Anmeldelse: Slow West
Westerngenren er en sejlivet krikke, der har forfulgt os siden de første levende billeder. Den er selve inkarnationen af Amerika, individualismen og de moralske paradokser, der hører uløseligt sammen med den amerikanske drøm. Den har travet gennem storm, regn og tørke, men nægter at dø. Nu har instruktøren John Maclean taget springet fra kortfilm til spillefilm med "Slow West", der er et yderst originalt forsøg ud i netop denne traditionsrige genre.
Handlingen, der udspiller sig i slutningen af 1800-tallet, er mere mager end en sulten prærieulv. Den 16-årige skotske dreng, Jay Cavendish (Kodi Smit-McPhee), vil krydse det vilde vesten i håbet om at blive genforenet med pigen, han elsker. På sin vej møder han Silas Selleck (Michael Fassbender), en sammenbidt dusørjæger, der mod betaling tilbyder at være skytsengel på den nådesløse pilgrimsfærd. Selvom den purunge romantiker frastødes af revolvermandens morderiske natur, viser han sig efterhånden at være et nødvendigt middel, hvis Jay nogensinde skal nå sit mål.
På mange måder er "Slow West" en konventionel, klassisk western, hvor modsætninger mødes, men lad dig ikke narre. Under overfladen åbenbarer sig et intrikat spind af dybe tanker, følelser og spørgsmål. Til trods for en spilletid på sølle 84 minutter giver "Slow West" sig - som titlen antyder - rigtig god tid til at fortælle sin historie. Det når dog aldrig at blive kedeligt, for drivkraften ligger ikke så meget i historien som i billedernes nærmest lyriske karakter og den uhøjtidelige grundtone, der holder en elegant balance mellem det oprigtigt tragiske og det absurd komiske.
Mødet mellem Jay og det barske frontier-land kan læses som en allegori over barnets konfrontation med voksenlivet og den første uforløste kærlighed. "Den knægt var et vidunder. Han så alting anderledes. For ham var vi i et land med håb og velvilje." Således beskriver Silas sin unge følgesvend, og man forstår, at Jays naive tiltro til det mytologiske land giver den ensomme omstrejfer et glimt af håb. De genretypiske billedkompositioner af præriens på én gang fredfyldte og kaotiske landskaber er optaget på New Zealand. Det giver en anderledes frodig og surrealistisk æstetisering af Amerika, end vi normalt forbinder med westerns. Ikke blot er det et frisk pust i en genre, der lider en smule under sit repetitive visuelle udtryk - det medvirker også til at trænge ind i hovedet på personerne.
Man må tage cowboyhatten af for John Maclean. Uden de store armbevægelser har han med sin første film begået en af nyere tids mest eftertænksomme westerns, der velfortjent høstede Juryens Grand Prize ved dette års Sundance Filmfestival - men han kunne ikke have gjort det alene. Michael Fassbender brillerer endnu en gang i en skræddersyet rolle, der er en poncho fra at ligne Clint Eastwood, men også det spirende stjernefrø Kodi Smit-McPhee viser lovende potentiale.
Enhver filmelsker med respekt for sig selv bør se dette lille uventede filmmirakel, der uden sheriffer, svingdøre og saloons kan forbløffe selv de mest blaserte western-connaisseurs. For i "Slow West" er der noget mere subtilt, men ikke desto mindre betydningsfuldt, på spil. Yeehaw! Den gamle krikke kan stadig.