Anmeldelse: Pigen, moderen og dæmonerne
Personlighedsspaltninger på film er intet nyt fænomen. Men i fiktionens verden er det oftest seriemordere som Norman Bates i "Psycho" eller misforståede genier som John Nash i "Et smukt sind", der lider af den forfærdelige sygdom. I den svenske "Pigen, moderen og dæmonerne" er det noget så gennemsnitligt som en enlig mor. Det er der ikke kommet en sensationel fortælling ud af, men derimod en film om almindelige mennesker med problemer, der er til at tage at føle på.
Filmens hovedperson hedder Christina, men bliver kaldt Ti. Hun er kun otte år og er netop flyttet med sin mor til Stockholm, hvor hun skal begynde i en ny skole. Udfordringerne med at passe ind i den nye klasse kommer dog lynhurtigt til at blegne. Moderen hører stemmer, ser dæmoner og begynder at isolere sig i den store nye lejlighed, der langsomt bliver forvandlet fra enhver boligejers drøm til en losseplads, hvor selv urin bliver opbevaret i glasflasker. Pludselig står Ti med et kæmpemæssigt ansvar. For hvad i al verden kan en lillebitte pige stille op, når det hele ramler sammen for den person, der skal passe på en?
"Pigen, moderen og dæmonerne" er et ubehageligt bekendtskab. På den helt rigtige måde vel at mærke. Ved at vise fortællingen gennem Tis øjne kan man ikke andet end få ondt i maven over, hvor urimeligt hård en situation den uskyldige, lille pige er havnet i. Det er ellers ikke højdramatiske begivenheder, men små hverdagssituationer, som filmen fokuserer på. Men at se Ti traske i skole i beskidt tøj og tigge sig til mad i en 7-Eleven er også mere end rigeligt hjerteskærende. Især fordi begivenhederne er skildret med stor autenticitet. At historien er baseret på instruktør Suzanne Ostens egen barndom skinner tydeligt igennem.
Hvis man ikke vidste det på forhånd, ville man aldrig gætte, at "Pigen, moderen og dæmonerne" var instrueret af en 72-årig instruktør. Den opfindsomme billedside sprudler af liv på en måde, som man typisk forbinder med en yngre filmskaber. På samme måde som Xavier Dolans "Mommy" gør Osten i visse scener brug af et kvadratisk 1:1 til at understrege den klaustrofobiske stemning i den ulækre lejlighed. Den samme opfindsomhed ses i fremstillingen af moderens onde ånder, der bliver spillet af en flere forskellige skuespillere, som dukker op i uventede situationer.
Efter at have set "Pigen, moderen og dæmonerne" er der dog ét spørgsmål, der særligt trænger sig på: Hvem er den tiltænkte målgruppe? For den utrygge stemning gør utvivlsomt filmen uegnet for børn, mens voksne næppe vil blive skræmt af de onde ånder, der til tider fremstår lige lovligt teatralske. Det virker i det hele taget en anelse uklart, hvad Osten vil med sin film. Eksempelvis forsøger hun at inddrage et element af spænding ved at vise søsterens søgen efter moderen og Ti, men denne jagt behandles kun overfladisk og bliver derfor aldrig tilnærmelsesvis spændende.
Karaktertegningen er den helt store styrke i den erfarne instruktørs autobiografiske fremstilling af en 8-årigs piges forhold til sin psykotiske mor. Med overbevisende skuespil og en legende billedside bliver vi på fornem vis sat i den kun otteårige Tis tragiske sted. Stemningsmæssigt er "Pigen, moderen og dæmonerne" en imponerende ubehagelig oplevelse, men en helstøbt oplevelse er det ikke. Til det er Ostens film ganske enkelt for ufokuseret.