Anmeldelse: Valerian and the City of a Thousand Planets

Hvis man kun har set traileren til "Valerian and the City of a Thousand Planets", er man måske fristet til at udråbe sci-fi'en til at være en europæisk "Star Wars"-efterabning. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Faktisk har "Valerian and Laureline"-tegneserien – eller "Linda og Valentin", som den hedder på dansk – inspireret George Lucas' rumopera. Nu – et halvt århundrede efter tegneserien første gang blev udgivet i hjemlandet Frankrig – er landets store mainstreaminstruktør Luc Besson klar med sin filmatisering.

At skulle forklare plottet i "Valerian" kræver næsten en hel anmeldelse i sig selv. Kort fortalt befinder vi os i år 2720, hvor vi følger de to rumagenter Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne), der rejser fra planet til planet for at skabe orden i galaksen. Da kommandør Arun Filitt (Clive Owen) på mystisk vis kidnappes, og ukendte kræfter truer, bliver Valerian og Laureline derfor sendt på en livsfarlig rejse.

Lad mig være ærlig: "Valerian" er en rodebutik. I tårnhøj fart hopper vi fra den ene ukendte planet til den anden af årsager, der ofte forklares lidt for hurtigt på ikke al for overbevisende manér. Men selvom logikken i den enorme verden med utallige planeter og bizarre rumvæsner ikke altid er til at gennemskue, kan man ikke komme uden om, at universet er fascinerende. Med en billedside mere farverig end en eksplosion i en malerbutik og aliens så sære, at de bruger sommerfugle som lokkemad til at fange mennesker, keder man sig aldrig.

Problemet er, at den forrygende eventyrlystne stemning sjældent kan nydes uforstyrret. Selvom Cara Delevingne gør det godt som den handlekraftige Laureline, så mangler Dane DeHaan både den nødvendige karisma og kækhed, der skal til for at spille rollen som charmerende playboy. Resultatet er, at de tos kemi er fuldstændigt fraværende. Irritationsmomenter har filmen i det hele taget nok af. At spilletiden er over to timer til, hvad der bedst kan beskrives som et mildest talt spinkelt plot, hjælper heller ikke.

Når vores hovedpersoner udforsker ukendte områder og møder slimede rumvæsner, er "Valerian" dog forrygende underholdning. Takket være de enormt flotte visuelle effekter sprudler den af liv på en måde, som Hollywood-franchises lidt for sjældent gør. Filmen har ganske vist sine begrænsninger: Nuancerede karakterer og en historie med tyngde på samme måde, som "Star Wars" kan levere, finder man ikke. "Valerian" er legesyg underholdning med speederen i bånd. Intet mere, intet mindre.

Trods alle dens mangler føles "Valerian" som et frisk pust. Jovist, Besson har ikke lavet en ny klassiker på højde med "Star Wars", og ligesom hans egen "Det femte element" er "Valerian" både ujævn og fjollet. Alligevel har universet med de tusinde planeter så meget opfindsomhed, at det er svært ikke at blive smittet af dens eventyrstemning. Alene derfor fortjener den at blive set.

Valerian and the City of a Thousand Planets

Kommentarer

Valerian and the City of a Thousand Planets

  • ★★0

    Billede 2

    Howard The Duck og Beverly Switzler's 3 børn.

    Elwood 3-08-17 08:33

  • 1

    Fred være med, hvis det er lidt af en rodebutik med speederen i bund - for det kunne sgu også forklare handlingen i de fleste Linda og Valentin tegneserier.

    Jeg genlæste en god stak af dem, da jeg hørte at denne film skulle laves - og rigtigt mange af dem er også bare fuld fart på, flotte, farverige opstillinger, situationer og billeder og ellers smæk på med action - og så er plottet og sammenhængskraften lidt i anden række.

    Det jeg så ikke kan godkende er, at de for det første har valgt to hovedpersoner der ikke bare tilnærmelsesvis i dårligt lys ligner Linda og Valentin - og hvis de så derudover slet ikke har nogen kemi, er det jo helt galt.

    moulder666 3-08-17 10:52

  • 3

    Helt enig i din beskrivelse af tegneserierne og ligeså i castingen af Dare DeHaan og Clare Delevigne der er helt ude i hampen. Jeg kan i øvrigt ikke snuppe nogle af de to skuespillere, så tvivler på om jeg nogensinde kommer til at se filmen. 

    NightHawk 3-08-17 14:25

  • 0

    Ret enig. Men det ser ud til, at det er sådan én der ender på Netflix om et par måneder - og så skal man vel se den. :-)

    Men det er sgu lidt trist - for én af de ting der også var så pokkers charmerende i tegnefilmene var jo netop den kemi og konstante lige-ved-og-næsten romance/flirt mellem de to, der bare fungerede.

    moulder666 3-08-17 15:50

  • ★★★0

    DeHaan er jo fejlcastet til alt, egentlig. :p 

    Riqon 3-08-17 16:30

  • 0

    De(kan)Haan jo ikke gøre for.

    Kyllingebenet 3-08-17 16:33

  • 0

    Ja, der er for meget sødsuppe romantik - hvilket er så meget mere irriterende, når de netop ikke har kemi... MEN det er altså en sindsyg flot film, der er så sprudlende fantasifuld at den netop bør ses i en biograf. For slet ikke at tale om lyden der også fortjener noget stort... 

    Dslacker 3-08-17 16:33

  • ★★★0

    De(kan)Haan jo ikke gøre for.

    Næ, kan ikke klandre ham. Ligesom man heller ikke kan klandre Hayden Christensen. De gør jo bare deres arbejde så godt de kan, og man skal jo leve af noget, og ... ja... 

    Riqon 3-08-17 18:26

  • 0

    Næ, kan ikke klandre ham. Ligesom man heller ikke kan klandre Hayden Christensen. De gør jo bare deres arbejde så godt de kan, og man skal jo leve af noget, og ... ja... 

    Altså, det er jo sandt. Jeg vil give instruktør og casting-ansvarlig skylden.

    Kyllingebenet 3-08-17 18:36

  • 1

    Årets helt store skuffelse :-(

    Er helt enig med Peter Travers (Rolling Stone): "It's as gorgeous as anything the French filmmaker Luc Besson has ever made and as empty as a Trump tweet".

    2/6

    Wiseguy 4-08-17 19:49

  • ★★★0

    Jeg tror den er endnu bedre end Jupiter Ascending, så den skal da helt klart have en chance :) 

    Riqon 4-08-17 23:28

  • 0

    Jeg tror den er endnu bedre end Jupiter Ascending, så den skal da helt klart have en chance :) 

    Jamen det gælder da vel også ca. alle film bortset fra The Game? :D

    moulder666 7-08-17 13:11

Log ind for at deltage i diskussionen