Anmeldelse: Suffragette

Kvindekamp og ligestilling kan være ømtålelige emner. De deler ofte vandene og er kun blevet mere komplekse i vores nutidige verden, hvor megen ligeværd umiddelbart synes at være opnået. Men en film som "Suffragette" kan meget vel være med til at skabe en ny generation af forkæmpere i kampen om kvinders rettigheder. Om ikke andet så er filmen en fin, men hård påmindelse om, hvad vi kan være vores formødre taknemmelige for.

"Suffragette" er et historisk tilbageblik på London anno 1912. Vi følger den 24-årige Maud Watts (Carey Mulligan), der er vaskekone på det lokale vaskehus. Urolighederne blandt kønnene er på sit højeste, og Suffragette-bevægelsen, der kæmper for kvinders stemmeret, vokser i antal. Efterhånden kan Maud ikke længere lukke øjnene for de uretfærdigheder, hun selv oplever blandt mænd og kvinder. Lige fra arbejdet, hvor hendes chef Mr. Taylor seksuelt misbruger de kvindelige ansatte, til den politivold, regeringen bruger imod de hidtil fredelige demonstrerende kvinder.

Det altoverskyggende tema i "Suffragette" er kampen om ligestilling blandt kønnene. Noget vi har set i mange film før. Er vi ude i ekstremerne, har vi alt fra den danske "Kun en pige" om forfatteren Lise Nørgaards liv til amerikansk popkulturel feminisme i "Legally Blonde", personificeret af Reese Witherspoon. Dét der gør "Suffragette" interessant, er derfor også oplevelsen af den radikaliseringsproces, der sker i filmen, eksemplificeret i den fiktive Maud.

For hver uretfærdighed, Maud møder i sit daglige liv, er som benzin på en indre gnist. Da hendes egen mand, Sonny, smider Maud ud af hjemmet og fratager hende retten til at se deres søn, George, er der ingen vej tilbage. Det er tankevækkende at se, hvordan hendes ekstreme handlinger tager til, jo mere modstand hun som kvinde møder. Filmen navigerer mellem det psykologiske portræt af Maud og den overordnede sociologiske fortælling, hvilket fungerer upåklageligt. 

Carey Mulligan giver en troværdig præstation som den ledende rolle i "Suffragette", og ligeledes gør Helena Bonham Carter det som den bombekreerende apoteker Mrs. Ellyn. Meryl Streep kigger kortvarigt forbi i den historisk korrekte rolle som Emmeline Pankhurst, der var leder af den britiske suffragette-bevægelse. Trods de spændende fortolkninger af datidens kvinder er der ingen pragtpræstationer imellem. Geoff Bell gør det også godt som Mr. Taylor, den ækle arbejdsgiver på vaskehuset. Som karakter overskrider han alle de grænser, man som (kvindelig) publikummer måtte have, og det er dér, den fulde cirkel går op for én.

Hvis ikke det var for kvinder som Maud (ja, hun er fiktiv, men kampen var ægte), så ville vi muligvis ikke være nået så langt i ligestillingskampen, som vi er i dag. Som medsøster kan man kun være taknemmelig for, at nutidens tilstande er noget helt, helt andet end det, vi oplever i "Suffragette".