Anmeldelse: You Were Never Really Here
Lynne Ramsay er en decideret nådesløs, men også frygtløs instruktør, og det kan ses i hver en scene i "You Were Never Really Here".
Lynne Ramsay er en af de få instruktører, der i sandhed er vigtige for moderne filmkultur. Hun beskriver vold som en stille æstetik og kan skildre et smadreorgie som et kunstværk på en stille søndag. Det er også tilfældet i hendes seneste film, "You Were Never Really Here", som er et mareridt, der bliver ved og ved, men som samtidig er en film, der giver håb til de forhåbentlig mange andre film, der vil komme fra Ramsay i fremtiden.
Den tidligere soldat Joe er såret. Han er såret i livet og i et sind, der for evigt synes at være mærket af brutale begivenheder i hans fortid, der figurerer i en nutid, der er præget af posttraumatisk stress. Hans job består nu af samme brutalitet, når han er ude for at finde forsvundne piger. En af dem er datter af en politiker. Hun er blevet kidnappet og taget til et bordel. Men da han finder hende i en redningsmission, opdager han hurtigt, at tingene ikke altid er, som de ser ud til.
Lynne Ramsay er en decideret nådesløs, men også frygtløs instruktør, og det kan ses i hver en scene i "You Were Never Really Here". Med Joaquin Phoenix har hun fundet sin perfekte skuespiller til at bære den vægt, der befinder sig i centrum af hendes nyeste værk. Det er hans mutte væsen og voldelige, men sørgende optræden, der giver "You Were Never Here" et hjerte, der ellers måske ville blive tabt et sted i al smerten.
Når "You Were Never Really Here" på mange måder handler om interne pinsler, og hvordan vi vælger at håndtere dem, er det også på grund af de levende billeder, der bliver brugt til at forvirre vores sanser for at gøre historien mere tydelig. Ligesom Joe går den brutalt til angreb på sit publikum, men er også en film, der bærer på en morale, den ønsker at sætte endeligt på dagsordenen. Ramsay er en politisk instruktør, der ikke ønsker at pege fingre, men fortælle historier om konsekvenserne af de valg, vi træffer for os selv og andre her i livet.
Der er ikke meget håb at spore i "You Were Never Really Here", ligesom dens visuelle stil ikke lader megen solskin ind mellem sprækkerne. Den vrede, Joe bærer rundt på, er også at finde i dialog og handling, og på den måde agerer "You Were Never Really Here" som en hidsig demonstrant i en pacifistisk demonstration. Man lægger mærke til demonstranten, fordi han slår igennem mure, mens de andre kun synes at se på. Og sådan er det her.
Volden har en mening i "You Were Never Really Here", for Ramsay ønsker ikke kun at skabe et medrivende drama. Hun ønsker at skabe et værk, der bruger hver en metode, filmmediet har ved hånden, så hun kan komme til at sige de ting, levende billeder kan levere så rammende. Ramsay har noget på hjerte, og sammen med Joaquin Phoenix bruger hun vrede som en måde at sige det bedst.