Anmeldelse: Wonder

Bag overfladen gemmer "Wonder" på en overraskende tankevækkende og rørende fortælling om den moderne kernefamilie

Skolegården. De fleste vil nok tænke tilbage på det som zonen, hvor der var leg og ballade. Hér vil nogle formentligt også huske mobning og slagsmål, navnligt hvis man skilte sig ud som offer eller bølle. Som så meget andet i livet ses kun toppen af isbjerget i frikvarteret. "Wonder" træder et skridt ud og belyser med overraskende finesse forskellige mennesker fortællinger for at få os til at forstå individers motivationer bagved handlinger.  

Auggie (Jacob Tremblay) er ikke normal. Den 10-årige knægt er født med deformt ansigt, der har medført 27 operationer siden fødslen og forhindret ham i at gå i almindelig folkeskole. I stedet har Auggies mor (Julia Roberts) passet og undervist ham, samtidig med at resten af familien har rettet sig ind efter den mindste i familien. Nu er han blevet klar til at starte i femte klasse på en almindelig skole. Hverdagen viser sig fra start at være hård, når man er så anderledes, og byder på masser af udfordringer for både Auggie, skolekammeraterne og familien. At komme ud blandt andre mennesker kræver også, at den lille dreng ikke længere er familiens absolutte omdrejningspunkt, hvilket ikke kun han skal vende sig til, men også mor, far (Owen Wilson) og ikke mindst storesøsteren Olivia (Izabela Vidovic), der altid har stået i skyggen af sin lillebrors handikap.

Med "Wonder" følger instruktør Stephen Chbosky tematisk op på én af årtiets bedste amerikanske ungdoms-indiefilm, "The Perks of Being a Wallflower", som han tilbage i 2012 selv skrev, instruerede og producerede. Hvor Chboskys første film fulgte tre college-teenageres dannelseshistorier, flakker vi denne gang narrativt rundt i en hverdagslig rammefortælling hos ikke alene Auggies middelklassefamilie, men også nære venner og klassekammerater. Personer nuanceres, og hemmeligheder røbes – og publikum tages alt for meget i hånden.

Auggie er omdrejningspunkt som tematiske antrit. Som enhver anden sund dreng har han drømme om at blive noget bestemt som stor – nemlig astronaut. Selvom det er svært andet end at have ondt af en 10-årig knægt med ødelagt ansigt, er han solen i sit eget solsystem: En egoistisk tween, der er forvent med, at alle bekendtskaber har hver deres tilpasningsdygtige planetbane rundt om netop ham. Fortællingen er som en stafet, hvor historien konstant overleveres og skifter retning. "Wonder" er et spændende formeksperiment ud i de narrative tråde med en nærmest litterær alvidende fortællerstemme, der kalder på forståelse frem for at pege fingre.

Måske fordi "Wonder" leger så meget med plotstrukturen, ender den også med at undervurdere sit publikum. Jo, det ér en amerikansk film, der skal tale til alle. Filmens score er dog ganske enkelt ulideligt ud i ledemotiver, når der dikteres, hvad vi skal føle. Ikke at det er nødvendigt overhovedet – med Brooklyn overfarvet til ukendelighed i sindig pastel og solide pædagogiske præstationer fra Julia Roberts og Owen Wilson. Filmens sidste femten minutters belærende tone grænser til det opkastvækkende og trækker derfor ned. Imponerende er dog de mange helt unge skuespillere. Jacob Tremblay leverer varen igen efter "Room", mens Izabela Vidovic og allestedsværende Noah Jupe er blandt de mest iøjnefaldende lovende talenter, som lover godt for en ny generation. Lad os håbe, at både besætningen og Stephen Chbosky næste gang ikke behøver at trave ud ad overforklaringens vej igen.

Forbavsende sympatisk, kreativ fortalt, inspirerende. "Wonder" er en rigtigt fin lille feel-good-film med et tankevækkende effektivt budskab om forståelse for andre mennesker og ikke mindst lempelse af navlepilleri. Var det ikke for særligt den ledende underlægningsmusik og ikke mindst den rædsomme slutning, havde vi at gøre med et vidunder af en sød film. Mindre kan dog også gøre det.