Anmeldelse: Wonderstruck
"Wonderstruck" er et ret passende navn, til en film der forsøger netop at give denne følelse, altså ramt af vidunder
Todd Haynes tog filmverden med storm, da den amerikanske instruktør for snart to år siden dukkede op på Cannes med det lesbiske kærlighedsdrama "Carol" og senere nød godt af Oscar-opmærksom. Nu er Haynes så tilbage. Med et totalt stilskift på alle måder, kan man vist roligt sige. Han fortolker nemlig Brian Selznicks bog og manuskript "Wonderstuck". Og lad det være sagt med det samme: forvent intet som i "Carol", for så bliver du skuffet.
"Wonderstruck" fortæller sideløbende to hovedpersoners forskellige historier set i børnehøjde. Det er nemlig en døv pige og en jævnaldrende dreng, men i to meget forskellige tidsperioder. Begge søger de efter svar på hver deres store (fælles)spørgsmål og tager derfor ud på hver deres rejse for at opsøge viden og vished. En rejse, der viser sig at være noget af en udfordring, når man ikke kan kommunikere som alle andre omkring én, og en rejse, der overrasker med et noget uventet resultat.
Film om døve er en vanskelig størrelse, hvorfor det heller ikke er, hvad der laves flest af. Fransk film forsøgte sig for år tilbage med den halvkluntede og dog charmerende "Familien Bélier". Hvor dén benyttede sig af en hovedkarakter, der tolker på tegnsprog, kæmper hovedpersonerne i "Wonderstruck" med forståelse og udtryk, da de her ikke kan tegnsprog. Derfor kommer dialog til udtryk på en spøjs facon.
Musik og lyd er blandt de helt stærke sider af "Wonderstruck". Den flotte lydside benyttes nemlig skarpt og effektivt som fortællemæssigt virkemiddel og som hjælp til at underbygge de døves manglende udtryk og forståelsesevne. På plussiden er også de to perfekt castede børn, hvor den ene er døv i virkeligheden og derfor aflagde en såkaldt døve-audition.
Men hvordan er livet som døv og barn? Det ses sjældent, at der tages udgangspunkt i handicappede hovedkarakterer og deres sanseindtryk. Selznicks og Haynes forsøger at gøre netop dét, hvilket egentlig også lykkes hen ad vejen. Indtil historien tager fokus fra dét, der ellers fungerer. For indtrykket af storbylivet som døv og barn fanges lige akkurat, og noget særligt anes kort, inden virvaret vrimler videre. Hele temaet kædes nemlig sammen med talefilmens fødselstidspunkt. En kobling, der ender med at blive påklistret og klodset fortalt.
Det lykkes aldrig helt for den at nå ind til vidunderet. Hvis altså det overhovedet var målet. Todd Haynes skifter nemlig stil og stemning flere gange, hvilket i sidste ende forvirrer mere end det gavner historiens fortælling – og på den vis kaster sig ud i at være noget helt andet, end den er.