Anmeldelse: Under the Sun

Forklædt som en propagandafilm viser "Under the Sun" dét Nordkorea, som du gerne må se – og dét Nordkorea, du ikke må se.

Mange dokumentarer har forsøgt at skildre livet i Nordkorea på godt og ondt. Det er imidlertid svært at komme bag facaden på ét af Jordens mest isolerede og militariserede nationer, når man skal spille efter deres regler. Mads Brügger og Co. bluffede sig igennem "Det røde kapel" fra 2009, og Álvaro Longoria prøvede at fokusere på landets positive sider i "The Propaganda Game" fra 2015. Vitaly Mansky har i "Under the Sun" valgt at samarbejde med de nordkoreanske myndigheder og lavet sin film ud fra et manuskript, som de har udarbejdet. Ved at vise alt dét, som Nordkorea gerne vil have, at vi skal se, formår Mansky på opfindsom vis at formidle alt dét, som vi ikke må se.

Tidligt i "Under the Sun" sidder en tilsyneladende perfekt familie og spiser aftensmad i et perfekt hjem, mens billeder af landets afdøde ledere, Kim Il-Sung og Kim Jong-il, hænger i perfekt symmetri over spisebordet. Faderen fortæller den unge datter, at hun skal spise sin dejlige traditionelle kimchi, fordi maden gør hende stor og stærk. Faderen siger det igen, og derefter siger faderen det én gang til. Pludselig sker der noget. En ældre herre træder ind i billedet og siger, de skal tale mere naturligt – det skal ikke virke som en film.

Skarpt eskorteret af de nordkoreanske myndigheder har Vitaly Mansky skullet gengive det perfekte Nordkorea. Altså dét, de gerne har villet formidle til resten af verden. I filmens anslag dyrker befolkningen idyllisk morgengymnastik, og filmens hovedpersoner – den lille familie bestående af far, mor og datter – følger kærligt hinanden i skole og til arbejde. Alt ser ud til at være perfekt bag landets lukkede døre, men i ovenstående middagsscene brydes illusionen. Simpelt lader Mansky kameraet køre mellem optagelserne og viser, hvordan familien øver manuskript, mens de instrueres i at fremstå så fejlfri som muligt.

Det kommer næppe som et chok, at Nordkorea propaganderer og forsøger at overbevise resten af verden om, at nordkoreanerne lever en ideal tilværelse under et ideelt regime. Fortællingerne derfra er mange. Men ved at lade kameraet optage mellem de planlagte sekvenser bliver "Under the Sun" pludselig en utraditionel propagandafilm, som viser alt det, vi ikke må se. Hamrende effektivt udstilles den illusion, som nationen har opbygget omkring sig selv, og dét fører til flere vanvittige scenarier.

I en scene må familiens datter, Lee Zin-Mi, fake en skade i foden under skolens danseopvisning, så filmholdet kan vise, hvordan lægestaben mirakuløst har kureret hendes fod på ingen tid. Ligeledes fortæller en tekst, hvordan forældrenes erhverv har ændret sig under produktionen. Faderen er ophøjet fra journalist til bygningsingeniør, mens moderen er gået fra kantinedame til højtstillet soyamælks-producent, fordi filmholdet fandt det mere passende. Det fører til komiske scener, hvor den stakkels fader skal forklare nogle ansatte om maskiner, han intet aner om, og moderen skal løfte tunge kasser iført pæne stilletter.

"Under the Sun" er fyldt med lignende absurde scenarier. Det er svært at vurdere, hvorvidt det er mest passende at grine eller græde, når de tragikomiske scener udspiller sig. Vitaly Mansky fortæller ikke meget nyt om tilværelsen i Nordkorea, som andre ikke allerede har vist – men han gør det på en forfriskende original måde. Det havde klædt fortællingen at komme tættere på sine hovedpersoner, for midt i galskaben er det vigtigt at huske, at det trods alt er rigtige mennesker, som udlever scenarierne. Succesfuld propaganda eller ej er der i hvert fald ingen tvivl om, at tilværelsen i Kim Jong-uns Nordkorea er en sær størrelse.

Under the Sun