Anmeldelse: Swinger
Dansk films nyeste enfant terrible er tilbage med sin anden spillefilm, "Swinger". Instruktør Mikkel Munch-Fals har gjort det til sin mission at prikke til de borgerlige normer. Ikke blot på lærredet, men også i virkeligheden. Senest under selve produktionen af "Swinger", da han undervejs blev ansat som filmkonsulent på DFI og dermed stod til at skulle vurdere ansøgningen til sin egen film. Situationen blev løst, ved at Charlotte Sachs Bostrup instruerede resten af filmen. Spørgsmålet er, om det er lykkedes filmbarnet Munch-Fals at provokere indsigtsfuldt eller infantilt.
Adam (Martin Buch) er en modløs fjernvarmesælger. Hans mismod har sat forholdet til konen Iris (Mille Dinesen) på spil, og de har prøvet at redde forholdet de seneste par år ved sammen at tage i en luksuriøs swingerklub på Ærø. Her mødes de med andre par, der har problemer i hverdagen, og selvom idealet er at mødes på lige vilkår, er det svært ikke at holde facaden (og et erigeret lem eller to) oppe. De sædvanlige gæster får denne gang besøg af det langt yngre par Patrick og Patricia – og pludselig kommer følelserne i klemme, da alle vil være sammen med de nye legekammerater. Det bliver især et problem for Adam og hans opvækkede livslyst, da han forelsker sig i Patricia.
Trods fravær fra filmens færdiggørelse er "Swinger" gennemsyret af Mikkel Munch-Fals' udtalte mission. Fra en dejligt patosfyldt og ironisk åbningsscene, der vækker mindelser om David Lynchs "Twin Peaks", til en dansescene med musik fra Stanley Kubricks "Ondskabens hotel" er der ingen tvivl om, at Munch-Fals vil holde filmkunstens traditioner i hævd. Et af Munch-Fals' mål er dog at fjerne den "høje" kunst fra borgerlige værdier for at give den en folkelighed Det er hér, "Swinger" desværre begynder at svinge i kvalitet.
Munch-Fals' klare intentioner skinner først og fremmest for meget igennem i filmens tunge dialog. Den smider floskler og lommefilosofier om sig uden først at lade realistisk dialog lede frem til pointerne. Pointer, som kunne være sympatiske, hvis ikke de blev leveret så utroværdigt. For skuespillet er sjældent overbevisende. Det skyldes især Martin Buchs blanke præstation, der er for monoton og uden dybde. Kun Rasmus Botoft og de kvindelige skuespillere, især Mille Dinesen og Natalie Madueño, som spiller Patricia, udviser inderlighed og tilstedeværelse.
Som nævnt er "Swinger" stærk i sit formsprog. Bortset fra svag klipning, der er på niveau med en gennemsnitlig tv-serie, indrammes scenerne – og problemstillingerne – skarpt og elegant af både lyd og billede. Især den følelsesmæssige distance mellem karakterer gengives smukt. Fra de hysterisk morsomme og larmende middage til den altomslugende stilhed, når en scene kun fokuserer på to karakterer, føles ensomheden tydeligt imellem de ulykkelige individer.
"Swinger" er, som farmand Munch-Fals, et problembarn. Det er en formfuldendt samling af levende billeder, og når skuespillet virker, er filmen både sjov og rørende. Desværre lider filmen af et stift manuskript, der sammenblander lyst og begær. Det gør Adams "uskyldige" forelskelse i Patricia til en pervers objektificering af hende, og selv en forsinket selverkendelse i filmens unødige slutscene kan ikke redde "Swinger" fra sin forstokkethed. Det kommer til at virke mere reaktionært end nyskabende og i sidste ende dét, som Mikkel Much-Fals frygter allermest: borgerligt.