Forum - Forum-tråd: Cinematografi tråd

Cinematografi tråd

  • ★★★★0

    Lidt nørderi :) Hvad er jeres top-5? 

    1) Roger Deakins
    Den ubestridte konge af cinematografi. Muligvis den mest prominente DP nogensinde. Roger Deakins har et ganske imponerende CV bag sig og med hele 13 oscar nomineringer - 0 wins. Men det kommer! Han er for mig i særdeleshed kendt for sin ekspressionistiske leg med lys og skygge, som de nærmeste konkurrenter ikke kommer i nærheden af. Utrolig colorgrading proces på filmen 'O brother, where art Thou', der understøtter flot dusty 30's era. Og sådan kunne jeg hive det ene eksempel frem efter det andet på virtuost filmarbejde.

    2) 'Chivo'
    Ingen tvivl om, at Lubezki er en sand kunstner, der nærmest har et lyrisk filmsprog og har fotografens øjne. Han udnytter fornemt dagens muligheder indenfor teknologi og skyder digitalt. Har ingen nostalgisk forhold til 'filmgryn' som nogle andre og satser på maksimal klarhed og detaljegrad. Kendt for at presse citronen med vidvinkel optik og går efter den naturlige lyskilde. Lange one-takes er også en af de ting, som jeg beundrer ham for. Man er ikke i tvivl om, når 'Chivo' er ombord med så markant en stil. Han har 3 oscars stående på hylden, men der er flere i vente.

    3) Janusz Kaminski
    Den trofaste Spielberg-DP. De har udrettet flere filmiske mirakler. Hans brug af 'backlighting' er enestående og han vægter atmosfære højt i en sekvens. Bedste bedrift, hands down, må være arbejdet på 'Saving Private Ryan'. Man kunne have satset på en 'flottere' hollywood version med det helt brede format, men de gik i den modsatte grøft og satstede på desaturering af farverne, en såkaldt 'bleach bypass-effekt', som i den grad understøtter en håbløs og trøstesløs situation. Kompromisløst kameraarbejde med håndholdt kamera og nærbilleder, der bringer os tættere ind på soldaterne. Kameraet har aldrig før eller siden, indfanget krigen så realistisk, så grimt og så overbevisende. Hans CV er solidt.

    4) Robert Elswit
    Kendt for sit gode samarbejde med instruktør PTA. Han sigter efter en naturlig, in-camera proces med høj opløsning og detaljegrad. Kameraet er for det meste altid i bevægelse med imponerende tracking-shots. Filmene bærer ofte præg af en god, klassisk filmlook, som de fleste kan værdsætte. Hans arbejde er helt sikkert mere komplekst end som så. Bedste arbejde var på filmen 'There Will Be Blood'. Men jeg var ligeledes imponeret over de fabelagtige nattescener i 'Nightcrawler', en af hans seneste film.

    5) Tak Fujimoto
    Mest kendt for sit arbejde på 'The Silence of the Lambs', men hvilket et. Har en helt særlig måde at skyde dialog-scener på og kommer helt tæt på sit motiv. Bryder ofte den fjerde væg. En ting er sikkert og det er, at ingen andre har så markant en fotografisk stil. Arbejdet på 'The Sixth Sense + Signs' er ligeledes fremragende.

    Babo 4-02-17 19:32

  • ★★0

    Med risiko for igen at blive ignoreret når jeg skriver noget positivt til Babo:

    Fed idé til en tråd! Jeg kommer lige med nogle af mine egne favoritter imorgen.

    BN 4-02-17 23:23

  • ★★★★0

    Du er skam ikke ignoreret. Var du det, fik du det at vide med store ord :)

    Kom helt fra at sige tak i den anden tråd, nu du nævner det. Men tak. Dejligt at høre. Kom endelig med dine bud og helst med lidt tekst tilknyttet. 

    Babo 5-02-17 00:19

  • ★★★★0

    Fed idé til en tråd! Jeg kommer lige med nogle af mine egne favoritter imorgen.

    Jeg glemmer altid at spørge, hvilket år :)

    Babo10-02-17 18:27

  • ★★0

    Det er mig umuligt at sætte de fem cheffotografer, jeg har valgt, i rangerings-rækkefølge, så min liste kan "kun" bruges til at vise hvilke fem, der har gjort størst indtryk på mig:

    Emmanuel Lubezki

    Han har været DP på min favoritfilm over dem alle, 'The Tree of Life', og det, som Filmlands anmelder Per Juul Carlsen i den forbindelse har sagt om instruktøren Terrence Malicks filmsprog, kunne ligeså godt siges om Lubezki, nemlig at han i denne film har "skabt en helt forrygende flydende og sanselig stil, der er en ren nydelse at flyde med i." Det skiftevis flagrende og glidende kamera gør billederne utroligt livagtige eller nærværende, som om det er noget der sker lige foran én. Min indlevelsesevne hjælpes i helt fantastisk grad af Lubezkis billeder. Malick og Lubezki fortsatte denne stil i 'To the Wonder', en svagere, men stadig udmærket filmisk "lillebror" til 'The Tree of Life'. ... Lubezki har også været DP på 'The Revenant', hvor billedsiden også var usædvanlig livfuld og skarp, og hvor brugen af naturligt dagslys var med til at filmen til en ekstraordinær visuel oplevelse. Og sandelig om han ikke har stået for billedsiden på flere af mine favoritfilm: 'Meet Joe Black' og 'Gravity'.

    Janusz Kaminski

    Alene to film er for mig nok til at have ham med her på listen, fordi det er to af min største favoritfilm: Hans ofte nærmest dokumentariske billedstil til 'Schindler's List', hans uforglemmelige brug af sorthvide billeder, der indimellem fik filmen til at ligne en film fra de gode, gamle Hollywood-dage, før farvefilmene blev dominerende, men som også effektivt blev brugt til at fremmane gruen og rædslerne i forbindelse med fangelejrene og kz-lejrene. OG hans håndholdte kamera og trøstesløse, afblegede farvebilleder til 'Saving Private Ryan'. Aldrig har jeg følt mig nær på og inddraget i krigens rædsler som i denne film. Der er noget "europæisk" over begge disse film, nemlig deres tunge, deprimerende stemning, og det er i særdeleshed Kaminskis billeder og kameraføring der skaber denne (naturligvis perfekt assisteret af John Williams og hans musik). Kaminski overførte på genial vis noget af denne triste, afblegede farvepalet eller billedstil til den efter min mening forrygende scifi-thriller 'Minority Report'. Og jeg har også nydt hans arbejde på 'War of the Worlds', 'Munich' og 'Catch Me If You Can'.

    Robert Burks

    Hvorfor er billeder og scener fra Alfred Hitchcocks film fra 1950'erne og 60'erne altid så nemme at genkende? Jeg har tidligere været tilbøjelig til mene, at det er på grund af Hitchcock. Men selvom der bestemt også er en sandhed heri, vil et mere dækkende svar nok være: På grund af Robert Burks, der var cheffotograf på langt de fleste af Hitchcocks film fra perioden 1951-1964. Med sine ofte smukke og elegante billeder og indstillinger var han med til at gøre disse film til en udsøgt oplevelse. Hans fotografering var utrolig stilfuld og derfor meget karakteristisk. En uendelige række af ikoniske billeder er hvad han nåede at skænke verden før sin alt for tidlige død i en brandulykke. Det var især Hitchcocks sene film, der gjorde mig forelsket i filmens verden, og disse film vil for mig altid stå som indbegrebet af filmmagi. Så derfor er Robert Burks med her på listen.

    Andrew Lesnie

    Når man taler om smukke og uforglemmelige billeder, er der ingen vej udenom Andrew Lesnie. Med sine billeder til Peter Jacksons første Middle-earth-trilogy var han med til at forny fantasy-genren og præge den endog mange år efter Lord of the Rings-filmene. Og han leverede et ligeså fantastisk stykke arbejde til de tre Hobbit-film. Ligesom i tilfældet med førnævnte Robert Burks kan man altid hurtigt identificere et af hans skud eller billeder fra disse film, da det er det ene ikoniske og/eller karakteristiske billede efter det andet. Han var også DP på Jacksons 'King Kong' og de to 'Babe'-film, så for mig var han den nok hidtil bedste billedmager til eventyr- og fantasy-film.

    Roger Deakins

    Han har flere gange lavet film, der foregår i 1940érne og 50'erne (bl.a. 'The Hudsucker Proxy', 'The Shawshank Redemption', 'Revolutionary Road' og 'Hail Caesar'),  og han er en mester i at lave billeder, der indfanger æstetikken og tidsånden fra dengang. Hans billeder til film som 'The Village' og 'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford' er helt unikke, ligeså forskellige de er. Hans arbejde på 'Skyfall' gjorde den til en af de visuelt flotteste Bond-film nogensinde. Og så har Deakins jo også stået for billedsiden til sådanne film som 'A Beautiful Mind', 'Prisoners' og 'Sicario'. At der blandt hans arbejder kan findes hele fem film, som hører til mine favoritfilm, understreger for mig at se, hvor vigtig og dygtig en filmhåndværker Deakins er.

    BN15-02-17 20:03

  • ★★★★0

    Vi har da nogle af samme navne på listen :) Jeg har ikke nærstuderet Robert Burks arbejde godt nok til at udtale mig på et dybere plan. Mht Andrew Lesnie, så kan jeg ikke helt afgøre, om han har nogle særegne kvaliteter eller blot er udmærket håndværker. Umiddelbart ser jeg ikke en særegen filmisk stil, som får ham til at skille sig ud. Bedste arbejde må naturligvis være på den første LOTR. 

    Babo15-02-17 20:44

  • 0

    Fed tråd. :) Fem hurtige fra mig her i pausen til Champions League:

    Sven Nykvist

    Favoritfilm: Persona, Fanny & Alexander og Offret

    Kendetegn: En mester, når det gælder subtil lyssætning.

    Emmanuel Lubezki

    Favoritfilm: The Tree of Life, The Revenant og The New World

    Kendetegn: Fantastiske flydende kamerabevægelser

    Freddie Young

    Favoritter: Lawrence of Arabia, Doctor Zhivago

    Kendetegn: Kongen af wide shot'et

    Roger Deakins

    Favoritfilm: No Country For Old Men, Kundun, Sicario

    Kendetegn: Understøtter altid fortællingen først og fremmest. Hans billeder er aldrig flotte alene for at være flotte.

    Vittorio Storaro

    Favoritfilm: Apocalypse Now, Il Conformista, The Last Emperor

    Kendetegn: Innovative kompositioner og eksperimenterende farvebrug.

    Morten Møller Bertelsen15-02-17 21:43

  • ★★★★0

    Selvom jeg ikke var så begejstret for filmen Conformista, så var den interessant rent kompositionelt. 

    Babo15-02-17 21:54

  • 0

    Selvom jeg ikke var så begejstret for filmen Conformista, så var den interessant rent kompositionelt. 

    Jeg er ret vild med den, selvom jeg lige skulle vænne mig til, hvor kold den er. Især visuelt er den, som du også nævner, helt uovertruffen.

    Det skal siges, at de film, jeg har udvalgt, er valgt udelukkende for det visuelle og ikke for deres generelle filmiske kvaliteter. Fx er Kundun en af de Scorsese-film, jeg bryder mig mindst om.

    Morten Møller Bertelsen15-02-17 22:18

  • ★★★★0

    Jeg regnede også med du havde valgt på baggrund af det visuelle. 

    Conformista var mig nemlig ret kold oplevelse. Det havde også været tilforladelig, havde filmen fænget, men gjorde den desværre aldrig, uden jeg sådan helt kan sætte finger på, hvad der konkret fejlede. 

    Babo15-02-17 22:31

  • ★★★★★★0

    Conformista var mig nemlig ret kold oplevelse. Det havde også været tilforladelig, havde filmen fænget, men gjorde den desværre aldrig, uden jeg sådan helt kan sætte finger på, hvad der konkret fejlede. 

    Måske var der intet der "konkret fejlede". Måske var den bare ikke dig, altså faldt i din smag? Simple as that?

    T. Nielsen15-02-17 22:49

  • ★★★★0

    TN - det er ikke usandsynligt. 

    Og så en kommentar til Lubezki. Hans bedste arbejde var på 'Children of Men' for mig. 

    Babo15-02-17 23:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen