Anmeldelse: Mr. Freeman

Romantisk dansk film er et sødt og rørende drama om uventet kærlighed.

Vi kender alle den klassiske kærlighedsfilmskabelon. Dreng møder pige. Dreng forelsker sig i pige. Kærligheden er flygtig og problemer opstår, men alt ender godt til sidst. For vi har alle brug for kærlighed og omsorg i livet. Om det så er fra familien eller fra en helt uventet kant. Der er de små krøller hos alle, men for det meste overvinder kærligheden som bekendt alt. "Mr. Freeman" anvender skabelonen og tilfører et moderne twist, der ikke kan sige sig fri fra klicheer, men dog er et hyggeligt bekendtskab.

Den ensomme teenager Simone kommer en dag på nettet i snak med en afrikaner, der kalder sig Freeman og kemi opstår hurtigt. Da de to unge mennesker aftaler, at Freeman skal komme på besøg hos Simone, skaber det nogle problemer med hendes forældre, der dog i sidste ende giver ham lov til at komme. Mens den søde musik og følelserne vokser blandt de to unge, bliver Simones forældre mere og mere modstandere af deres forhold og Simone må træffe et valg.

Danske Mads Matthiesen slog igennem med dramaet "10 timer til paradis", der var baseret på hans egen kortfilm "Dennis" med muskelmanden Kim Kold i hovedrollen. Senere kom den mørke "The Model", der gav et indblik i modeverdenens mørke sider. Den danske instruktør har et dokumentarisk præg i film, der gør, at de føles realistiske, uden brug af klicheer. "Mr Freeman" tager et kig på dating-kulturen på nettet og hvem, det egentlig er, der sidder i den anden ende. Den dokumentariske stil er også til stede denne gang, mens fiktionen er trådt mere i højsædet. 

Som publikum får vi hurtigt et billede af, i hvilken retning plottrådene folder ud. Temaer som integration og racisme bringes også på banen, dog kun overfladisk. For den grundlæggende pille i filmen er kærlighedshistorien mellem Simone og Freeman. Filmen er aldrig sentimental, i forhold til mange andre film i samme genre. Dér træder de dokumentariske greb frem og det skal "Mr. Freeman" have point for. Romancen virker ægte, selvom fiktionens tunge lag trækkes henover den dokumentaristiske stil.

Debutanten Lina Lund Jørgensen er et fund i rollen som Simone. Man kan ikke andet end at knuselske hende. Hun viser både den indelukkethed, som mange teenagere har, men når det virkelig gælder, kan den unge pige også sige sin mening. Samtidig har hun et smil, man ikke kan andet end at forelske sig i. Franske Daouda Keita er sympatisk som Freeman, der gemmer på sine mørke hemmeligheder. De to unges skuespilleres udgør kernen, med en romance med toner af gamle folkekomedier fra 60'erne og 70'erne. Nicolas Bro og Mia Lyhne leverer udmærket præstationer som forældrene, der ikke er helt i Freemans favør. Men deres udbrud af raserianfald og gammelkloge pointer falder over i klicheer. Temaer som fremtidsudsigter og giftermål kan blive enormt trættende som faste indslag i romantiske film.

"Mr Freeman" er en sød og rørende romance, men ikke uden sine klicheer. De to hovedrolleindehavere gør historien værd at følge. Især Lina Lund er skøn i hovedrollen og hun bliver spændende at følge i fremtiden. Mads Matthiesen prøver at ridse alvorlige temaer op som integration og den ægte kærlighed, men der kradses kun i overfladen, der mest af alt er et sødt bekendtskab over 90 minutter.

"Mr. Freeman" har dansk biografpremiere 11. januar.

Mr. Freeman