Wow - lyder bedre end jeg turde håbe.
Anmeldelse: Culprits (Disney+)
Britisk heist-serie er både ubønhørligt, uimodståeligt og næsten ulideligt spændende.
Opskriften i heist-historier er altid den samme. Uanset om det så er en munter indbrudsfilm som "Ocean’s Eleven", en actionbasker om fartglade tyveknægte som "Fast Five" eller en hypnotisk hjernevrider som "Inception". Vi møder altid nogle charmerende forbrydere, der stabler et team på benene, før de udtænker og så gennemfører et heist – et storstilet kup. Måske er det netop genkendelsens glæde, der gør nichegenren så tillokkende. Dét og så også det enormt tilfredsstillende ved at se en gruppe kompetente mennesker udføre en opskrift, som var de deltagere i "Criminal MasterChef", hvor tidsfrister og forhindringer truer med at få planen/souffléen til at falde sammen. Seneste skud på stammen er heist-serien "Culprits".
Ingredienserne i "Culprits" er også genkendelige. Men serien minder mere om en ultrastærk hot sauce end et regulært måltid – for ligesom når man nyder en velsmagende, men også smertelig chili, så ligger der nærmest en masochistisk nydelse i at se en serie, som er så sindsoprivende spændende. Hvor realismen er så mærkbar, og hvor vi har fået en så stærk relation til karaktererne i farezonen, at man tit ville ønske, at man kunne dulme intensiteten med en tår mælk. "Culprits" påvirker ganske vist nerverne og ikke smagsløgene, men komponenterne i dens opskrift – fra det gennemgående superbe skuespil over de eminente actionscener til Marc Canhams herligt 80'er-agtige synthmusik – efterlader en så fandens god smag i munden, at man hele tiden hungrer efter mere chili. Også selvom det gør lidt ondt.
Kokken bag "Culprits" er den exceptionelle britiske filmmager J Blakeson. Med debutfilmen "The Disappearence of Alice Creed" udvandt han nerveflænsende spænding af et scenarie med blot tre mennesker på ét sted. I 2020’s "I Care a Lot" fyldte han vores årer med adrenalin med et usædvanligt opgør mellem en gangsterboss og en iskold tilsynsværge. Kort sagt: Blakeson er en fænomenal thriller-mager med et jerngreb om genrens arketyper og virkemidler.
Her i "Culprits" bruger Blakeson særligt to køkkenredskaber til at trænge ind under huden på os og ruske i både vores hjerter, hjerner og nervesystemer: kronologi og karakterer. Ligesom i genrens største perler er hvert eneste medlem af tyveslænget hér en drøncharmerende delinkvent – herunder den skydeglade våbenekspert Psycho, den kække kamæleon Officer, den toptjekkede teamleder Diane Harewood og den bomstærke lejesvend Joe, som får kaldenavnet Muscle af åbenlyse årsager.
Joe er det tætteste, vi kommer på en hovedperson. Vi følger ham indledningsvist i USA, hvor han tilsyneladende er en helt almindelig fyr med to søde papbørn og en forlovet. Blakeson springer dog hyppigt frem og tilbage i tiden – før, under og så også tre år efter indbruddet. Med denne unikke kronologi får Blakeson os først til at falde for nutidens forelskede, empatiske Joe, som skuespilleren Nathan Stewart-Jarrett både indgyder en indtagende sårbarhed og styrke, hvorefter vi møder hans frygtindgydende fortids-jeg, som kompromisløst kæmper sig ind i et bevogtet boksrum. Sensationelle Stewart-Jarrett er primært kendt fra teateret, men oven på "Culprits" har han med garanti en glorværdig filmkarriere i vente.
I nutiden bliver Joe & Co. jagtet af en ranglet lejemorder iført lilla joggingtøj og en kridhvid maske. Det lyder måske ikke som en faretruende skurk, men dette tavse, grusomme gespenst kommer til at hjemsøge dine mareridt i dagevis. Dræberen, der blot er kendt som Devil, myrder tyvene én efter én. Hvorfor? Er han ude efter det stjålne tyvegods? Hævn? Og kommer han udefra, eller er han måske en af tyvene? Hvorom alting er, så får Blakeson elegant sammenvævet nutidens kamp for overlevelse med fortidens forsøg på at score kassen, og således giver han os to gribende krimisagaer i én fremragende spændingsserie. Heist-fortællinger à la de førnævnte perler har det med at være enormt virkelighedsfjerne. Det er ofte en del af eskapismens charme.
Men i "Culprits" er skuespillet og dialogen så naturalistisk, og æstetikken så rå og dokumentarisk, at man nærmest selv føler sig til stede i scenerne. Også fordi Blakeson ofte gør plads til fejl og tilfældigheder, som man sjældent oplever i konstrueret fiktion, men som blot styrker den følelige autenticitet. Derfor er det desværre ekstra tydeligt, når filmmagerne meget sjældent træffer et utroværdigt valg. Såsom, da en ellers forsigtig lejemorder pludselig opfører sig forbløffende skødesløst for at give scenen lidt ekstra, unødvendig vildskab.
Mens snigmorderen Devil er en tv-skurk til historiebøgerne, så introduceres vi også for en anden, virkelig karikeret slyngel, som passer bedre ind i en ældre Bond-film end i en serie, der ellers bugner af forfriskende virkelighedstro figurer. Men minusserne er altså få og små, og "Culprits" er derfor blot et mulehår fra at nappe en topkarakter. I en tid, hvor alt for mange tv-serier fortsætter efter deres udløbsdato, er der simpelthen ingen gode undskyldninger for ikke at sluge alle otte episoder af denne mægtige miniserie, som ikke har ét gram overflødigt fedt.
'Culprits' kan ses på Disney+, hvor alle seriens otte afsnit netop er landet.
