Anmeldelse: Truman - venner for livet
Døden er underligt ømtålelig og i sin natur helt og aldeles uomgåelig. Som samtaleemne er det lige tungt nok henover et par øl. Alligevel bliver vi som dødelige nødt til at forholde os til det usagte. Døden rammer os alle i sidste ende – uanset hvor banalt det end kan lyde. Men hvordan vil du reagere, når døden kommer ind på livet af dig? Hvis din bedste ven er dødeligt syg af kræft, og du kun har fire dage tilbage med ham? I "Truman – venner for livet" stiller instruktør Cesc Gay netop disse spørgsmål – og spørger samtidig, om den sidste tid ikke bruges bedst på at leve fuldt ud, fremfor at vente på at timeglasset udrinder.
Tomás (Javier Cámara) er hjemvendt til Madrid for uanmeldt at besøge sin barndomsven Julián (Ricardo Darín) – og overtale ham til ikke at stoppe sin kemoterapi. Til trods for at de to gamle venner ikke har set hinanden i over et årti, genoptages venskabet i et følelsesladet og humoristisk rus af minder og ikke mindst gåture med Truman, Juliáns loyale hund. Julián vil nemlig gerne sørge for, at der er styr på alting i forbindelse med sin død, hvilket undervejs ender i absurde og indimellem ufrivilligt komiske episoder.
Fortællingen om det umage trekløver kunne nemt forfalde til letbenet bromanc-komik. En skæbne, den planlagte kommende amerikanske genindspilning sandsynligvis munder ud i. Cesc Gay vil imidlertid noget helt andet med sin udgave og formår med underspillet spansk-argentinsk finesse at balancere elegant mellem våde øjne og varme smil og i sidste ende at udfordre døden som tabuiseret tema.
Som nære, midaldrende venner foretrækker Tomás og Julián at tørre øjnene og forsøger i fællesskab at knække stivnede smil – hvilket ofte ender i hverdagsligt fjollede situationer og sære påfund. Selvom Julián er døende, smager han mere på livet end Tomás – som lever en døsig eksiltilværelse i Canada med kone og børn. Synergien mellem de to er filmens livsnerve, når verden og livet efter døden vendes på hovedet i ofte enormt velskrevne dialoger.
"Hvert menneske må dø, så godt han kan," konstaterer Julián henkastet i en af filmens mest rørende sekvenser. Leveringen af replikkerne er timet altafgørende naturligt og underbygges af Javier Cámara og Ricardo Daríns lune kemi – når de rutinerede skuespillere har nok at arbejde med. Nemlig ikke alt dialogarbejde sidder lige i skabet. Bestræbelserne på at give historien et hverdagsligt slice of life-islæt med mere eller mindre meningsfulde sideplots, såsom en helt unødvendig romance, gør sammenlagt, at momentum indimellem mistes i svinget.
"Truman – venner for livet" er på mange områder en bemærkelsesværdig, lille film. Instruktør Cesc Gay bevæger sig modigt ind på ømtåleligt territorium i grænselandet mellem sorg og komik, om følelser og refleksioner i forbindelse med den død, der uundgåeligt kommer til os alle på et tidspunkt. Selvom filmen sagtens kunne være foruden visse sidehistorier, rammes de bløde mellemtoner med så nænsom stilfærdighed, at der både grines og grædes – og ofte i samme åndedrag.