Anmeldelse: The Neon Demon
NWR, Jang eller blot Nicolas Winding Refn – kær krukke har mange navne. Med den excentriske filmskabers signatur på plakaten kan alt ske. De færreste forventer den brede, appellerende hyggefortælling, og i følgeskab med Lars von Trier har Refn det danske filmholds prikkede bjergtrøje i højtravende og visionære sanseoplevelser. Hans kvaliteter er indiskutable med især "Pusher"-trilogien og "Drive" som guldrandede eksempler på mesterlig storhed, og selv da han drog på syretogt med en flok vikinger på koncentreret meskalin i "Valhalla Rising", var der brudstykker af filmisk elegance. Den elegance fordamper desværre i hans nye modelgyser, "The Neon Demon", og dens mangel på sammenhæng mellem æstetisk ubehag og et interessant plot er alarmerende fraværende.
Den unge 16-årige Jesse er uskylden selv. Med sit blonde hår og store Disney-øjne ankommer hun til lumske Los Angeles i håbet om at blive den næste store fotomodel. Det uskyldsrene pigebarn opdages ganske hurtigt af en af byens førende modelbureauer, der inden længe præsenterer hende som deres nye skønhed. Men ak, det har selvfølgelig sin pris at nå til tops på bekostning af modelkollegaerne, og reaktionerne på Jesses kometkarriere er ikke egnet for børn.
Det starter ellers fremragende. I en helt fantastisk introsekvens brillerer Refn med et festfyrværkeri af lys, farver og pulserende toner fra komponist Cliff Martinez, der skaber den helt rigtige ramme. Den ramme brydes dog brutalt, da "The Neon Demon" i et efterfølgende trægt tempo halter afsted og afslører sit akutte fravær af motivation og psykologisk indsigt – både i historiefortællingen, men også i forhold til unge Jesses grundlag for overhovedet at tage del i en verden af kynisk tomhed.
Nuvel, Elle Fanning er bedårende som usleben modeldiamant, men der er aldrig en forklaring på hendes ofte besynderlige valg. Hun vandrer hvileløst rundt i et distanceret mareridt med forsvindende få følelsesmæssige udtryk, og det bliver derfor ualmindeligt vanskeligt at engagere sig i hendes færden. Jeg har ofte stolt ageret forsvar for Refns filmiske univers, og især "Only God Forgives"-skeptikere har jeg forsøgt at overbevise med entusiastiske vendinger vedrørende den effektive og nærværende tilknytning til det udspillende ubehag – et ubehag, der forsøges gentaget her, men blot afløses af en opgivende hovedrysten.
Man føler sig aldrig tilstede i de ellers visuelt fornemme og farvemættede kulisser. De få, men stilistiske og æstetiserede horror-elementer smager af italienske Dario Argento. De bliver dog kun ved en bitter eftersmag, som aldrig når Argentos kultiske særpræg. Helt tåbeligt bliver det i sidste akt, hvor nekrofili og kannibalisme formentlig skal forarge og imponere. Det gør det bare ikke.
Det er tydeligt, at modeverden skal portrætteres som en tom og altopslugende kødæder, der nådesløst fortærer den uskyldige sjæl. Men når både plot og aktører driver dovent rundt i samme tomhed, kan det være en udfordring at bevare interessen. Det er ærgerligt, for Refn har evner som få danske instruktører nogensinde kommer i nærheden af. "Jeg er farlig," advarer unge Jesse undervejs både tilskueren og sine rivaler – det blev kun ved advarslen.