Anmeldelse: Praktikanten
Udbud og efterspørgsel er mekanismer, der eksisterer indenfor alle former for markeder - og noget, som amerikansk film altid har været effektiv til at imødekomme. "Tendenser", kalder vi dem. Et for så vidt ganske diplomatisk udtryk, når det effektive popkulturelle samlebåndsarbejde kigges efter i sømmene. Ofte læner disse tendenser sig op ad strømninger og særlige fokusområder i samfundet - enten som kommentarer eller måske endda med mål som debatskabende. Desværre bliver de filmiske tendenser ofte udvasket for værdi, nemlig da det er ligegyldigt og overfladisk samlebåndsarbejde. En af tidens mest populære strømninger i det amerikanske samfund er feminisme - hvilket også er blevet en iøjnefaldende tendens i amerikansk film. "Praktikanten" er én titel i overfloden af ligegyldige og overfladiske pseudofeministiske film, som absolut er udvasket for værdi.
Der er mere prinsessedrøm end kvindekamp over den, når handlingen i "Praktikanten" folder sig ud. Pensionisten Ben Whittaker (Robert De Nero) keder sig som enkemand. Heldigvis falder den sindige mand over en spændende stilling som seniorpraktikant i en topmoderne internetvirksomhed. Selvom tempoet lidt er noget andet, end dengang Ben sidst var i erhvervslivet, falder han heldigvis godt til. Også selvom ejeren af virksomheden, Jules Ostin (Anne Hathaway), fra start er en kende skeptisk. Puha, det var heldigt, hva' Ben? Som den perfekte karrierekvinde bosiddende i den hippe del af Brooklyn samt barn og hjemmegående mand, der er alt for søde for deres eget bedste, har Ostin et kæmpe problem - hvordan i alverden skal denne perfekte verden dog hænge sammen? Heldigvis - sé, nu kom den igen - er Ben pludselig kommet ind i hendes liv som den livskloge faderfigur, alle frigjorte kvinder jo skal læne sig op ad.
"Praktikanten" svælger i nystrøgede skjorter, up beat-musik og first world problems. Alt er pastel og spejlblankt. Udover de henkastede fjollerier eksisterer der i en perfekt verden ikke de store udfordringer. Nå ja, der er også utroskab, og veninderne bagtaler hinanden - det løses ved at holde facaden og de stivnede New Yorker-smil.
Potentialet er nu ellers til stede. Den humoristiske forvekslingskomedie med livserfaringen på den ene side af generationskløften og ungdommelig iværksættende energi på den anden fungerer til dels. Fronterne optegnes karikerede og pusse-nuttede - men selv på en dårlig dag leverer Oscar-vindende stjerner som De Nero og Hathaway hæderlige præsentationer. Der forsøges også med et skud fald-på-røven komedie mellem nogle af hipster-kollegaerne og Ben, som i bedste fald er pinligt.
Præmissen i "Praktikanten" er dog ikke udelukkende den harmløse komik. Moraliseringen om den moderne karrierekvinde er så håbløs virkelighedsfjern, at retorikken nærmer sig "Sex and the City"-filmene. Fortællingen om Jules Ostin fremstår utroværdig og uligevægtig. Det er umuligt at engagere sig i damebladskarakterskildringerne, eftersom de aldrig fremstår som flerdimensionale mennesker af kød og blod.
Hvad præcis instruktør Nancy Meyers helt oprigtigt har på hjerte forbliver en gåde. Der er ikke rigtigt noget vedkommende drama, komikken fungerer kun momentvis, og plottet er ligegyldigt. Mest af alt fordi "Praktikanten" er en flot lille pude. Blød og præsentabel ligger den harmløst derovre i hjørnet af sofaen. Der sker intet, når man slår på den. Man glemmer den, når man sætter sig på den. Kommer der rødvin på betrækket, gider man ikke engang at skifte det - puder er heldigvis noget billigt, ligegyldigt pynt uden sjæl.