Anmeldelse: Sparrows

Når jeg ser billeder af det golde islandske landskab, der med sine enorme vulkaner og kolde klima ser alt andet end indbydende ud, så får jeg et indtryk af et folkefærd med en tilværelse, som ikke altid ser opmuntrende ud. Den opfattelse er utvivlsomt en fordom fra min side, men efter at have set "Sparrows" føler jeg næsten, at min fordom er blevet bekræftet. For en barskere skildring af livet som ung skal man lede længe efter.

Vi følger 16-årige Ari, der pludselig får vendt op og ned på tilværelsen. Fordi hans mor rejser til Afrika med sin danske kæreste, må Ari forlade de trygge omgivelser i Reykjavik og flytte hjem til sin far, der bor i en afsidesliggende fiskerlandsby på Islands vestkyst. For Ari, der har været vant til at synge i kirkekor, er omvæltningen enorm. Nu skal han vænne sig til en tilværelse med sommerjob på fiskerifabrik og en alkoholiseret far, som han ikke har været sammen med i adskillige år. 

På mange måder er "Sparrows" en klassisk fortælling om det at blive voksen. Det er historien om en dreng, der skal lære at stå på egne ben, og som bliver ramt af den første forelskelse. Men hvor denne type ungdomsfilm ofte serveres med en god portion humor eller optimisme, er stemningen her trøstesløs. Næsten alt, der kan gå galt, går galt. Det er, som om den altomsluttende havgus, der indkapsler den faldefærdige flække, fører ulykke med sig.

Aris tilværelse bliver dog aldrig skildret med skyggen af sentimentalisme eller sensationalisme. Islandske Rúnar Rúnarsson viser nøgtern tingene, som de er. Denne usentimentale tone er på én gang både filmens helt store styrke og svaghed. For på den ene side er den ligefremme tilgang med til at gøre fortællingen helt igennem autentisk, men på den anden side forhindrer det også "Sparrows" i at blive mere end blot et beundringsværdigt karakterstudie. Fordi Rúnarsson afstår fra at bruge basal spændingsopbygning, ender slutproduktet desværre med at fremstå lige lovligt episodisk. 

Miljøskildringen kan dog dårligt roses for meget. At Aris far aldrig bliver fremstillet som en skurk, selvom han med sin alkoholisme bestemt ikke er nogen eksemplarisk far, vidner om, hvor nuanceret "Sparrows" reelt er. Og så spiller hovedrolleindehaver Atli Oskar Fjalarsson med en naturlighed, der er imponerende taget hans unge alder i betragtning.

"Sparrows" er et portræt af en teenagers overgang fra barn til voksen. Men det er også et indblik i den rå del af Island, hvor værdierne er så gammeldags, at vi danskere til sammenligning fremstår eksotiske. En helstøbt oplevelse er "Sparrows" måske ikke helt, men som skildring af en urimelig hård ungdom kan Rúnarssons film næsten ikke undgå at gøre indtryk.