Anmeldelse: Oasis: Supersonic

"Han er en mand med en gaffel i en verden af suppe." Sådan sagde Oasis-sangskriver og guitarist Noel Gallagher om sin bror, Oasis-sangeren Liam Gallagher, tilbage i 2009. Hvis jeg ville, kunne jeg snildt fylde en hel anmeldelse med hylende morsomme citater af Gallagher-brødrene, der sviner alt og alle til. For på ren personlighed er der ikke mange superstjerner, som kan hamle op med de to arbejderdrenge fra Manchester. Allerede på forhånd vidste jeg derfor, at der var rigeligt med potentiale i fortællingen om 90'er-bandet Oasis.

Instruktør Mat Whitecross har i sin dokumentar valgt at zoome ind på den vigtigste periode i Oasis' levetid. Vi følger bandet, fra det blev dannet i starten af 90'erne og frem højdepunktet ved de to rekordsættende koncerter foran 250.000 mennesker i Knebworth i 1996. Vi ser bandet optage deres utvivlsomt to bedste album, "Definitely Maybe" og "(What's the Story) Morning Glory", og vi får et indblik i de konflikter, der var med til at forme bandmedlemmerne både som gruppe og som individer.

Rent strukturmæssigt er "Oasis: Supersonic" så traditionel, som en musikdokumentar overhovedet kan være. Det er fortællingen om to ludfattige arbejderbrødre, der mod alle odds opnår succes og bliver landets største rockgruppe. Den historie får vi fortalt gennem arkivmateriale fra bandets storhedstid krydret med voice-over af primært Liam og Noel Gallagher, der reflekterer over den turbulente tid i 90'erne. Det er samme skabelon, som du allerede har set i utallige andre musikdokumenterer.

Whitecross' dokumentar har dog én ting, som andre musikdokumentarer ikke har: Noel og Liam Gallagher. De to brødres utallige spydige kommentarer er med til at gøre Oasis' turbulente vej til toppen forbløffende morsom. Gallagher-brødrene har, hvad mange af nutidens popstjerner i høj grad mangler: Attitude. For som Noel Gallagher ganske ærligt indrømmer, så var det udstrålingen og ikke de musiske evner, der gjorde Oasis til et unikt band. Denne attitude og de endeløse slagsmål mellem de to brødre gjorde ganske vist også Oasis til en tikkende bombe, men i en dokumentarfilm er de mange skænderier sindssygt godt materiale.

Selvom "Oasis: Supersonic" overordnet set er en ganske helstøbt dokumentar, er der dog tidspunkter, hvor den bliver en anelse for indforstået. For ganske vist har fokusset været på bandets tidlige periode, men når det flere gange nævnes, at bandet gik i opløsning, kan det undre, at vi aldrig får at vide hvorfor. For fans er årsagen til bruddet måske en selvfølge, men for udefrakommende kan det virke mærkeligt, at oplysninger som denne er fraværende.

Dokumentarfilmen om Oasis er et bandportræt. Intet mere, intet mindre. Undervejs hævdes det ganske vist, at Oasis ikke kunne være blevet lige så store i internetalderen, men denne pointe synes en anelse letkøbt. I sidste ende er der derfor ikke noget alment budskab at tage med fra "Oasis: Supersonic". Men hvis du er vild med Oasis eller bare ærkebritiske spydigheder, så er dokumentaren om Manchester-bandet et særdeles underholdende bekendtskab. Som det også var tilfældet med Oasis' musik, så gør Noel og Liam Gallaghers attitude underværker.

Oasis: Supersonic

Kommentarer

Oasis: Supersonic

  • ★★0

    Tak for god en god anmeldelse. Glæder mig til at se den :-) 

    MadMartigan13-10-16 10:15

  • ★★★★1

    Jeg tænker lidt på, om folk, der ikke var unge i mid-90'erne, er klar over, hvor store Oasis var – at de i en periode nærmest blev betragtet som de nye Beatles.

    Kort efter jeg startede på uni i '96 var britpop-krigen i fuld flor – i "gamle dage" var det Beatles vs. Stones – nu var det Oasis vs. Blur. Jeg kunne lide dem begge, men det var alligevel altid Oasis-cd'erne, der røg på, når der skulle være fest eller drikkes et par pints på pubben. Og sådan er det sådan set stadig...

    Selvom meget af det var attitude, synes jeg stadig, at musikken fra i hvert fald de første to album holder :)

    chandler7514-10-16 21:03

  • ★★★★★★0

    Det var jo bare bøssepop. Det rigtige musik i den periode kom fra Seattle. Jeg behøver jo bare sige "Pearl Jam" og så græder Jesus!

    davenport15-10-16 01:04

  • ★★★★★★0

    Rasmus, var det ikke mest Oasis selv, der betragede sig selv som de nye Beatles og var ret glade for at gøre opmærksom på, at de var det? :)

    Zero Cool15-10-16 01:15

  • ★★0

    Jeg er fra 1978, og husker tydelig TV avisen i midten af 90´erne, hvor der bliver filmet oppe fra luften, ude foran et af Gallagher brøderne hus, hvor folk lå i telte for at få et glimt af en af dem.

    Den gang blev det sammenlignet med noget, der kun i UK var oplevet af The Beatles, og Elvis og Michael Jackson i US.

    Jeg er ikke kæmpe fan, og mere til noget hårde rock, fra lidt tidligere i 90´erne, men kan virkelig godt lide Oasis´ 2 første album...

    MadMartigan15-10-16 15:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen