Anmeldelse: The Founder

Brødrene Richard and Maurice havde en drøm, som kan opsummeres i følgende sætning: "Hamburger, french fries og sodavand." Dette kan lyde som hovedingredienserne i enhver nystartet fastfood-kæde, men disse brødre havde noget ekstra, som skulle vise sig at blive guld værd, og de vidste det ikke engang selv. De havde et efternavn: McDonald.

Vi er i USA i 1954, og den rutinerede Ray Kroc i skikkelse af en Michael Keaton i hopla er på farten. Med sig har han en milkshake-mixer og et smurt stemmebånd, og de to ting skal forhåbentlig give folk lyst til at investere i ham og hans nyskabende milkshake-idé. Men Ray Kroc har ikke held med sit seneste eventyr, indtil han tilfældigvis kommer i bekendtskab med de føromtalte brødre med det klingende efternavn. Deres revolutionerende hamburger-bar tænder en gylden ide hos Ray Kroc, som hurtigt får skrevet en kontrakt med brødrerne om at skabe en McDonald-franchise. Men Ray Kroc har sin egen vision for McDonald's, og som tiden går, skal det snart gå op for McDonald-brødrene, at Ray Krocs ord skal tages med et gran salt...

For den almindelige person er det svært at forstå, hvordan man kan miste retten til noget, man selv har skabt. Men når noget småt først er blevet til big business, bliver skillelinjen mellem ejerskab mærkeligt udvisket, og et spørgsmål står tilbage: Er det dem, som kom på ideen, eller dem, som realiserede ideen, som nu ejer ideen? 

Hvis McDonald's er symbolet på kapitalisme, så er Ray Kroc en personificering af kapitalismen, og "The Founder" er historien om kapitalismens begyndelse. Men det er en historie, som vi kender til gennem mange tragiske møder mellem den simple iværksætter med den gode idé og den snu kapitalist, som overtager og omsætter den til en verdenssucces. Desværre tit uden at iværksætteren får noget ud af egen idé. Et tema, som David Finchers kritikerroste "The Social Network" også behandlede, uden at det blev omsat til tomme kalorier.

Men det der virkelig står frem i "The Founder" er, at fortællingen først bliver fortalt nu. Nu, efter at McDonald's for længst har indtaget pladsen i vores hjerter som barndommens yndlingsspisested. Som realiseringen af den amerikanske drøm går det op for os, at McDonald's renhed forsvandt samme dag som dér, hvor McDonald's, som vi kender det, blev til. Mens vi hører på de håbefulde, uskyldsrene og desværre alt for naive illusioner, som de to brødre havde, smages de bittersøde smil og tårer mere salte end curly fries, og vi indser, at nogle gange falder gode muligheder ned i grådige menneskers hænder. Dén tankevækkende eftersmag er styrken ved portrættet af manden bag USA's nok mest berømte fast food-koncept.

Instruktør John Lee Hancocks fremragende biopic rammer plet på alle tangenter. Musikken, castingen og især manuskriptet giver publikum en rejse tilbage i tiden, guidet af historiens skurk himself. Michael Keaton giver den i den grad gas som Batman, der bliver til Jokeren foran vores lamslåede øjne. For det var muligt, at de to brødre havde en drøm, men det blev Ray Kroc, som indfriede den amerikanske drøm. Fortiden kan ikke ændres, men den kan stadig fortælles. Og dermed kan vi nu give Dick og Mac McDonald deres egen historie tilbage.

The Founder

Kommentarer

The Founder

  • ★★★★★0

    Fedt havde også set frem til den film efter jeg så traileren med Michael Keaton som virker til igen og være fremme på alle folks læber så at sige, ikke mindst efter Birdman, og Spotlight.

    Elwood 2-02-17 08:44

  • 0

    Blev først klar over den her film for et par dage siden eller lignende, da jeg blev tæppebombet med trailere til den inde på youtube. Men de gjorde deres arbejde, og jeg blev interesseret. Især på grund af Michael Keaton.

    Kviesgaard 2-02-17 18:37

  • ★★★★★★3

    Velkommen til siden med en fremragende anmeldelse, Astrid :)

    Som både Kviesgaard og Elwood, så har jeg ikke hørt om filmen, men Michael Keaton er nok til at gøre mig interesseret.

    Guldager 2-02-17 20:41

  • 1

    Tak skal du have Guldager.

    Og Michael Keaton gør filmen mere end værd at se!

    Astrid 5-02-17 19:47

  • 0

    Fed film :)

    MovieMaster10-07-17 07:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen