Anmeldelse: Springtur i Toscana
Man kan nå langt med charme. Særligt sydlandsk, og særligt hvis det er tilpas skørt. Sidste års helt store italienske film, "Springtur i Toscana", har væltet sig i priser og anerkendelse i hjemlandet, hvilket bestemt er til at forstå. Paola Virzis sammensmask af samfundssatire og klassisk road movie er nemlig umulig ikke at holde af. Ikke alene fordi den er livsglad og charmerende, men fordi den på udspekuleret vis udstiller det rødglødende politiske klima i Italien som så vanvittigt, at det er svært at kende forskel på, hvem i støvlelandet der rent faktisk ikke er sindssyge.
Beatrice (Valeria Bruni Tedeschi) er opmærksomhedssøgende og teatralsk fantast, der desperat forsøger at få folk til at tro, at hun er betroet ven af alverdens magtfulde ledere. Donatella (Micaela Ramazotti) er hendes diametrale modsætning som introvert og skrøbelig ung kvinde med synlig markant arvæv ved håndleddene. Begge er de patienter på det sikrede psykiatriske bosted Villa Biondi i Toscana. Af uransagelige årsager bliver de to forskellige kvinder nære venner. En dag beslutter det umage par sig spontant for at tage på eventyr – nærmere bestemt i det smukke lokalområde – hvilket udvikler sig til en bizar og enormt underholdende menneskejagt i den nordlige del af Italien.
"Springtur i Toscana" er et smittende løssluppent bekendtskab, der alene som komedie holder fanen imponerende højt. Dog udviser Virzi sin enorme rutine som filmskaber ved at balancere noget nær perfekt på linen mellem højtråbende komik og de mere stille og rørende sekvenser, hvor vi for alvor kommer ind under huden på vores to eventyrlystne heltinder.
De skøre versus de normale, underklasse kontra overklasse, virkelighed og indbildning. Kontrastforhold er filmens varemærke, uden at de forhold bliver modpoler – men i stedet imødekommer og forenes i mildest talt sindssyge optrin. Som to gode veninder, der trods forskellighederne ikke kan undvære hinanden, men i stedet har brug for hverandre. Polerne er ikke begrænset til det tematiske, da Beatrice og Donatella viser sig at være komplekse mennesker med forskelligartede motiver og baggrunde for, hvorfor samfundet har ekskluderet dem som værende rablende skøre. På grundlag af tragedier, som kan overgå alle mennesker. Netop derfor er det svært ikke at forelske sig bare en lille smule i heltinderne, der bag den til tider hysteriske italienske facade er elskelige, flerdimensionale personer.
Selvom komikken er lige til den lukkede, bidrager portrættet af Villa Biondi til en dybfølt oprigtighed og realistisk troværdighed – navnligt fordi en stor del af persongalleriet rent faktisk ér beboere på bostedet. Flere sekvenser er improviseret, hvor Tedeschi og Ramazotti spiller så forrygende, at de falder naturligt i scene med beboerne – og dermed udbygger filmens i øvrigt eminente flow.
Som road trip er "Springtur i Toscana" både en livsglad, dybt charmerende og melankolsk dannelsesrejse, der heller ikke ser sig for fin til at sende en temmelig indiskret sviner efter Berlusconi undervejs. For bør den kontroversielle politiker ikke være dén, der var lukket inde på bostedet Villa Biondi, fremfor dem, der er mærket af magthaverens skøre påfund?