Anmeldelse: Their Finest Hour

At danske instruktører gør sig markant bemærket i udlandet er en sjældenhed, medmindre navnet er Lars von Trier. At danske instruktører leverer et højt og stabilt niveau over femten år i udlandet er endnu mere sjældent, ser vi bort fra nævnte navn – medmindre navnet er Lone Scherfig. Siden de glade Dogme 95-dage med dansk films hidtil største kommercielle succes i "Italiensk for begyndere" har den danske instruktør siden "Wilbur begår selvmord" fra 2002 primært begået sig i britisk film. Selvom seneste (ærke)britiske bud på stammen, "Their Finest Hour", ikke er helt så forrygende som "An Education" (2009) og "The Riot Club" (2014), understreger Scherfig igen, at hun er én af de absolut bedste danske instruktører de seneste tyve år.

Året er 1940. 2. Verdenskrig raser, Nazityskland bomber London, og Storbritannien er i dyb krise. Der er brug for at højne moralen – og det skal opnås gennem film, der kan samle nationen. Noget utraditionelt besluttes det at sætte den uerfarne manuskriptforfatter Catrin Cole (Gemma Arterton) til at skrive formlen til netop dén film. Sammen med den excentriske forfatter Tom Buckley (Sam Claflin) forfattes den tiltrængte patriotiske film. Alle kneb gælder som bekendt i krig og kærlighed, og mens forholdene i det sønderbombede London absolut ikke er optimale, blomstrer ikke kun den skrevne kærlighedshistorie.

På overfladen er "Their Finest Hour" et klassisk historisk periodedrama med et snas komik og romantik. Med spidsfindige Scherfig bag kameraet er her også tale om en metafilm om film. Kaninhullet er dog dybere end som så. Portrættet om film i film handler i høj grad om de fortællinger, vi som mennesker lever efter og fortæller hinanden i livet – og hvor pludseligt de fiktive fortællinger i mødet med non-fiktiv virkeligheden drastisk kan ændre historiens gang. Forvirret? Det er ikke så underligt.

Form, stemning og udførelsen lugter langt væk af britisk film. Naturalistisk, historisk og velspillet. Underspillet tør humor, sprød dialog, skuespillere med substans. Hvor BBC-dramaet "The Imitation Game" ikke kunne fravriste sig tv film-atmosfæren, lykkes det omvendt Scherfig at arbejde troværdigt under, hvad der æstetisk ligner samme arbejdsbetingelser. Legen mellem klassisk BBC-autenticitet og det skæve portræt af britisk propagandafilm anno 1940 krydres med kontrolleret tidstypisk overspil og skaber en bevidst forceret og lystig tone. Poul Reichhardt havde været stolt. Hvis altså ikke han havde bemærket den diskrete spydige sarkasme, som Lone Scherfig er en mester i at levere.

Ambitionsniveauet ér højt. Særligt pragtpræstationer af alsidige Sam Claflin og rutinerede Bill Nighy rammer takt og tone noget nær perfekt. Legen mellem klassisk filmdramatik og subtile narrativ lag lykkes et godt stykke hen ad vejen, men legesygen snubler undervejs over egne drillende tråde. "Their Finest Hour" vil rigtigt meget og fremstår rodet ud i, hvad præcis den vil, og hvorfor den vil netop dét. Lone Scherfig er sædvanligvis en perfektionist ud i narrativ præcision og at formidle udfordrende temaer. Lige denne gang rammer hun ikke plet.

Scherfigs femte engelsksprogede film bliver måske en tand for spidsfindig for sit eget bedste. "Their Finest Hour" ender med at være for meget en søgen efter mening i søndersprængte murbrokker fremfor at placere sig i den helt høje ende af skalaen, som den 58-årige filmskaber typisk beriger os med.

Se også: Moovy TV møder Bill Nighy!

Their Finest Hour

Kommentarer

Their Finest Hour

  • 0

    Anmeldelsen gav mig mest af alt lyst til at se Wilbur begår selvmord igen. Nok et af de bedste eksempler på genial sort humor.

    moulder666 5-05-17 11:14

  • ★★★0

    Jeg synes at "Their Finest Hour" er en bedre film, om end ikke helt så sort. :) Har du set "The Riot Club"?

    Dolphinfriendly 5-05-17 11:23

  • 0

    Jeg synes at "Their Finest Hour" er en bedre film, om end ikke helt så sort. :) Har du set "The Riot Club"?

    Nope - kan den anbefales?

    moulder666 5-05-17 19:26

  • ★★★0

    Jeg synes at den er fremragende. Virkeligt snu og rammende kritik af forskellen mellem den britiske over- og underklasse, med et næsten Lars von Trier'sk bid sarkasme.

    Dolphinfriendly 7-05-17 22:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen