Anmeldelse: The Marvels

End ikke en overflod af mutantkattekillinger kan redde den korteste Marvel-superheltefilm til dato fra druknedøden.

Så er vi i gang for 33. gang i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Det vil sige, at der hersker en forventning om, at de foregående film er set. I hvert fald "Captain Marvel" fra 2019. For at få alle lag med, skal man også dykke ned i en håndfuld af de serier, "WandaVision" og "Ms. Marvel", som er blevet udsendt på streamingtjenesten Disney+ i et uoverskueligt mylder af universer, metaverser og handlingstråde på tværs af hinanden. Selv hvis man ikke gider at kaste sig ud i netop dét, føles "The Marvels" set før. Skabelonen er skam også den samme som altid. Denne gang kastes snørren dog efter teenagepiger og et ikke-vestligt publikum. 

  

Da forsker-superhelten Monica Rambeau (Teyonah Parris) undersøger et mystisk ormehul, udvikler hun flere superkræfter. Men ikke nogen, der til at starte med er helt uden sin andel af besvær. For pludseligt forbindes hun i en ulogisk intergalaktisk-metavers logik med teenageren Kamala "Ms. Marvel" Khan (Iman Vellani), samt vor allesammens Captain Marvel (Brie Larson). Og hver gang de bruger deres superkræfter, bytter de plads på tværs af dimensioner, som var det stoleleg. Den ufrivillige trio skal derfor opklare hvorfor. Mellem de tre kvinder er der en speciel dynamik og sin andel af drama, eftersom Khan er glødende Captain Marvel-fangirl, mens Rambeaus mor var veninde med Captain Marvel – inden åbenbart sidstnævnte forsvandt og førstnævnt (der nu er en voksen kvinde) har følt sig forladt.

Det positive ved "The Marvels" er, at det med sin spilletid på 105 minutter er den korteste MCU-film til dato. Måske fordi den er så sjusket fortalt, karakterne er direkte uinspirerende og ambitionen bag filmen tydeligvis er manglen på samme, i desperat at udpine et endnu segment i demografi-paletten, føles filmen en halv time for lang.

Man kan finde det meta-ironisk, at stort set enhver MCU-film i en eller anden grad handler om snyltende superhelte der udtømmer livskraften fra velfungerende planeter, dimensioner eller universer. For det er præcis dét, Marvel bliver ved med at gøre. Mastodonten har sejret sig selv ihjel. Det er mildest talt forrykt, at der stadig gribes ud efter de samme halmstrå og gammel vin på nye flasker stadig serveres, frem for at udforske nye kreative områder. Denne gang sættes et højt diversitetsniveau og kvinder i hovedrollerne i scene. Som alle opfører sig som pyntesyge, tvære tweens med hormonerne ude på tøjet i SFO’ens puderum. Det er ikke alene kedsommeligt. Det er øredøvende cringe.

Det hindrer ikke filmen i også at være tonedøv. Man kunne få den mistanke, at Disney godt er klar over, at "The Marvels" ikke just er blandt de bedste eller potentielt mest indtjenende MCU-produktioner i rækken. I hvert fald er det påfaldende, at filmen udsendes under den nuværende skuespillerstrejke i Hollywood, mens andre amerikanske storfilm er udskudt til foråret. Måske tror de, at den pinagtige Bollywood-agtige dansesekvens og overfloden af katte er nok til at redde dagen. Videoer med kæledyr på sociale medier er det nemmeste trick for at flytte fokus. Så hvorfor i alverden skulle det ikke kunne lade sig gøre med en film, som tydeligvis ikke havde mulighed for et godt manuskript. Gang på gang brydes den indre logik. Visse lovmæssigheder pære-banan-overforklares, andre springes let over i mængden af plothuller. Et skrabet budget på 275 millioner dollars sætter jo sine begrænsninger.

Var actionsekvenserne, skurkene og designet så ikke generiske, kunne "The Marvels" måske reddes hjem på Iman Vellanis akavede og friske Spider-Man-klodsethed. Når man er på hold med en dødbider som Brie Larsons helt uinteressante Captain Marvel og den endnu mere ligegyldige Monica Rambeau, udtømmes charmen ned i kummen. Kvalmende white savior-temaer er mere reglen end undtagelsen i Marvel-film, men føles denne gang ufrivilligt komisk, taget de feministiske og inkluderende understrømme in mente. Værst er det næsten, at der gøres et stort nummer ud af, at kuglerne støbes til nye forgreninger i de næste faser af MCU. Livstrætheden trænger sig for alvor på i de notoriske post credits, da en længe ventet bro over til et andet Marvel-univers endeligt bygges. Og udvasker håbet om, at den mere uhyggelige del i dén franchise ser dagens lys i nærmeste fremtid.

Jeg kan ikke gennemskue, hvorfor man skulle bruge tid og penge på "The Marvels". Men måske er det vigtigt for at få en kronologi med, til trods for, at man aldrig hægtes af. Lige i denne sammenhæng er det ikke positivt ment.

"The Marvels" har dansk biografpremiere fra 8. november. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor superheltefilmen vises i 4K og Dolby Atmos. Læs mere her.