Anmeldelse: Red Sparrow

Med lidt over to timer i bagagen kunne det have været en god idé at klippe en smule i tiden for at skabe den film, "Red Sparrow" gerne vil være.

Sex og magt har altid været eftertragtede temaer i Hollywood, og på papiret er "Red Sparrow" den ultimative fusion af netop disse to ting. Det er en usandsynlig fortælling om livet for en smuk manipulator i et koldt land, men uden de to faktorer sex og magt, ville der ikke være meget andet end overflade i filmen, der gerne vil være intelligent og provokerende, men som i sidste ende ikke er nogen af delene.

Da den russiske ballerina Dominika Egorova (Jennifer Lawrence) lider en slem skade, må hun opgive sine drømme om en karriere på den store scene. Herefter føler hun sig nødsaget til at tage en plads i den såkaldte Sparrow School i Rusland, hvor unge, smukke kvinder får til opgave at bruge deres kroppe som våben. Men da Dominika møder CIA-agenten Nathaniel Nash (Joel Edgerton), kan det få katastrofale konsekvenser for begge nationer.

"Red Sparrow" former sig hurtigt som den perfekte thriller. Her har vi en kvinde, hvis indre konflikt prøver at forene den person, hun engang var, med den iskolde spion, hun nu er blevet. Denne eksistentielle krise er med til at forme hver en scene og spændingskurve med et ryk opad, da Dominikas indre krise synes at lyse ud af hende ved ethvert dilemma. Og dilemmaer er der nok af i en film, der skaber hele sit fundament på ét eneste spørgsmål: hvem kan vi stole på?

Med et så enkelt spørgsmål, der dog kan skabe en tydelig spænding, er det ærgerligt, at "Red Sparrow" nogle gange lader til at hvile på laurbærrene og lade hele sin USA vs. Rusland-paranoia udspille sig selv i ligegyldigheden. Det er disse små pauser i, hvad der kunne være en konstant ulmende spænding, der giver tilskueren et indtryk af en film, der vil mere, end den umiddelbart er i stand til. Med lidt over to timer i bagagen kunne det have været en god idé at klippe en smule i tiden for at skabe den film, "Red Sparrow" gerne vil være: en politisk thriller, der stiller spørgsmål til antagonisme og køn.

For som en film af sin tid koncentrerer "Red Sparrow" sig også især om Dominika og hendes rolle som kvinde i en verden, der er skabt af mænd. Med sit kolde ydre er Dominika en svær karakter at aflæse, og instruktør Francis Lawrence gør det svært for os at se hendes sande ansigt. Og dog. For her ligger alting i detaljerne, i øjnene og i de små hints, der synes at findes i hver en tvetydig samtale. Der er med andre ord grund nok til at holde koncentrationen i en film, der vil lidt mere, end hvad den er.

Er det actionfilmens brag, der søges, vil man som tilskuer blive skuffet over "Red Sparrow". Er det den snigende spænding, der ledes efter, hvisler det desværre også hurtigt ud. Det ville måske have været anderledes, hvis der var blevet klippet mere konsekvent, men ligesom Dominika ikke kan få det liv, hun eftertragter, må vi også lade os nøjes med en spionthriller, der kunne have været langt mere intens, end hvad der nu er præsenteret.