Hans sidste film, Savages, hold da kæft det var noget skrald! Den her kan næsten kun være bedre.
Anmeldelse: Snowden
Det er næppe kontroversielt at påpege et par revner og sprækker i den amerikanske selvforståelse. "The Greatest Nation on Earth" har længe stræbt efter at fremstå som globalt forbillede, men den stolte nation har haft sine udfordringer ved selv at leve op til egne moralske idealer. Edward Snowdens afsløring af ulovlig masseovervågning er en særlig aktuel udfordring, hvilken den berygtede whistleblower selv var en del af som fungerende it-troldmand hos efterretningstjenesten NSA. Med andre ord er der dækket op med politiske godbidder til en Oliver Stone i vanligt, samfundskritisk lune, der naturligvis griber den smagfulde skandale til igen at fortælle os, at den er gal med administrationen i Guds eget land.
"Snowden" er fortællingen om verdens mest eftersøgte menneske. Et portræt af en mand, der tituleres som forræder, helt, hacker, spion eller patriot – alt afhængig af, hvem man spørger. Vi følger Edward Snowden og hans forvandling fra regeringstro, ung konservativ til legendarisk whistleblower. I frustration over sin egen regerings masseovervågning kaster han sig i armene på en flok journalister og gør sig derved ansvarlig for det mest vidtrækkende læk i USA's efterretningstjenestes historie. Run, Snowden.
Man kan næsten fornemme Oliver Stones tænder løbe i vand – hvis ikke han skal mæske sig i denne historie, hvem så? Den Oscarvindende filmskaber har tidligere skabt fremragende værker i det politisk-kritiske hjørne – som regel i form af syngende lussinger til skiftende regeringer, han i samlet flok offentligt har erklæret løgnagtige. Helt i mesterklasse var han især med Vietnam-perlen "Platoon" og hovedværket "JFK", men det er en del år siden, at Stone har ramt plet, og "Snowden" er desværre heller ikke i samme liga som førnævnte.
Filmens største synd er, at den mangler nerve og spænding. Snowdens karriere og privatliv opsummeres uden mærkbar pulsstigning, og den interessante brydekamp mellem frihed og sikkerhed, og hvad det medfører af samfundsmæssige konsekvenser, belyses derfor forsvindende lidt. Fokus er udelukkende centreret omkring Snowden, hvilket leder tankerne lidt for meget hen på Laura Poitras' glimrende dokumentar, "Citizenfour" – den vinkel er allerede udforsket, og det er ærgerligt, for selve filmhåndværket fejler bestemt ingenting. Oliver Stone er en mesterlig fortæller, og hans greb om klipningen er som altid en fornøjelse. Desuden er Joseph Gordon-Lewitt snublende tæt på 1:1 i sin fejlfrie imitation af en blid og lavmålt Snowden.
På papiret er der rigeligt med politisk ammunition til, at Stone igen kan vise sit sande format som en skarp udfordrer og provokatør, men en tandløs og alt for ensidig tilgang til den famøse masseovervågning ender i stedet med at transformere "Snowden" til filmisk masseappel i et ganske nydeligt, men gennemsnitligt portræt. NSA fremstilles som ondskaben selv, men det er for letkøbt. Tempoet og intensiteten får et nyk i filmens afslutning og skaber noget af det tiltrængte suspense og drama, der ellers har været fraværende, og hovedpersonen selv dukker tilmed op fra sit skjul i Moskva i en finale, der både er autentisk og bevægende. Der er løbet bare kørt.
"Snowden" er ikke en dårlig film, men der er ingen blæs i fløjten til noget nyt mesterværk fra en Oliver Stone, der efterhånden må kigge langt tilbage efter mindeværdige bedrifter. Det pæne, politiske drama sparker aldrig døren ind til regeringsrummet, og ved blot at tegne et isoleret portræt af Snowden underminerer det hans eget erklærede mål – at dette ikke handler om ham, men om det amerikanske folks ret til privatliv og personlig frihed.