Anmeldelse: Spoor

Den polske instruktør Agnieszka Holland har siden 1975 høstet en masse ros fra både hjemlige og vestlige medier. Tre af hendes film har været nomineret til Oscars - "In Darkness", "Europa, Europa" og "Angry Harvest". Med hendes seneste film, "Spoor" – der fik Sølvbjørnen ved Berlinalen – prøver Polen endnu en gang lykken.

Plottet omhandler den ældre kvinde Duszejko (Agnieszka Mandat-Grabka), der er deltids engelsklærerinde. Hun bor alene sammen med sine to hunde, der en dag aldrig vender hjem. Noget tid efter begynder forskellige jægere i samfundet at dø, og da politiet ikke kan opklare mysteriet, har Duszejko en teori: vilde dyr har slået disse mænd ihjel som hævn for selv at blive jagtet og dræbt.

Præmissen er underlig, men det virker. "Spoor" stiller interessante spørgsmål om, hvorvidt mennesket virkelig har retten til at slå dyr ihjel, selvom de lokale jægere og den lokale præst har meget lidt tilovers for dyr. Dette fører til interessante monologer og fører til ét ud af mange vredesudbrud fra Duszejkos side mod politiet og jægerne. Mandat-Grabka spiller fantastisk, men de forskellige vredesudbrud bliver med tiden ensformige og trættende. Det er ikke hendes skyld, men derimod manuskriptets.

Selve mysteriet er ikke specielt veludført. Seeren bliver kun præsenteret for flere lig og dyrespor nær dem. Flere gåder er der ikke. Mysterievinklen forsvinder ofte narrativt gennem længere tid, hvor nye lig nærmest kun er til for at minde én om, at her rent faktisk er et mordmysterie. Resten af tiden bruges på sidehistorier, såsom Dyzio, der må skjule sin epilepsi for at beholde sit arbejde som IT-ingeniør, og Good News, der har en led kæreste og ikke må få samvær med sin lillebror. Filmens handling går i stå for at introducere disse sidehandlinger, men bliver herefter ikke nævnt igen før filmens slutning.

"Spoor" havde fungeret bedre som tv-serie. Filmens struktur, der foregår over forskellige måneder (med information om, hvilke dyr der må jages i de pågældende måneder), har allerede en seriestruktur, så formatet synes oplagt, og det ville kun have gavnet sidehistorierne. Filmen er en tredjedel thriller, art-house og sort humor. Thrillerdelen er som sagt tynd, og hvis man tænker sig om, kan man sikkert løse mysteriet, før filmen gør det. Art-house-delen virker upåklageligt med mange flotte billeder af atmosfæriske omgivelser og dyrelivet. Der kunne godt have været gjort mere ud af humoren. Agnieszka Holland er tydeligt inspireret af "Fargo", men komikken bliver aldrig så absurd eller mindeværdig.

"Spoor" er en yderst velspillet og pæn film at se på. Her er bestemt gode scener, men den trækker lidt for meget ud. Historierne er tynde, humoren god, men med plads til forbedring, og slutningen er moralsk bekymrende. Der er langt værre ting i biografen, men hvis det står til mig, må polakkerne kigge langt efter Oscaren i denne omgang.

Spoor