Anmeldelse: The Shining

Når der mellem filmentusiaster diskuteres, om den perfekte film findes, plejer undertegnede at hive et enkelt eksempel frem: "The Shining".

Stanley Kubricks gyser er for mig den perfekte film. Den emmer over af symbolik og metaforer, men er samtidig effektiv i dens beskrivelse af den menneskelige psyke, der skubbes ud over grænsen i en isolation, der forstørrer dét, der allerede var på vej. Hvorfor dette stadig er aktuelt, kan snart ses i de danske biografer, når Jack Torrance indtager vores sind og mareridt efter en tur i Hotel Overlook.

Handlingen er kendt verden over: Jack Torrance får et job som opsynsmand på Hotel Overlook i Colorado, mens sneen fyger udenfor, og hotellet har lukket for yderligere gæster. Med sig har han sin kone og sønnen Danny, mens han selv prøver at starte sin roman, som han forlod sit job som skolelærer for. Men med sig har han sine egne dæmoner, der bliver omfavnet af hotellet, der nu langsomt forvandler ham til en dæmonisk enhed i det ensomme hotel. Men Danny fornemmer også hotellets ondskab, der siver fra faderen og er måske den eneste nøgle til familiens redning.

I en af de mere kendte uoverensstemmelser indenfor filmverdenen er det velkendt, at Stephen King, forfatteren bag oplægget til "The Shining", ikke selv bryder sig om filmen. For kendere af bogen er det også tydeligt, at dette ikke er den historie, King skrev. Hvor der i romanoplægget til "The Shining" er en evig tro på mennesket og dets gode sider, er Kubrick draget af en menneskelede og mistillid til godheden. Han tror derimod på ondskab under overfladen og altoverskyggende panik, når den viser sit sande ansigt.

Kritikpunktet for mange King-fans og manden selv er ofte, at Jack Torrance allerede er sindssyg ved sin ankomst til hotellet og ikke, da han første gang ser den logbog, der førhen har tilhørt Delbert Grady, hotellets tidligere opsynsmand. Men her viser filmatiseringen af "The Shining" igen, at den har forstået en pointe ved den psykologiske skrækfilm, få film (og bøger) forstod før – og efter – den. I "The Shining" er Overlook Hotel en lige så vigtig medspiller i Jacks sindssyge som han selv og øjner her netop en mand, hvis indre dæmoner og vildskab er blevet suspenderet i et fængsel skabt af selvlede.

Det er denne form for psykologisk indsigt, der gør "The Shining" til en fuldendt film. Den har et uhørt kendskab til sin historie og tilhørende detaljer, der ved små notifikationer giver os små brikker til det store billede. Jack Torrances lange blikke efter de to unge piger, der forlader hotellet, inden han overtager styringen. Hans insisterende kast med en tennisbold på det indianske tæppe i Colorado-salen. De lange vandrescener gennem hotellet, som indikerer den ensomhed, der er med til at danne en mur i dette isolerende landskab.

I den nye version er der ekstrascener, der ikke giver anden information end den, vi allerede har. I stedet for at indikere, at Jack Torrance tidligere har skadet Danny med sit alkoholforbrug, får vi det fortalt af Wendy i en unødvendig exposition-scene, hvor hun deler historien med en sygeplejerske, der skal se efter sønnen. En del af det smukke mysterium i "The Shining" er netop, at vi ikke får alting fortalt, men derimod får det beskrevet i handlinger, enkelte sætninger, fornemmelser. Gør de nye scener "The Shining" til en ringere oplevelse? Bestemt ikke. De er måske unødvendige, men de har dog én fordel: På grund af dem bliver vores besøg i Hotel Overlook endnu længere.