavnende intimt og humoristisk slice-of-life portræt af tilværelsens nok så grå kendsgerninger.

Fortællingen om den 30-årige kvinde, der fanges i eksistentiel midtlivskrise, gerne krydret med skæv humor og klodsethed, tæppebombes vi med fra Hollywood. Sjældent er der noget reelt positivt at skrive hjem om på dén konto, med en genre, der grænser til det ulidelige. Omvendt er det ofte mere interessant, når der sendes kulørte postkort fra de parisiske himmelstrøg. For Cannes-favoritten "Montparnasse Bienvenüe" ér klodset på grænsen af det ulidelige, mens afvæbnende charme og underspillet humor får det hele til at glide ned som nybagte croissanter på Montmartre.

Paula (Lætitia Dosch) er en snart 31-årige pariserinde, der står i sit livs krise. Hendes ældre professor-kæreste gennem 10 år har smidt hende på porten. Uden penge på lommen, uden bolig eller arbejde står hun fortvivlet med sin kat i favnen. Til trods for omstændighederne imødekommer Paula med sin klodsede og ofte enormt upassende adfærd de nye muligheder og forhindringer med ophøjet ro og opfindsomhed, hvilket kaster hende ud i et ikke særligt prinsesse-agtigt eventyr i Paris.

Det er umuligt ikke at holde af Paula, selvom hun dybest set er røvirriterende. Mest af alt fordi den unge kvinde blotter sig selv som et forvirret menneske af kød og blod. Hun kastes ud på dybt vand og må pludseligt forholde sig til et helt andet liv end den søvndyssende konformitet, hun i et trygt forhold var reduceret til. Det er svært ikke at genkende og trække på smilebåndet af Paulas naivitet samt livsbekræftende og farverige "det har jeg ikke gjort før, så det klarer jeg sikkert!"-Pippi Langstrømpe-tilgang til livet.

Rejsen gennem Paris er en intim erkendelsesprocess, hvor vores rødhårede heltinde tvinges til at se sig selv og hendes knapt så sympatiske valg og fravalg i øjnene. Måske vigtigst af alt – gøre dét med et skævt c'est la vie-smil og komme videre i teksten. For Paula er der ikke så mange andre valg, eftersom mødet med virkeligheden også er et møde med ansvaret for hendes eget liv. Lidt poppet sagt skal hun erkende sin egen styrke som menneske og kvinde, der i ti år har stået i skyggen af sin rige kæreste – og begynde på ny.

"Montparnasse Bienvenüe" er lige dele alvorstung og komik, lagt sammen med Paulas barnlighed. For hun ér på mange niveauer et barn, der spiser pandekager til aftensmad og ikke forstår konsekvensen ved hendes mangel på situationsfornemmelse. Et barn, der bliver voksen på rekordtid med en uønsket graviditet og kæresten, der pludseligt banker på igen. De eksistentielle valg er mange ved voksenlivet. Hvilket Paula finder ud af gennem en række kortvarige og intense bekendtskaber, der bliver et symbol på livets konstante flygtighed. Optegnet i trés cool mættede billeder og elegant soundtrack. Verden mødes med klodset varme, hvilket vender op og ned på alting. Alle bliver nødt til at forholde sig til sig selv, i det de skal forholde sig til Paula. At springe uimponeret ud i livets mange muligheder med et imødekommende smil på læben og ikke tro, at det er for sent at påbegynde et nyt, synes at være Paulas lektion til os alle.

Hvor end Paula går, viser der sig alligevel at opstå kulør og andre perspektiver. Havde dannelseshistorien været en Hollywood-variant, var der formentlig skruet gevaldigt op for drama og komik – hvilket pariser-udgaven er alt for cool, jordnær og ikke mindst charmerende at forfalde til.