Anmeldelse: War Dogs

Dramedy er ikke et nyt fænomen. Genren, der med afsæt i løssluppen komik behandler gravalvorlige emner, har forfulgt os siden 1960'ernes sitcoms. Alligevel rumsterer en ny tendens, hvor filmskabere med udelukkende fjollekomedier på cv'et vover at kommentere på globale, samfundsmæssige udfordringer – stadig med humoren som bærende element. Finanskrise-hittet "The Big Short" var tidligere på året en stor succes for Adam McKay ("Anchorman"), og det forsøger "Tømmermænd i Vegas"-instruktøren Todd Phillips at trumfe ved at skyde med skarpt mod den amerikanske intervention i Mellemøsten med sin muntre "War Dogs".

31. marts 2011 publicerede Rolling Stone Magazine en opsigtsvækkende artikel. En utrolig, men sand historie om to pothoveder fra Miami Beach, for hvem det, af uransaglige årsager, lykkedes at indgå en lukrativ aftale med Pentagon om leverance af våben til den afghanske hær for hele 300 millioner dollars. Miles Teller og Jonah Hill udgør det karismatiske makkerpar, David Packouz og Efraim Diveroli, der udnyttede krigens rædsler for en tilværelse med azurblå havudsigt og dyre biler - men grådighed og arrogance har naturligvis en pris.

”War Dogs” vil gerne fortælle, at krig er noget skidt, og at George W. Bush er en skiderik. Det kan der selvfølgelig være noget om, men det bliver aldrig dybere end et par belærende bemærkninger om økonomisk griskhed og helte, der ikke eksisterer. Hjemme hos David Packouz hænger en plakat med ”make love, not war”, og det afsløres, at både ham og kæresten deltager i protestdemonstrationer - mere graves der ikke i det betændte emne. Krigens konsekvenser bagatelliseres til fordel for harmløs underholdning, men tilgivelsen er stor, for ”War Dogs” er netop enormt underholdende.

Vellykkede film kan ofte kendetegnes ved, at man aldrig rigtigt irriteres eller keder sig, og det er tilfældet her. Trods en noget letbenet tilgang til faktuelle, seriøse udfordringer, serverer Todd Phillips en 124 minutters energisk røverfortælling, der konstant har tag i sit publikum. De komiske øjeblikke er veldoserede - en ære, der i høj grad tilfalder en Jonah Hill og Miles Teller i topform.

Jonah Hill er særligt tiltrækkende som jødisk fidusmager med alarmerende mangel på empati. Den korpulente komiker får i ”War Dogs” lov til at gå all-in på galskaben og kan til tider lede tankerne hen på Magnus Millangs landeplagende og vanvittige ejendomsmægler-figur, Jeppe K – blot mere usympatisk. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere er sjældent fraværende, og det er en fornøjelse at følge deres charmerende, hovedløse færden blandt albanske våbenhandlere og jordanske smuglere.

Selv inden for fiktionens verden er ”War Dogs” en utrolig historie, og filmen har heldigvis nok ammunition til at skyde sig fri af middelmådighedens fortærende krigsmaskine. Den når ikke til bunds i hverken sin samfundskritik eller karakterudvikling, men man er alligevel engageret i fortællingens absurditeter. Bevæbnet med tempo, kulør og tilstrækkelige grin skal Todd Phillips ikke i denne omgang frygte et fatalt fejlskud.