Anmeldelse: Transformers: The Last Knight
Michael Bay. Smag på navnet. Instruktøren som partout skal hades og italesættes som alt det, der er i vejen med Hollywood. Bay forbliver dog et af de mest sikre kort som blockbuster-instruktør. Særligt med "Transformers"-franchisen, som gang på gang er kommercielle megahits og konsekvent står blandt de mest succesfulde film år efter år. I hvert faldt ud fra et økonomisk perspektiv, hvor fjerde film i serien, "Transformers: Age of Extinction", blev den mest indtjenende film i 2014. Lur mig, om ikke den nu femte film om de krigeriske Hasbro-legetøjsrobotter går præcis samme skæbne i møde.
"Transformers: The First Knight" tager tråden op fra forgængeren. Den ædle og menneskevenlige autobot-leder Optimus Prime er forsvundet fra Jordens overflade. Alt imens de andre Transformers, gode som onde, er gået under jorden. De er bandlyste og jaget vildt af mennesker, mens Cade Yeager (Mark Walhberg) forsøger at hjælpe sine robotvenner. Selvfølgeligt ulmer noget i sølet. Det viser sig nemlig, at rumrobotternes involvering med Jordens befolkning går flere hundrede år tilbage i historien for at forberede udvalgte mennesker på endnu en altødelæggende katastrofe.
Seneste tilføjelse til den nu ti år gamle filmfranchise er ikke en opvisning i hverken originalitet eller Oscar-vindende præstationer. Forvent heller ikke plotdrevet nytænkning ud i Michael Bays karakteristiske filmsprog, mangel på vanvittig robot-smadder – eller andre helt åbenlyse nedslag ud i, hvad man ikke kan forvente af den californiske instruktør. Til gengæld er "Transformers: The First Knight" præcis alt dét, som man kan forvente.
Måske fordi det er Bays svanesang ud i bekendtskabet med robotkrig, bliver der givet dén ekstra skalle ud i den 52-årige filmskabers besættelse af effektarbejde og ADHD-inducerende action. Denne gang er det lykkes at stable en nogenlunde spiselig variant af "alternativ omskrivning af historien" på benene, der sammenfattet udgør et løssluppent brag af intergalaktiske dimensioner. Dommedagstematikken er børnevenlig, samtidig med at vi får den sædvanlige andel af smækre kvinder og olieindsmurte overarme serveret. Dét er til at leve med. Når selv Anthony Hopkins ser ud til at more sig, ud over at den levende legende med sin blotte tilstedeværelse giver en vis andel af troværdighed, er det immervæk svært ikke at trække bare en smule på smilebåndet over de gakkede løjer.
Selvom "Transformers: The Last Knight" ikke er overdynget i den sædvanlige stars & stribes-retorik og forsøger at nuancere kvinder som andet end botox & butt shots – hvilket i dén grad klæder universet – bydes der på mindre flatterende elementer. Der er cirka lige så mange plot- som skudhuller, dialogarbejdet er præcis lige så tåkrummende fjollet som sædvanligt, og kønne Isabela Moner er garant for mange våde nætter i alverdens teenageværelser. Filmen er stramt målrettet sit unge publikum, og måske derfor er de fjollede og enormt anstrengende komiske indslag direkte usjove. Vanen tro – til trods for næsten tre timers spilletid og overfloden af krokodilletårer – engageres vi aldrig i persongalleriet.
Michael Bays femte og angiveligt sidste "Transformers"-film er helt som forventet og skal ses på netop de præmisser. Til trods for tåkrummende elementer bydes der også på vanvittige og opfindsomme actionsekvenser, denne gang fortalt i en noget mere let tone end tidligere, hvilket smitter langt ud i sommerens biografsale.
Se også: Moovy TV får gæsterne til at "transforme" til galla på "Transformers: The Last Knight"!