Anmeldelse: Victoria & Abdul
"Victoria & Abdul" er kerneeksemplet på, hvad der sker, når et enormt potentiale forkastes til ære for forrykt flødekage-komik.
Det er altid vemodigt at se mesterinstruktørerne i karrierens efterår. Ofte er det mere reglen end undtagelsen, at fortidens bedrifter overskygger en skovbund af nyfaldne værker – jo mere sløset de bliver med alderen. Én af de få, som førhen fastholdte friskhed og bid, er britiske Stephen Frears. Ellers kendt for spidsfindige, humoristiske og kontroversielle film som gennembruddet "My Beautiful Laundrette", komedien "Hi Fidelity" og ikke mindst "The Queen" begår den 76-årige instruktør sig nu primært i historiske portrætter. Gerne dem, der har potentialet for det politisk debatskabende i sig for i stedet at ende frustrerende harmløse. Såsom flødebolle-portrættet "Victoria & Abdul".
Alle de helt rigtige elementer er ellers til stede for en syngende lussing til den britiske selvopfattelse, landets stigende nationalisme – og herunder Brexit. Året er 1887, United Kingdom er verdens mest magtfulde nation, ledet af Dronning Victoria d. 1. (Judi Dench) – datidens længst siddende regent. I én af kolonimagterne, Indien, besluttes det at sende den unge, ikke-royale kontorassistent Abdul Karim (Ali Fazal) til England i anledning af majestætens 50-årsjubilæum – for at overrække en sjælden mønt. Til den store overraskelse bliver det starten på et umage venskab mellem Victoria og muslimske Abdul – til stor misfornøjelse for resten af det højrøvede hof.
Formularen til potent historisk drama med tydelig iboende aktuel samfundskritik skærer så meget i øjnene, at man har lyst til at skrige over, hvor lidt der kommer ud af besværet. Selvom England er gået i kulturel regression i selvsmagende afdyrkelse over, hvor stor en nation Great Britain var, med flere historiske film om tiden dengang, havde jeg lige godt forventet mere af den ellers notorisk sylespidse og tilsyneladende pensionsmodne mesterinstruktør.
Jovist, på overfladen er det da et nydeligt stykke håndværk til aftenkaffen, uden at der kløjes i den flødefede waleskringle. "Victoria & Abdul" ér hyggelig britisk kostume-komedie spædet til med Frears' eminente sans for tragi-komisk timing og fabelagtig personinstruktion. Ikke at det rigtigt kan gå galt med Dame Judi Dench som dronning – med den Oscar-vindende præstation som Elizabeth d. 1. i "Shakespeare in Love" og første gang som Victoria d. 1. i "Mrs. Brown" taget med i den 82-årige skuespillerindes historik. Præcis som Frears' Lance Armstrong-film, "The Program", fejlede så gevaldigt som kommentar til sportsverdenens kyniske doping-kultur, falder den autentiske fortælling om et utænkeligt venskab på tvær af sociale klassetrin og kulturforståelse noget så elegant på røven.
Ikke at den oplagte tematik mere end antydes, for det gør "Victoria & Abdul" – for så overbærende at tørre alvoren væk i smørrede vandbakkelse-grin og ulidelig happy-go-lucky underlægningsmusik. Den socio-politiske alvor stikker adskillige gange sit ansigt til skue med alvorlig mine, men drukner gang på gang i opstyltet forvekslingskomedie. Trykket udlignes til det ligegyldige, selv når stereotyper udstilles, og vores persongalleri spiser sig ind til mere end aktuelle problemstillinger i nutidens England. Racisme, fattigdom versus rigdom, kolonialismens efterspil, nationers storhed og fald reduceres til et bøvs. Ikke sådan ét, som vækker selskabet i forargelse, men et lille diskret og ligegyldig ét, hvor vi klukker overbærende med kagecreme snasket til i mundvigen.
"Victoria & Abdul" er kerneeksemplet på, hvad der sker når et enormt potentiale forkastes til ære for harmløse ligegyldigheder. Når én af Englands mest intelligente filminstruktører døser hen og ikke gør, hvad han er bedst til – at ruske i og udstille selvtilfredsheden fremfor at fylde en royal brækspand til lidt over randen.