Anmeldelse: The Beatles: Eight Days a Week - The Touring Years

"Hjælp! Vi er et cirkusshow. Vores navn er blevet større end musikken. Det er ikke sjovt mere. Hvad kan jeg gøre?" Ordene er John Lennons, der i 1965 var godt og grundig træt af det hele. The Beatles var verdens største rockband og i gang med en af nyere tids mest omfattende verdensturnéer. Over hele kloden meldte fanhysteriet sig på et niveau, der ved sammenligning får Justin Bieber til at fremstå som en semikendt opkomling. Stadionkoncerter, salgsrekorder, stjernestatus. The Beatles havde det hele, og så skreg John Lennon help!

Hvor findes hjælpen så, når det hele er blevet lidt for meget? Ifølge Ron Howard, der har instrueret denne nye dokumentar om The Beatles, er svaret – nå ja – The Beatles. Filmen kredser, som titlen antyder, om de knap tre år, hvor det ikoniske rockband turnerede næsten uafbrudt. Gennem et væld af sjældent eller aldrig før set arkivmateriale skildres den skelsættende tid i musikhistorien, hvor det lille band fra Liverpool pludselig blev så stort. Venskabet mellem de fire sympatiske, men ofte også spydige bandmedlemmer får i filmen særligt fokus og er kernen i Howards hjertevarme dokumentar.

"The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years" er en hyldest til bandet, alle kan lide. Livsglæden siver ud gennem biograflærredet, når diverse klip fra koncerter, studiesessioner og interviews røres sammen til en overordentlig charmerende omgang historiefortælling. Få gange får alvoren lov at træde frem, som når John Lennon (og resten af bandet for den sags skyld) får nok af store stadions med dårlig lyd og vanvittige publikummer. Men for det meste er glæde og nostalgi nøgleordene. En sådan mangel på drama kan måske lyde kedeligt. Det er det bare ikke.

Ron Howard har tydeligt valgt at fokusere på gruppen som en problemløser mere end en problemskaber. Venskabet og spilleglæden holdt dem kørende og hjalp dem til at holde fødderne på jorden, synes budskabet at være. Det er som bekendt langt fra den fulde historie om The Beatles, men gruppens opløsning er ikke en del af Howards fortælling. Han vil fortælle om den del af The Beatles, der var exceptionel, og ikke alt det vi andre dødelige også roder os ud i.

Musikken spiller en fremtrædende rolle, og filmen flyder over med koncertoptagelser og små samtalebidder fra Abbey Road-studiet og hverdagssituationer. Ofte er klippene mere stemningsfulde end informative, og der vil derfor næppe være megen ny viden at hente for Beatles-fans. Godt humør er garanteret, men det er desværre på bekostning af substans. Lidt for ofte gentages de samme pointer, hvilket trækker noget af energien ud af fortællingen. Filmen når sjældent i dybden med det, den undersøger, men er i stedet et følelsesmæssigt portræt kreeret med sikker hånd. Et testamente om årsagen til opstanden af den verdensomspændende Beatlemani.

Lennon og McCartney sang, at kærlighed er alt, vi behøver, og med sin nyeste dokumentar melder Ron Howard sig i koret. Alvorstunge konflikter er kastet ad hekkenfeldt til, hvilket på mange måder er befriende. Det er vanskeligt ikke at blive charmeret af de mange arkivklip, og musikken bidrager kun til følelsen. Når rulleteksterne kører, og det hele så er overstået, er det særdeles begrænset, hvor meget nyt der blev tilføjet historien. Det er ærgerligt, at filmen ikke borer dybere, og følelsen af, at noget mangler, sniger sig på. Underholdningen er til gengæld i top i en fin genfortælling af The Beatles' storhedstid, der gør det aldeles umuligt ikke at trække på smilebåndet en gang eller ti.