Anmeldelse: Our Kind of Traitor

Rusland og efterspændingerne fra den kolde krig er et altid oplagt emne for politiske thrillere og spændingsfilm. Filmatiseringen af John le Carrés "Our Kind of Traitor" forsøger sig med en opdatering af det højspændte emne, hvilket kommer til udtryk i nye konspirationer – og russiske mafiafolk med hipsterskæg og skarpskårne jakkesæt.

"Jeg er lærer – hvad kan jeg gøre?" siger Perry (Ewan McGregor), da Stellan Skarsgårds karakter, den russiske hvidvasker Dima, henvender sig til ham for hjælp. Dima er i vanskeligheder. Det forbrydersyndikat, han i mange år har ført regnskaber for, har fået ny ledelse, hvilket betyder russerens afskedigelse og snarlige død. Nu er både Dima og hans familie i fare, men heldigvis møder han Perry og konen Gail (Naomie Harris) på en ferie i Marokko. Dima genkender en hæderlig mand, når han ser en, og han stoler på, at Perry vil hjælpe. Man fornemmer, at der må ligge et godt bogforlæg bag Susanna Whites filmatisering af "Our Kind of Traitor". De politiske intriger og de dramatiske setups danner baggrund for en god spændingsfilm. Desværre falder det hele lidt til jorden i en film, der består af flotte momenter, men også for mange forklarende dialogscener og et hastværk, der ikke klæder filmmediet.

Filmens præmis, der går på, at Perry vil hjælpe Dima, holder ikke vand. Skarsgård gør både Dima charmerende, menneskelig og også sjov en gang imellem. Hvilket dog ikke opvejer for den endimensionale fremstilling af Perrys beslutning om at "gøre det rigtige" og hjælpe. Dima har uden tvivl en voldelig fortid med mange forbrydelser og evnen til at slå en proper næve. Havde man valgt at spille mere på denne dobbelthed ved Dimas farlige væsen og valget om at hjælpe ham som andet end bare det mest hæderlige, havde filmen haft mere at byde på. Den skæver til de dybereliggende motivationer for Perry og konen, der har det dårligt sammen, og nævner selv lighedspunkterne mellem den måde, Dima beder dem om hjælp, og hvordan den russiske mafia hverver medlemmer uden nogen værdier eller mål i de russiske fængsler. Havde filmen udforsket disse temaer yderligere, ville resultatet have været en mere interessant film – og ikke en, der skynder sig afsted for at få de vigtigste begivenheder fra bogen med i svinget.

"Our Kind of Traitor" er overlæsset med forklarende dialogscener, der ind imellem afbrydes af flotte scenerier indeholdende en befriende ro. Igennem filmen fornemmes en overhængende jagen efter at nå det hele samt at få det til at hænge sammen, hvilket får en længsel efter bedre tid til at spire frem. En tv-serie havde muligvis kunnet frembringe denne ro. Tankerne falder på Susanne Biers nylige "Natportieren", der også er baseret på en John le Carré-roman. Her får den komplicerede handling tid og plads til at udfolde sig, hvilket man også kunne ønske sig for "Our Kind of Traitor". Fremstillingen af hele situationen omkring Perry og konens selvopofrende redningsmission bliver simpelthen for endimensional og utroværdig. Dima er en karakter, man gerne ville lære bedre at kende, men det er der ikke tid til. Konspirationen over de engelske politikeres involvering i hele foretagendet fungerer dog fint med deres tilbagetrukkenhed og dukkeføreagtige karakterer.

Damian Lewis spiller indebrændt agent og gør det troværdigt på trods af dårligt skrevne replikker. Ofte er Lewis' tilstedeværelse begrundet af uelegant forklarende enetale. I forbifarten lærer nu vi også, at Harris' karakter har en søn, som han savner, og at agenten derfor også bare er et menneske ligesom alle os andre. Det er alt for endimensionalt! På samme vis er lederen af forbrydersyndikatet meget ond, meget forfængelig og meget usikker. Chefen for alle de russiske forbrydere lider nemlig af daddy issues, hvilket filmen lægger op til er forklaringen på, at han ligner noget fra en herretøjsreklame, samt at han har en stor trang til at lade andre myrde på barbarisk vis. Alle karakterernes motiver forklares hurtigt og overfladisk, hvilket gør hele foretagendet ganske klichéfyldt.

Endimensionaliteten trækker desværre sine spor igennem hele filmen, og forudsigeligheden lægger sig i kølvandet; selvfølgelig finder forbryderne dem i hytten, og selvfølgelig skal helikopteren springes i luften. Kort sagt skulle man have valgt mellem spændingen eller de lange dialoger og ikke halvhjertet forsøgt sig med begge dele. Flotte billeder, fine præstationer og delvis spænding spoleres desværre af et dårligt manuskript, der vil nå alt for meget på alt for lidt tid. Resultatet er en letfordøjelig thriller, der trods alle kritikpunkter er nogenlunde underholdende. Man kan kalde "Our Kind of Traitor" for en lille luftig snack; behagelig og sød, men ikke særlig mættende.