Anmeldelse: Trolls

Dansende, syngende og sorgløst følger vi Gjøl-troldenes eventyr om jagten på lykke. Det karakteristiske legetøj, der tog markedet med storm tilbage i 1950'erne, er nu aktuelt igen. Nogle af os husker nok troldene fra tandlægebesøg, men nu kan de altså opleves på det store lærred. Fest og farver er på deres dagsorden, men desværre er det ikke nogen fest at se filmen.

Troldenes tilværelse består hovedsageligt af musik, dans og skemalagte gruppekram – ja, det hele virker lidt som et højskoleophold. Men festlighederne stopper, når de uhyggelige og deprimerede Borkere kidnapper nogle af troldene. Den evig optimistiske Prinsesse Poppy sætter sig for at redde de resterende trolde sammen med sin pessimistiske ven Kvist. Et stjernespækket cast fra musikbranchen står bag stemmerne til vores helte. Alphabeats Stine Bramsen lægger stemme til Poppy, mens popsensationen Christopher (Nissen) står for fordanskningen af Kvist. Christopher gør faktisk en helt udmærket indsats i sin debut som stemmelægger. På trods af den flade dialog livligør han Kvist som karakter og ender med at være filmens eneste karaktermæssige lyspunkt.

Glenn Berger og Jonathan Aibel, der ellers står bag den glimrende "Kung Fu Panda"-trilogi, flopper i stor stil her med et lemfældigt manuskript. Samtlige trolde i karaktergalleriet nævnes i forbifarten og viser på intet tidspunkt dybde eller udvikling. Troldene lever i en hjemlig verden, hvor alt enten er lavet af filt eller hjemmestrik. Men selvom verdenen er håndlavet, mangler den sjæl. Filmen forsøger aldrig at berige universet med karakterer eller miljøer, når vores to helte drager ud på eventyr. Rejsen fra A til B er overstået så hurtigt,  at vi ikke får lov til at mærke og føle på den ellers bløde og farverige fantasiverden.

Troldene er heller ikke blege for at stopfodre publikum med moralske selvfølgeligheder. Målgruppen er børn, og derfor bliver pointerne udpenslet for at sikre sig, at alle kan følge med. Men bare fordi man laver børnefilm, behøver man ikke tale ned. Dreamworks' tidligere værker som "Shrek" og "Sådan træner du din drage", er gode eksempler på, hvordan der leveres kvalitetsunderholdning og et moralsk budskab samtidig.

Filmen er dog ikke uden sine kvaliteter. Dens største force er uden tvivl musikken. Numrene er iørefaldende og skarpt oversat til dansk. Genrerne spænder vidt fra klassisk musik til 80'er disco – alt sammen med et nutidigt twist. Edvard Grieg er blevet trap-rapper, og Earth Wind & Fire får sig en elektronisk renovering i positivt overraskende nyfortolkninger. Det kan mærkes på den topprofessionelle musikproduktion, at Justin Timberlake står bag. Christopher og Stine Bramsen brillerer, når de synger alt fra Cyndi Lauper til Simon & Garfunkel i skøn harmoni, hvor sangene indirekte fortæller mere om karaktererne og historien end dialogen. Heriblandt Gorillaz' "Clint Eastwood", som finurligt og humoristisk opridser borkernes rædsomme tilværelse.

God musik kan dog ikke redde et hult fantasy-univers, ensidige karakterer og et pivringe manuskript. Den kyniske Hollywood-maskine er alt for transparent. Hensigten er tydelig: Kapitalisere på filmens musik og tilhørende merchandise. Og fred være med det – men lav i det mindste en god film!