Der er så, SÅ mange problemer med den film og X-Men franchisen i det hele taget, at man godt kan forstå, at de overvejer at reboote skidtet, når Logan er ude.
Og jeg forstår sgu godt, at du var ved at falde i søvn, den er jo rockerkedelig.
Anmeldelse: X-Men: Apocalypse (3D Blu-ray)
Tusind tak, Bryan Singer! Du har omsider lukket et sår, der har været åbent og betændt, lige siden du pludselig skred fra "X-Men"-franchisen for ti år siden. Efter Singers første, hæderlige "X-Men" og instruktørens decideret sublime "X-Men 2" blev den talentløse Brett Ratner hyret til at erstatte Singer, som var blevet lokket væk af en sejlivet barnedrøm: muligheden for at lave en Superman-film. Og ovenpå Ratners middelmådige "X-Men: The Last Stand" har fans i årevis spekuleret over, hvor god treeren kunne have været, hvis blot Singer var blevet om bord. Men nu kan vi altså endelig droppe det triste tankespind om en hypotetisk tiptop treer, for med "X-Men: Apocalypse" har den tilbagevendte Singer faktisk "undergået" Ratner og skabt seriens nye bundprop. Puha.
Hvor skal man dog starte i en analyse af en film med så mange åbenlyse brister? Hvad med den på én gang klodsede og usmagelige scene, hvor flere superskurke iført grinagtige trikoter besøger Auschwitz? Eller måske det fjollede faktum, at ingen af filmens figurer er blevet én dag ældre i de 20 år, der er gået siden deres første eventyr i "X-Men: First Class"? Måske bør man først tage hånd om titelrollen: skurken Apocalypse, der ligner en forvokset smølf og virker nøjagtigt lige så ufarlig, og som efter flere tusinde års underjordisk dvale åbenbart lærer alt om menneskeheden anno 1983, da han blot berører et faldefærdigt, flimrende billedrørs-tv. Apocalypse er simpelthen endnu en fuldkommen forglemmelig Marvel-slyngel, der vil smadre verden "bare fordi".
Men ovenstående minusser er rene bagateller i forhold til filmens største problem: det forvoksede persongalleri. Jovist, store ensembler har optrådt i alle "X-Men"-film, inklusive de vellykkede, men Singers "X-Men" og "X-Men 2" fungerede, fordi de trods alt havde et klart omdrejningspunkt: Hugh Jackmans fandenivoldske Wolverine. Jackmans dragende pragtpræstation som den forpinte mutantmand med huller i hukommelsen var et stærkt fundament, som nærmest alt andet udsprang fra. I "X-Men: First Class" var der så fokus på det spændende, spirende venskab (og fjendskab) mellem de gode og onde mutanters ledere in spe, Professor X og Magneto, og d'herrers duellering var også dramaets stærke drivkraft i seriens forrige kapitel: "X-Men: Days of Future Past".
Fokus og drivkraft er til gengæld klare mangelvarer i den x-tremt rodede "X-Men: Apocalypse", som skifter location, historie og hovedperson, som en 8-årig zapper mellem kanaler. Vi har den nybagte familiefar Magneto, der kæmper med at opretholde sin falske identitet som menig smed på en polsk fabrik. Vi har Professor X, der kæmper med kærligheden. Vi har den blåhudede Mystique, som kæmper med en uvant lederrolle. Vi har den lynhurtige Quicksilver, som kæmper med sin fars fravær. Vi har den synske Jean Grey, som kæmper med sine frygtelige mareridt. Og så videre, et cetera og så fremdeles... Alle de kampe blegner dog ved siden af min egen, personlige kamp for at holde mig vågen under dette udmattende virvar af kedelige, kolliderende historier.
Det ekstremt rodede narrativ gør, at vi aldrig kommer ind under huden på de nye karakterer, mens de gamle står tilbage som udhulede ekkoer af forgængernes overlegne karaktertegninger. Det er slet ikke til at fatte, at en habil filmmager som Singer har lavet dette forhastede juks med et skrækkeligt klimaks, hvor alle følelser og karakterer drukner i hæmningsløst, computerskabt ravage. Filmen holdes kun over vande af en pragtfuld prolog, et par gode præstationer (jeg bliver aldrig træt af at se Michael Fassbender brillere som den evigt oprevne Magneto) og en veldrejet actionsekvens med førnævnte Quicksilver i centrum, der dog – ganske sigende – efteraber en ældre "X-Men"-scene. Beklager, Bryan, men denne franchise Singer tydeligvis på sidste vers!
BILLEDE & LYD
Her er ikke ét eneste skud, der ikke står knivskarpt i HD og rummer en forbløffende detaljerigdom. Farverne er appetitlige og naturtro, kontrasten er eminent, og hverken banding, støj eller edge-enhancement forekommer. 3D-billedsiden imponerer også med en generelt behagelig og besnærende dybde, som aldrig er overdrevet. Den computerskabte introsekvens er simpelthen en herlig, visuel rutsjebanetur i 3D! Det engelske DTS-HD Master Audio 7.1-mix er ofte vidunderligt bombastisk, og alle replikker, lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem. Men i filmens mere stilfærdige scener savner man dog til tider et lidt mere raffineret, detaljerigt lydbillede.
EKSTRAMATERIALE
Her er i alt 28 minutters forlængere/slettede scener, som Bryan Singer introducerer, og flere af dem er faktisk udmærkede – inklusive en sjov storcenter-montage og en rørende scene med Fassbender, som Singer da også indrømmer, var svær for ham at sakse (man forstår heller ikke, hvorfor han gjorde det). Singer har også indtalt et informativt kommentarspor sammen med manuskriptforfatter Simon Kinberg. Skivens seks minidokumentarer varer i alt 64 minutter og kommer relativt godt rundt om filmens forskellige facetter, også selvom det hurtigt bliver trættende at høre filmens skabere og skuespillere skamrose deres makværk. Desuden er her tre trailere, tre billedgallerier, fem minutters tilfældige "bag om kameraet"-klip og godt otte minutters ganske fornøjelige fraklip.
