Anmeldelse: The Lost City of Z

Hvem elsker ikke klassiske eventyr? Kulørte fortællinger, hvor vi i følgeskab med karismatiske og dristige vovehalse opdager nye og hemmelige verdener. Myterne om Eldorados guldbelagte gader eller Atlantis' mystiske skæbne lever for evigt i vores fantasi og higen efter det ukendte – og filmhistorisk set har eventyrgenren derfor altid været umådeligt populær. Filmskaber James Gray vil med "The Lost City of Z" også gerne lege med. En leg, hvor vovehalse søger efter tabte civilisationer. Beklageligvis tabes både eventyr og karisma et sted på stien.

I "The Lost City of Z" præsenteres den sande historie om den britiske opdagelsesrejsende Percy Fawcett. Det tyvende århundredes begyndelse bød stadig på uudforskede egne af Jorden, og med udsigt til guldrandet hæder drager Fawcett til Amazonas jungle for her at kortlægge resterne af den ukendte verden. Her mener han at have fundet beviser på en hidtil ukendt, højt udviklet civilisation, men det etablerede forskersamfund latterliggør Fawcett og hans tese om avancerede urfolk. Stædige Fawcett trodser tvivlerne og vender flere gange tilbage til urskoven for at bevise, at han har ret.

Fortællingen om Percy Fawcett er flere steder en visuel godbid. Med sine 35mm-optagelser i henholdsvis Colombia, Irland og England gengives de idylliske engelske landskaber med naturromantisk ynde, mens Amazonas frodige jungle indfanges så effektivt, at temperaturgraderne og fugten mærkbart stiger i biografsalen. De lange ture ned ad uudforskede floder er billedmæssigt intense og hemmelighedsfulde. Derfor er det særligt synd, at hverken fortælling eller den opdagelsesrejsende retfærdiggør filmens fotografiske skønhed.

"The Lost City of Z" mangler ganske enkelt eventyrligt bid, og plottet føles lige så vildledt som sin anonyme hovedkarakter. Selvom filmen har Fawcett som omdrejningspunkt, fokuseres der for meget på langstrakte familiestridigheder og skænderier mellem ham og den engelske overklasse. Plottet springer frustrerende rundt i tid mellem ekspeditionerne, hvilket punkterer indlevelsen, når vi konstant føres tilbage fra junglen til England – uden egentlig at have oplevet noget eventyr. "Du har jo blot fundet lidt skår fra potter og pander," udbryder en af tvivlerne højlydt, da Fawcett endnu en gang vender hjem. Og ja, man forstår tvivlerne.

Charlie Hunnam får aldrig sat noget mindeværdigt aftryk på sin ellers drønspændende karakter. Som den sidste rigtige opdagelsesrejsende bør fortællingen om Percy Fawcett være lidt af en guldmine, men det halter med indlevelsen, når Hunnam fremstår som flad parring mellem en blegnet Indiana Jones og en charmeforladt Allan Quatermain. Ved sin side har Hunnam Robert Pattinson, der stadig forsøger at genvinde respekt efter "Twillight"-rædderlighederne. Han leverer her et fint og sympatisk bidrag, men gemmer sig mest under sit vildtvoksende fuldskæg.

"The Lost City of Z" ender som et skuffende og lettere kedeligt portræt af en mytisk eventyrer, der blev opslugt af regnskovens hemmeligheder. Hemmeligheder, der til gengæld heller aldrig afsløres for sin efterhånden mere og mere utålmodige tilskuer. Trods sin frodige og fyldige billedside føles "The Lost City of Z" som en tom og hul oplevelse – overfladisk som det glitrende sollys på de grønne jungleblade.

The Lost City of Z

Kommentarer

The Lost City of Z

  • ★★0

    Mærkværdig film. Der er smidt en del ressourcer i den, men fortællingen er ret uinspirerende.

    Bruce10-08-17 11:11

  • 0

    Havde også regnet med mere i den film, men sider lidt tilbage og føler man har spildt sin tid på filmen. Den er flot lavet, men så det også ved at være det.

    Geekalot10-08-17 11:32

Log ind for at deltage i diskussionen