Anmeldelse: Steve Jobs

Er du ved at være godt træt af at høre om Steve Jobs? Efter flere biografier, dokumentarer og nu to biograffilm er det næsten svært at være andet. Men lad det ikke holde dig fra at se "Steve Jobs". For ligesom "The Social Network" ikke var en hyldest til Facebook, så er manuskriptforfatter Aaron Sorkins nyeste film om IT-verdenen heller ikke en glorificering af manden bag Apple. Nej, Sorkin har vigtigere ting på hjerte. 

"Steve Jobs" er ikke nogen traditionel biopic. Fortællingen om Apple-skaberens samlede livshistorie er skrottet til fordel for en kompakt film i tre skarpt opdelte akter, der udspiller sig på tre forskellige tidspunkter i Jobs' liv. Akterne har dog det tilfælles, at de alle foregår i minutterne op til en vigtig produktlancering. Således får man aldrig et fuldt overblik over Jobs' liv, men i stedet tre punktnedslag i forbindelse med præsentationen af Macintosh'en i 1984, NeXT-computeren i 1988 og den første iMac i 1998.

På papiret lyder det som en søvndyssende dårlig idé med en teaterinspireret fortælling, der tager udgangspunkt i produktlanceringer. I realiteten er det lidt af en genistreg. Ved at lade handlingen udspille sig i de kaotiske minutter, før Jobs skal på scenen, kommer filmen til at sprudle af energi. For man ser naturligvis ikke bare Jobs øve sig på sine fremlæggelser. I stedet bruger Sorkin lanceringerne som anledning til at lade samtlige ophobede problemer komme frem til overfladen. IT-udstyret virker ikke, hans viljestærke marketingschef, Joanna (Kate Winslet), og bundsympatiske Apple-medstifter, Steve Wozniak (Seth Rogen), ser sig sure på ham, og så kommer hans uønskede datter på besøg. Alt, der ifølge ham kan gå galt, går galt.

Reelt set er samtalerne i filmen ren fiktion. Når det alligevel er interessant at se Jobs skændes med kolleger og familie, så er det, fordi Sorkin har en pointe med det hele. På den ene side skildrer han Apple-skaberen som en perfektionistisk kontrolfreak, der kan være decideret ondsindet mod selv sin uskyldige datter. På den anden side viser Sorkin, hvordan Jobs har været med til at ændre IT-verdenen. Det helt store spørgsmål er derfor: I hvor høj grad er de to ting afhængige af hinanden?

Sorkins stil er perfekt til at udforske dette spørgsmål. Med sine lynhurtige, intellektuelle dialoger fyldt med verbale lussinger får han Jobs til at fremstå som nådesløs, men aldrig endimensional. Og så må man ikke glemme Danny Boyle i instruktørsædet. Ved at optage de tre akter i henholdsvis 16 mm, 35 mm og digitalt formår han at give hver akt sit helt eget særlige præg. Det er detaljer som denne, kombineret med det uhyre velspillende cast, der får "Steve Jobs" til at føles som en imponerende helstøbt oplevelse.

En Steve Jobs-film, hvor ordet "iPhone" ikke bliver nævnt? Det lyder måske underligt, men det er ikke desto mindre, præcis hvad Aaron Sorkin og Danny Boyle har formået at lave. For snarere end at være interesseret i Jobs' samlede livshistorie er det Apple-skaberens særprægede personlighed, som har været fascinationskraften. Takket være Michael Fassbenders pragtpræstation og Sorkins energibombe af et manuskript er det lykkedes at lave en intim film om sammenhængen mellem Apple-skaberens genialitet og usympatiske væremåde.

Steve Jobs

Kommentarer

Steve Jobs

  • ★★★★0

    Godt at høre. Har kun hørt godt om filmen, så den snupper jeg nok i biffen. 

    Babo21-01-16 00:08

  • 0

    Do it! :-) Hvis du generelt er glad for Sorkins film og serier, så tror jeg heller ikke, du bliver skuffet over den her. 

    Morten Møller Bertelsen21-01-16 00:25

  • ★★★★★1

    You had me at Sorkin.

    Elwood21-01-16 00:31

  • ★★★★0

    ..og jeg springer altid på Michael.. øh, mener: Had me at..:-/

    Gasivodo21-01-16 01:07

  • ★★★★0

    Morten

    Det er jeg. Typisk kan jeg kede mig lidt med film med masser af snak, men ikke under hans. 

    Babo21-01-16 07:55

  • ★★★★0

    Boyle er mig lidt op og ned og en film om Steve Jobs faldt mig ikke synderligt interessant, så hvilken dejlig overraskelse at forlade biografen opstemt, efter en forrygende tre akter og med Michael Fassbender leverende endnu en pragtpræstation til CV'et. Her troede jeg, at Di Caprio var selvskrevet for Revenant, men jeg putter nu mine penge på Fassbender, som allerede burde have vundet for Shame for to år siden. 

    Klassemanuskript og skarp dialog.

    9/10

    Bruce14-02-16 02:33

  • 0

    God film, men hovedpersonen tog sig godt nok temmelig usympatisk ud i mine øjne.

    Kviesgaard13-03-16 17:05

  • ★★★★★★0

    Fantastisk film!!!!!!!

    T. Nielsen18-01-17 11:40

  • 0

    Fantastisk film!!!!!!!

    Det er den nemlig! En ren skandale, at Sorkin ikke blev nomineret for en Oscar sidste år. 

    Morten Møller Bertelsen18-01-17 17:17

  • ★★★★★★1

    Det grænser til hvad der burde være ulovligt næsten!

    T. Nielsen18-01-17 18:03

  • 1

    Syntes ikke den er særlig god. Men derimod Jobs fandt jeg ret interessant.

    Geekalot19-01-17 10:02

  • ★★★0

    Syntes ikke den er særlig god. Men derimod Jobs fandt jeg ret interessant.

    Du er ikke alene, synes at Steve Jobs blev for ensformigt og fandt det ret irriterende at de stort set snakkede om det samme bare med en lille update for hver gang, og at de tilfældigvis snakker om mandens karriere og liv og at de samme mennesker var til stede hver gang. Skuespillet fejler ikke noget, jeg har bare et kæmpe problem med det setup og handlingen var tynd iforhold til hvad jeg ville se i en Steve Jobs film, havde håbet mere på en Jobs efterligning bare bedre og skarpere.

    MOVIE100019-01-17 10:25

  • ★★★★★★1

    Tror også man skal blive fanget af nogle dybere lag der ligger begravet i dialogen (og skuespil/historien) for ikke at opfatte den lidt kedelig og ensformig måske. For mig handlede den blot om noget langt mere nært og menneskeligt dybt, på den måde filmen talte til mig på. Jeg blev faktisk vildt rørt flere gange! En ret begavet film hvis man spørger mig.

    T. Nielsen19-01-17 10:35

  • ★★★★0

    Den kunne muligvis trænge til gensyn, for jeg var lidt mør i hovedet af dialogen :) Men fandt filmen god, helt sikkert. 

    Babo19-01-17 13:12

  • ★★★★0

    Tror også man skal blive fanget af nogle dybere lag der ligger begravet i dialogen (og skuespil/historien) for ikke at opfatte den lidt kedelig og ensformig måske. For mig handlede den blot om noget langt mere nært og menneskeligt dybt, på den måde filmen talte til mig på. Jeg blev faktisk vildt rørt flere gange! En ret begavet film hvis man spørger mig.

    Jeg så den tre gange og er helt vild med Fassbenders skuespil og manuskriptet.

    Bruce19-01-17 13:15

  • ★★★★0

    Fassbender er fænomenal i den. Burde også have vundet Oscar. 

    Babo19-01-17 13:29

  • ★★★★★★0

    Jeg så den tre gange og er helt vild med Fassbenders skuespil og manuskriptet.

    Samme her! Hvad rater du den så?

    T. Nielsen19-01-17 13:46

  • 0

    Tror også man skal blive fanget af nogle dybere lag der ligger begravet i dialogen (og skuespil/historien) for ikke at opfatte den lidt kedelig og ensformig måske. For mig handlede den blot om noget langt mere nært og menneskeligt dybt, på den måde filmen talte til mig på. Jeg blev faktisk vildt rørt flere gange! En ret begavet film hvis man spørger mig.

    Helt enig. Kan sagtens forstå, man bliver skuffet, hvis man havde forventet en mere traditionel biopic, men for mig er Sorkins projekt langt mere interessant. 

    Morten Møller Bertelsen19-01-17 13:53

  • ★★★★★★0

    Jeg har ikke set den anden Jobs film, men bedre end den her ved jeg bare den næppe kan være. I øvrigt helt enig, Sorkins vinkel er langt mere fascinerende.

    T. Nielsen19-01-17 13:57

  • ★★★★0

    Helt enig. Kan sagtens forstå, man bliver skuffet, hvis man havde forventet en mere traditionel biopic, men for mig er Sorkins projekt langt mere interessant. 

    Nu ved du ikke, hvad folk eller rettere kritikere af filmen, er skuffede over? Det er da næppe over, at filmen tager en anden vinkling og ikke ligner en sædvanlig biopic. 

    Babo19-01-17 14:14

  • 0

    Nu ved du ikke, hvad folk eller rettere kritikere af filmen, er skuffede over? Det er da næppe over, at filmen tager en anden vinkling og ikke ligner en sædvanlig biopic. 

    Mit indlæg var lidt et svar til MOVIE1000, der gerne ville have set en film tættere på Jobs. :)

    Morten Møller Bertelsen19-01-17 14:18

  • ★★★★★★0

    Nu ved du ikke, hvad folk eller rettere kritikere af filmen, er skuffede over? Det er da næppe over, at filmen tager en anden vinkling og ikke ligner en sædvanlig biopic. 

    Nu det vel også blot en antagelse han skrivervog i øvrigt en antagelse/generalisering jeg tror passer på en del. 

    T. Nielsen19-01-17 14:19

  • ★★★★0

    Mit indlæg var lidt et svar til MOVIE1000, der gerne ville have set en film tættere på Jobs. :)

    Forventede han en fuldstændig skematisk film? :)  

    Babo19-01-17 14:32

  • ★★★★0

    Samme her! Hvad rater du den så?

    Jeg ratede den 9/10 på tidspunktet, men der er egentlig ikke noget galt i, at jeg smider 10'eren efter den, når man selv 3. gang finder den aldeles fremragende.

    Bruce19-01-17 15:25

  • ★★★★★★0

    Jeg ratede den 9/10 på tidspunktet, men der er egentlig ikke noget galt i, at jeg smider 10'eren efter den, når man selv 3. gang finder den aldeles fremragende.

    Næ det har du bestemt ret i. Jeg rater den selv et stort 9/10! 

    T. Nielsen19-01-17 15:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen