Anmeldelse: Skyerne over Sils Maria

Alder er et kompleks begreb. Den kan berige og berøve. Alder går aldrig i stå. Cannes-darlingen Olivier Assayas har dog ikke dyppet sin fortælling i samme trivielle kliché som de indledende ord. Nej, den fine franskmand har mere at byde på og udforsker på engagerende vis det emotionelle og psykologiske ved alderdommens forandrende effekt. Hvilke indre og ydre konflikter opstår, når en succesfuld skuespillerinde passerer 40-årsgrænsen? "Skyerne over Sils Maria" jonglerer subtilt med det evigt aktuelle tidstema og har en naturalistisk Juliette Binoche i en central og stærk rolle som – ja, sig selv?

Maria Enders (Binoche) er en velanset skuespillerinde på toppen af sin internationale karriere. Maria får tilbudt en rolle i genopførelsen af det teaterstykke, der gav hende sit gennembrud mere end tyve år forinden. Maria spillede dengang rollen som Sigrid; en forførende og farlig ung kvinde, der med lidenskabelig list ender med at drive sin ældre chef, Helena, til vanvid - og i sidste ende selvmord. Nu skal hun selv spille Helena. Sammen med sin yngre, personlige assistent (Kristen Stewart) drager hun afsted til en fjern region i de schweiziske alper, hvor den krævende rolle indøves.

Sils Maria. Målet for næste familieudflugt burde inkludere dette bjergtagende landskab højt oppe i de magiske alper. Med området her som bagtæppe kan Oliver Assayas' fortælling næppe ende helt galt. "Skyerne over Sils Maria" er da også en vellykket og finurlig størrelse, der balancerer elegant mellem det svulstige melodrama, melankolsk midtvejskrise-komedie og intenst kammerspil. Filmens titel refererer til en sjælden skyformation kaldet "Malojas slange". En rolig og fremaddrivende slange af skyer, der kortvarigt kryber gennem det bedårende bjergpas. En art berømmelsens illusion, der pludseligt dukker op og er til stede i begrænset tid - for til sidst at svinde hen og fordufte i skyen. "Malojas slange" er også titlen på det famøse teaterstykke og et symbol på den snigende alder, der har efterladt Maria på en eksistentiel, gyngende scenekant.

Assaya formår at vise frygten og usikkerheden ved at blive ældre i en branche, der ikke tager hensyn. "Jeg er Sigrid, og jeg vil blive ved med at være Sigrid!" udbryder Maria skingert og opgivende. Hun ved, den tid er slut, og det skærer hende i hjertet. Tilskueren mærker den smerte, og det er filmens stærke kort. Det er en bevægende affære at følge Juliette Binoche i hårfin grænse mellem fiktion og virkelighed, der på flere niveauer er en refleksion over hendes egen karriere.

Over for Binoche er Kristen Stewart ganske fænomenal som den unge assistent med fingeren på pulsen (hun vandt fortjent den franske César-pris for sin rolle). Det er befriende at opleve hende langt fra det fjollede "Twillight"-univers. Oliver Assaya instruerer de stærke kvinder med sikker hånd i et intenst og medlevende spil mellem to forskellige generationer, der febrilsk, men ikke uden komisk flair, forsøger at forstå hinanden.

Det Cannes-nominerede værk er guf for teater-aficionados. Vi andre kan nu også fornøjes. Den vittige og underfundige tone gør "Skyerne over Sils Maria" let spiselig og når derfor ikke helt samme bid som i inspirationerne "All About Eve" eller ængstelsen og nærværet i Bergmans "Persona". Disse klassiske forbilleder er naturligvis vanskelige at toppe, og det har heller ikke været målet. Vi får i stedet leveret en varm og emotionel historie, der sagtens kan stå på egne ben og samtidig er hamrende aktuel. Tæppet er trukket til en godkendt forestilling.