Anmeldelse: The Boy

Der er ikke noget som en god, gammeldaws, gotisk spøgelseshistorie. Én af den slags, hvor støvede klichéer og teatralske overnaturlige elementer finder sted bag knirkende døre. Helst i en gammel herregård, der naturligvis gemmer på en grum hændelse et sted nede i kælderen. Som så mange andre fortællinger, hvor grundhistorien genfortælles igen og igen, skal der mere og mere til at overraske – og dét er essentielt i en gyser. Desværre er der langt mellem de gode af slagsen – "The Boy" er ikke en af dem.    

Vores allesammens "The Walking Dead"-heltinde Lauren Cohen spiller amerikanske Greta, som er blevet lokket til England. Vel at mærke ud til en viktoriansk herregård, hvor hun skal være barnepige for en dreng hos et ældre, mystisk ægtepar. Eller rettere, for en endnu mere mystisk, meget menneskelignende porcelænsdukke – Brahms. Hvad der først ser ud til at være ægteparrets absurde bearbejdelse af deres barns død, viser sig dog at være endnu-endnu mere mystisk. Porcelæns-Brahms bliver behandlet som et menneske med et stramt dagsprogram, der skal følges – hvis ikke, bliver Brahms vred...     

Tag ikke fejl, "The Boy" er et habil gys – så længe Brahms forbliver et mysterium. Og den lille dukke er i sig selv væmmelig. Det er til at leve med, at filmen er en stiløvelse, og instruktør William Brent Bell gør heller ikke et stort nummer ud af at nytænke genren. Desværre udvikler den ellers stille fortalte og stemningsfulde historie sig til en alt for forudsigelig chase and run 80'er gyser, hvilket kun i få tilfælde har gjort noget godt for nogen.

Som ethvert andet filmisk gotisk gys er "The Boy" en opvisning i besynderlig logik. Alt lige fra hvorfor lige Greta er i England til det åbenlyse bizarre accept af porcelænsdukken som et levende menneske. Intet bliver underbygget, det ér gennemgående form over indhold – og det er en præmis, der er til leve med. I hvert fald så længe røgmaskinens røg fastholder publikum i uvidenhed.

Det helt store problem er ikke filmens mangel på logik – det er manglen på motivation og karakterernes psykologiske udvikling. Når vores gæve heltinde konstant og umotiveret vender på en tallerken i forholdet til Brahms – fra at være frygtkatalysator for publikum til i næste øjeblik at være hyggemor – mistes tråden til troværdigheden hurtigt ud af hænderne. Og dette i løbet af den uges tid, som fortællingen vistnok folder sig ud over. Narrativen er så fragmenteret opbygget, at filmen hårdt kan opdeles i gode og dårlige sekvenser. Værst er dog samlebåndsslutningen, som selv Freddy Krueger ville skamme sig over.

"The Boy" er en blandet oplevelse, der starter godt og slutter knapt så godt. Selvom Brahms er en uhyggelig lille sag, og Lauren Cohen gør det fint som ny scream queen, mere end mangler der troværdighed i historiens opbygning og karakterudviklingen. Desværre er det ikke nok for at rette op på en statistik, der taler imod gode gotiske gys.