At forsvinde fra tilværelsen og begynde på en frisk, uden at efterlade sig et spor, er nok en tanke, de fleste mennesker har fantaseret omkring fra tid til anden. Det er imidlertid et fænomen, der langt fra kun er ønsketænkning. I Japan er det endda så udbredt, at det er begrebsliggjort med termen jouhatsu. I solens rige findes endda en sektor, der mod betaling hjælper folk med at forsvinde ud i den blå luft. Netop dét antydes, at vores hovedperson i "Perfect Days" har benyttet sig af.
I filmen følges den stoiske Hirayama (Koji Yakusho) og hans umiddelbart intetsigende liv som rengøringsmand på en håndfuld af Tokyos offentlige toiletter. Hirayama har sine helt faste rutiner, planlagt ned til mindste japanske detalje. Han ser baseball og spiser de samme steder og køber brugte bøger hos sin faste antikvar, som han hver nat læser sig i søvn til. Hirayama holder sig for sig selv, alt imens kassettebånd med Lou Reed, Patti Smith og The Animals toner frem i bilen. Dog lever den stilfærdige mand præcis, som han ønsker. Med et ydmygt smil og stor påskønnelse af en måske på overfladen forglemmelig tilværelse. Mystisk fremmanet af et poetisk indre liv, påvirket af daglig læsning af ikke helt så tilgængelige forfattere som William Faulkner, Aya Kōda og Patricia Highsmith. Måske ikke et kulturforbrug, man forbinder med en rengøringsassistent.
Kender man til Wim Wenders, ved man også, at det poetiske og prætentiøse ofte går hånd i hånd. Sammen med blandt andre Wolfgang Petersen, Rainer Werner Fassbinder og Werner Herzog, har Wenders siden 60’erne været én af de mest markante filmskabere fra den tyske nybølge. Den højtflyvende "Himmel over Berlin" (1987), dokumentarfilmen "Buena Vista Social Club" (1999) og ikke mindst road movies som "Alice in the Cities" (1974) og "Paris, Texas" (1984) er ikoniske nedslag i den helt særlige type navlepilleri på den gode måde, som kun Wenders kan berige os med. Det seneste udspil fra den nu 78-årige mesterinstruktør er netop dét og mere til.
"Perfect Days" er på mange måder et umådeligt smukt og nostalgisk mixtape af de nok så bemærkelsesværdige tidligere meritter. At filmen foregår i Tokyo, med dyb respekt for og skildring af japansk kultur, synes at være et genialt tænkt træk for Wim Wenders. Tyskeren har en adskillige gange udvist en særligt sensibilitet i kamæleon-forståelsen af andre kulturer og filmsprog, og det perfektioneres her. Hirayamas færd i Tokyo sammenfatter stilgreb, motiver og poesi, som kædes sammen til en vedkommende og særdeles filosofisk tankerække om livets store spørgsmål. Uden at hverken direkte at stille eller svare på dem, men i stedet lade livets underfundighed vokse ud af de små handlinger, påskønnelser og håndsrækninger, der giver det hele mening på helt egen vis.
Hirayamas møder med og observationer af mennesker i alle aldre og lag er et imponerende rodsystem af organiske fortællingers knopskydninger. Hver person har sin egen uafrundede historie, som er lige så hurtigt ude af vores hovedpersons historie, som de dukker op – ud af det blå. "Perfect Days" er nok stilfærdig i sin form. Men ser man godt efter, forplanter Wenders enestående og livskloge film sig som en taknemmelig meditation over livets altid levende forgreninger. Ligesom Hirayama nøjsomt passer sine stueplanter vil et skud kunne blomstre under de rette omstændigheder. Præcis som de analoge fotografier, der skydes hver dag samme sted, aldrig vil være eller blive det samme. Nye liv vil også lade andre forgå, synes den melankolske og dog livsglade mantra at være. Koji Yakusho indkapsler de betragtninger og følelser med sit udtryksfulde ansigt og mesterlige Cannes-belønnede underspil. Uden aldrig at afsløre mystikken bag sin egen fortælling, når vi som publikum observerer observatøren. Netop dét er magien i en mageløs, bevægende og eftertænksom refleksion, som bliver siddende spirende i sindet længe efter rulleteksterne.
Om "Perfect Days" er Wim Wenders bedste film er umuligt at afgøre, men det er absolut et nedslag i én af de allerstørste nulevende instruktørers værker. Helt umulig at ryste af sig, vokser Hirayamas ordinære tilværelse sig stadig større som alt andet end ordinær filmkunst, som en af årets helt uomgåelige biografoplevelser.
"Perfect Days" har dansk biografpremiere 27. marts.
★★★★★0I Japan er det endda så udbredt, at det der er begrebsliggjort med termen jouhatsu. I solens rige findes endda en sektor, der mod betaling hjælper folk med at forsvinde ud i den blå luft. Netop dét antydes, at vores hovedperson i "Perfect Days" har benyttet sig af.
Ahh så det er en poetisk meditativ spin på The Eraser med Arnold :)
★0Super fin "lille" film!