Anmeldelse: Ricky Stanicky (Prime Video)

Mødet med Peter Farrellys fiktive ven "Ricky Stanicky" kan ikke anbefales i en komedie, der synes fanget i 1990’erne.

Tilbage i 1990’erne markerede Farrelly-brødrene sig i komedieverdenen med nyklassikere som "Dum og dummere", "Vild med Mary" og "Jeg, mig og Irene". Filmene er i den grad et produkt af deres tid, men ikke desto mindre underholdende. Siden da har den ene bror, Peter Farrelly, valgt at gå solo med enkelte projekter, såsom den udskældte "Movie 43" og den kontroversielle Oscar-sluger, "Green Book". Nu er Peter Farrelly så tilbage "Ricky Stanicky". En komedie, der allerede nu føles håbløst forældet.

Siden de var børn, har vennerne Dean (Zac Efron), Wes (Jermaine Fowler) og JT (Andrew Santino) lavet drengestreger. Og hver gang de er kommet i fedtefadet, har de altid beskyldt deres fiktive ven, Ricky Stanicky, for deres ugerninger. En løgn, som de stadig lever helligt på i deres voksne liv, når vennerne vil more sig uden deres koner og kærester. Men da Wes' kone føder, skal der holdes en omskæringsfest. Og nu insisterer vennegruppens familie på at møde den famøse Ricky. Derfor hyrer de tre venner den alkoholiserede skuespiller Rod (John Cena) til at spille deres fiktive ven – og det går selvfølgelig fuldstændig galt.

På papiret en klassisk Farrelly-komedie med en fjollet præmis, mens filmen langsomt udfolder sin simple morale. I dette tilfælde at løgne sjældent er en god ting. Fortællingen er lige så forudsigelig som solopgangen. Men end ikke ved at køre lige ud ad landevejen får "Ricky Stanicky" udrettet ret meget. Det virker som om, at den har mere travlt med at skulle overstås i en fart. Sådan føles det også at være seer. Detaljer om vennerne og deres fortid nævnes for blot at blive glemt, og da filmen når sit tredje akt forløses alting på en forudsigelig og ikke mindst tilfredsstillende facon. Hvordan seks mennesker er krediteret til at skabe et så håbløst manuskript får vi ikke svar på.

Meget kan dog tilgives i en ligetil komedie, hvis humoren i det mindste rammer plet. Desværre er dette endnu et punkt, hvor Peter Farrellys seneste solotur falder igennem. Løjerne føles som en 90’er-komedie. Hvert minut skal der smides en rap replik, en pervers joke eller overdrevne situationer i håb om at tvinge latter ud af publikum. Godt nok har voksenkomedier fået et lille comeback med titler som "No Hard Feelings" og "Anyone but You". I "Ricky Stanicky" virker det bare ikke. Udover få John Cena-øjeblikke føles intet sjovt, men nærmere tilfældigt. Filmens tilgang til humor havde sine øjeblikke for tre årtier siden, som føles forældet i år 2024, hvor alkoholisme-jokes nærmere efterlader dårlig smag i et desperat forsøg på at vække lattermusklen fra udpumpning.

Følelsen af autopilot mærkes også på castet. Zac Efron og Co. er ikke dårlige i deres roller, men trioen har ikke meget at arbejde med. Den tidligere "High School Musical"-stjerne skal være den seriøse i vennegrupper, men fremstår flad. Værst går det ud over William H. Macy, der halvdelen af tiden ligner én, der ikke gider være til stede. Bedst går det for titulære John Cena, der tydeligt har en fest med rolle som den åndssvage Rick Stanicky. Cenas energi smitter til tider af på filmen, hvilket gør  "Ricky Stanicky" kun er tæt på håbløs. Selvom den tidligere wrestler intet kan stille op mod diverse platte onani-jokes og hvad Farrelly ellers finder morsomt.

Med "Ricky Stanicky" viser Peter Farrelly, at han stadig lever i 1990'ernes storhedstid. Trods en fjollet præmis er historien forudsigelig, mens humoren er alt for plat, desperat og fyldt med dårlig smag – på den dårlige måde. Dertil tilsat et uoplagt cast, som er set langt bedre andre steder, selvom John Cena trækker filmen en smule op. Søges en komedie fra Farrelly-brødrenes storhedstid, skal "Ricky Stanicky" nok underholde en smule. For alle andre kan mødet med den fiktive ven ikke anbefales.

"Ricky Stanicky" kan ses på Prime Video.

Ricky Stanicky (Prime Video)