Anmeldelse: Swelter (Blu-ray)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stadigvæk er fan af Jean-Claude Van Damme. Den muskuløse mand fra Bruxelles vækkede en stor filmglæde i mit sind i ungdommens glade 90'ere. Det er dog ikke kun nostalgien, der trykker – manden er sprængfyldt af en unik naiv karisma, der gør ham evigt underholdende i enhver rolle. Det er dog ikke altid, at filmene kan følge med mandens charme. Siden hans nedtur med stofmisbrug og familieproblemer har Hollywood fastholdt ham på B-holdet. Der er dog enkelte perler imellem disse film også, men siden hans comeback med "JCVD" har han ikke medvirket i mere end et par enkelte seværdige film. Den negative stime fortsætter desværre med "Swelter".

Efter et stort mislykket casino-røveri ender fire af de fem skyldige i fængsel – den sidste bliver efterladt til at dø i vejkanten efter et skyderi. Men Bishop (Lennie James) dør ikke – han mister bare hukommelsen. Ti år efter flygter de fire andre medskyldige fra fængslet, ivrige efter at finde Bishop og de mange millioner. Han kan dog stadig intet huske og er endda blevet sherif i en lille by i mellemtiden.

Det virker lidt komisk at starte en anmeldelse som denne med Jean-Claude Van Damme. Manden har trods alt en meget lille rolle i filmen og bliver halvvejs igennem fejet ind under gulvtæppet. "Swelter" er dog blevet markedsført som en Van Damme-film, hvilket skaber lidt forventninger til indholdet. Netop her vil folk, der søger en Van Damme-film, blive enormt skuffede. Derimod skal filmen ses som en spændingsfilm med western-tendenser, filmet med et lille budget og set fra de ondes side. At Van Damme er med i en birolle, skal bare ses som en bonus.

"Swelter" skriger af B-film. Instruktøren Keith Parmer er over det hele med filmen og har hverken styr på tempo, stil eller narrativ. Det værste er vel nok, at actionscenerne er filmens svageste led. De er klippet så uengageret sammen, at fingrene nærmer sig fjernbetjeningen for at stoppe afspilningen. Hvis man holder hånden væk, er anden halvdel dog en del mere underholdende end første. Pludselig begynder rollerne at åbne sig op, udviklingen skrider fremad, og der dukker endda et par enkelte guldkorn op rundt omkring. Hvordan i alverden man har fået hevet Alfred Molina ind som en halvfordrukken læge vides ikke, men han ender som et klart lyspunkt alligevel. Ligeledes gemmer der sig lidt spænding i filmen klimaks, men man skal som sagt være vedholdende for at nå så langt.

Men hvad så med Van Damme? Jo, han gør det da helt fint. For det meste står manden bare og ser bad ass ud med et par solbriller på, men det er først, når de fire røvere begynder at bekæmpe hinanden, at hans rolle vokser. Dette er Lennie James' (ham fra "The Walking Dead") film, og han håndterer faktisk en hovedrolle i en spillefilm glimrende. Havde filmen så bare haft styr på alt det tekniske og en nogenlunde fornuftig og troværdig udvikling, så havde den tilmed været anbefalelsesværdig.

Billede & Lyd

Kvaliteten af denne Blu-ray er som forventet. "Swelter" er en B-film, så der er ikke gjort det store arbejde ud af hverken billede eller lyd. Billedet har virkelig svært ved at klare de mørke toner, hvilket gør alle aftenoptagelser svære at se. Dagscenerne er en smule gullige for at understrege varmen, men der er stadig et sært grovkornet lag henover billedet. Det ser aldrig særlig godt ud og hæver sig kun lige akkurat over dvd-kvalitet. Det gør lyden derimod ikke. Der er en kæmpe forskel på lydniveauet mellem dialog og effekter, hvilket gør, at man sjældent kan høre, hvad der reelt bliver sagt under actionscenerne. Lyden forbliver for det meste i fronthøjtalerne, og der er ikke gjort meget ud af detaljer og dybde i lydbilledet.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Swelter (Blu-ray)