Så fik jeg langt om længe lavet min top 10 over de bedste film jeg har set i 2018. :)
Med undtagelse af "Wonder Wheel" der havde premiere 25 december 2017, har de andre haft premiere i 2018 i enten biografen, på Netflix eller på BD/DVD. For sidstnævntes vedkommende er der tale om film, der har styret uden om almindelig biograf-premiere.
10. Kodachrome
Mark Rasos opfølger til succes-filmen "Copenhagen" er en klassisk roadmovie, der på en både stilfærdigt og yderst charmerende, men også hjerteskærende og rørende vis, tager et nostalgisk tilbageblik i bakspejlet for at hylde de gode gamle analoge dage og en tid med mere tid til nærvær. Dette bliver dog kløgtigt vendt på hovedet i den nutidige fortælling, hvor nostalgi er én ting men realiteterne noget helt andet og langt mere alvorligt, da filmens hovedperson - pladeproducenten Matt Ryder - konfrontere sin gamle og dødeligt kræftsyge far, mesterfotografen Ben Ryder, som han har et mildt sagt meget anstrengende forhold til, for at tage på en sidste og muligvis forsonende rejse sammen til det eneste sted i USA, som stadig er i stand til at fremkalde de gamle analoge kodachrome filmruller, der for Matts vedkommende gemmer på en større hemmelighed.
Som den lettere fortabte og indebrændte Matt Ryder, er det er en fornøjelse at se Jason Sudeikis i en mere alvorlig rolle, hvilket han gør særdeles overbevisende og især i de scener, som han har sammen med Ed Harris, der spiller hans knarvorne, mavesure og provokerende fader. Ed Harris spiller ganske enkelt fantastisk i denne rolle og formår med hans store erfaring at løfte det forholdsvis traditionelle plot op i en sådan grad, så man flere gange undervejs sidder med en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. For der er i høj grad tale om en film her, som først og fremmest må fremhæves for sine stærke skuespilspræstationer, hvilket stortalentet Elisabeth Olsen da også understreger nok engang i den tredje hovedrolle som faderens sygeplejerske Zoe, der må lægge øre til lidt af hvert på deres fælles dannelsesrejse gennem landskabet.
9. Mean Dreams
Nathan Morlandos seneste værk tager sin begyndelse som en umiddelbar ligefrem og ganske uskyldig og tilforladelig coming-of-age fortælling, da man introduceres for filmens to unge protagonister i skikkelse af den hårdt arbejdende men rodløse Jonas Ford - der slider og slæber på familiens gård langt ude på bøhlandet - og den charmerende men lettere underkuede Casey Caraway, der ud over at være flyttet ind på nabogrunden også er datter af det lille nordamerikanske landsbysamfunds nye politichef. Skønt det at husene og omgivelserne alle er nedslidt og i lettere forfald, er stemningen til at starte med i skildringen af de to teenageres romance både stilfærdig hyggelig og håbefuld romantisk, men alligevel er det som om, at der under overfladen er et eller andet ravruskende galt mellem Casey og hendes far.
Efterhånden som handlingen eskalerer forvandles stemningen da også gradvis over i at være mere og mere ubehagelig og tryggende, da Nathan Morando på en både medrivende og følelsesmæssig voldsom facon tager et skarpt sving og styrer filmens handling over i en blanding af moderne western, film noir og intens thriller, der vil fremprovokere svedige håndflader og hjertebanken hos de fleste. Som det unge par på jagt efter en bedre tilværelse og den amerikanske drøm, er både Josh Wiggins og Sophie Nelisse fremragende castet og er begge i besiddelse af en troværdighed og nærvær der gør, at man hurtigt er investeret fuld ud i deres karakterers barske og brutale dannelsesrejse. Desuden byder "Mean Dreams" også på et yderligere trumfkort i skikkelse af veteranen Bill Paxton som den kyniske og dominerende far og politichef.
Bill Paxton - for hvem dette desværre blev hans sidste film - leverer nemlig en helt igennem fremragende tour-de-force præstation, der er både fascinerende og skræmmende på én og samme tid og som suverænt sætter en tyk streg under, hvilken verdensklasse-skuespiller han var.
8. The Ballad of Buster Scruggs
Jeg kunne rigtig godt lide "The Ballad of Buster Scruggs", som var et herligt kludetæppe af moralske skæbne-fortællinger gennemsyret af en greatest hits atmosfære, hvor stort set hele Coen brødrenes bagkatalog kom i spil. Der var alt lige fra den tegneseriefilms inspirerede stil i "Arizona Junior" til den galgenhumrostiske stil i "Fargo", den nihilistiske tone fra "No Country For Old Men", den rå og vejrbidte stil fra "True Grit", samt de religiøse og eksistentielle aspekter fra "O Brother Where Art Thou?".
De tre bedste eksempler på dette var for mit vedkommende hhv. historien "All Gold Canyon" om den gamle guldgraver spillet af Tom Waits (her var scenen med æggene og uglen genialt fundet på i forhold til historiens morale), og historien"The Girl Who Got Rattled" om den unge Alice spillet af Zoe Kazan (som er en vidunderlig og håbefuld diametral modsætning til det vilde vest barske og nådesløse natur), samt historien "Meal Ticket" med Liam Neeson, hvis morale er så grum at det næste ikke er til at holde ud at se på.
Jeg fandt derfor den samlede fortælling i "The Ballad of Buster Scruggs" for meget underholdende og samtidig meget fascinerende på et eftertænksomt plan, hvor Coen brødrene på formidabel vis lykkedes med at udstille menneskets natur af positive såvel som negative sider.
7. Call Me By Your Name
På trods af at hverken den traditionelle coming-of-age fortælling og homoerotiske skildring af forbudt kærlighed er noget, som man har set utallige gange før på det store lærred, ændrer dette faktum absolut intet på at Luca Guagdianos afdæmpede og sensible sammenblanding af disse to klassiske temaer krøb helt ind under huden på mig og ramte mig lige i hjertet. Grunden til dette skyldes især to alt afgørende facetter som først kommer til syne på en ganske fortryllende og bedårende måde - illustreret igennem filmens visuelt smukke og sofistikerede billedside af en rundtur i det norditalienske landskab af pittoresk sommeridyl - som var så hypnotisk forførende og sofistikeret naturligt beskrevet, at det i sig selv indbød til at komme i den helt rigtige stemning af nyforelsket nysgerrighed og erotisk eventyrlyst.
Men det visuelle billedsprog er som regel ikke nok i sig selv til at kunne bære en film fra start til slut og derfor er det da også ekstra vigtigt i en type film som denne at have fundet de rette skuespillere, der ikke blot i deres eget udtryk og ageren men også i deres interaktion med hinanden er i stand til at formidle stærke følelser og desperat længsel på en måde, så man kan mærke det som tilskuer på trods af, at de to hovedroller begge må forsøge at kontrollere deres seksuelle impulser. Dette må man i den grad sige at både stortalentet Timotheé Chalamet, som den unge og uerfarne Elio, og den mere rutinerede Arnie Hammer, som den ældre og dybt charmerende gentleman, var i stand til på en meget overbevisende facon og jeg var derfor både grebet og rørt af deres pirrende og hjerteskærende romance.
6. Mission Impossible : Fallout
Christopher McQuarrie vender som den første instruktør i franchisen nogensinde tilbage bag roret på seneste kapitel i den efterhånden lange men evigt opfindsomme og derfor aldrig kedelige saga om den utrættelige MIF agent Ethan Hunt og hans herlige team. I et snørklet men aldrig forvirrende plot som fortsætter stort set direkte, hvor den forrige film “Rouge Nation” sluttede sendes Ethan og co. af sted på en ny mission som kreativt viklet ind i en god gammeldags koldkrigsagtig deroute - med dertil hørende skælmsk skyggeboksning og mistroisk maskespil - konstant sørger for at holde intensiteten ved lige i filmens mere stillestående scener og hjernecellerne på overarbejde hos tilskueren takket været et yderst velskrevet manuskript, der understreger et underliggende fundament af intelligent underholdning.
For uden dette særdeles velfingerende fundament bag havde filmen for mit vedkommende nemlig ikke gjort et ligeså solidt indtryk efterfølgende, som hvis det blot havde bestået af spektakulære action og stunt scener alene. Når action-scenerne så samtidig er udført med en nervepirrende og særdeles gåsehudsfremkaldende og fandenivoldsk potens, må man knibe sig selv i armen over, at det stadigt er muligt at lave så medrivende en film i så slidt en genre. Bl.a. gennem en smuk og velkoreograferet redigering og kameraføring får Christopher McQuarrie og Tom Cruise - i absolut topform - nemlig i fællesskab skabt noget der nærmer sig kunst i action-genren, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i en herlig brutal og hårdtslående nævekamp i en natklub i Paris, samt i den store finale over Kashmirs bjergterræn, som er et mesterværk i sig selv ud i åndeløs spænding der gjorde, at jeg næsten glemte at trække vejret et par gange undervejs.
"Mission Impossible : Fallout" er kort sagt en action/thriller i verdensklasse!
5. Wonder Wheel
Mesterinstruktøren Woody Allens nyeste film byder på alt det bedste fra den gamle ord-ekvilibrist, der i glorværdigt pulserende technicolor farver slår dørene op til et pragteksemplar på et filmet teaterstykke i samme dialog svulstige boldgade som Tennessee Williams klassikerne "Cat On a Hot Tin Roof" og "A Streetcar Named Desire". For det nærmest driver ned af væggene med indebrændte følelser og forliste drømme i "Wonder Wheel", hvis titel og varme muntre farver konstant står i en provokerende og drilsk kontrast til person-galleriets indre og ydre problemstillinger i dette falske paradis af en forlystelsespark på Coney Island, hvor Woody Allens harske og spydige familie og trekantsdrama udspiller sig med en veloplagt Justin Timberlake i rollen som filmens kække, alvidende og diabolske skæbnefortæller.
Woody Allen er kendt for igennem hele sin karriere at skrive fantastiske og mindeværdige karakterer til sine kvindelige hovedroller og Kate Winslets forsmåede og desillusionerede servitrice Ginny er absolut ingen undtagelse. Kate Winslet er kort sagt bragende god i en vaskeægte tour-de-force præstation, som en person der hele tiden er på bagkant med sit liv og sine drømme og hvor desperationen efter at opnå noget bedre - end det der i hendes øjne er en sølle eksistens - lyser ud af hver porer i hendes krop, mens de længselsfulde øjne blot bliver mere og mere sørgmodige at kigge på. Det slår ligeledes gnister når Kate Winslet slipper sin indre svinehund løs, og hun får sublimt modspil fra en mindst ligeså god Jim Belushi der virkelig får mulighed for at shine i en yderst velskrevet rolle som den brovtende og nedladende patriark, der ikke er i stand til at forstå sin kones behov.
Skulle dette, gud forbyde det, blive den sidste film man får at se fra Woody Allens hånd, kan man dog trøste sig med, at han i så fald slutter på toppen med et både vanvittigt flot visuelt og ekstremt velskrevet værk, der hører til blandt hans allerbedste film.
4. Roma
Alfonso Courons betagende sort/hvide kinematografisk forførende og nostalgiske tilbageblik på bl.a. sin opvækst i 70’ernes politisk kaotiske Mexico City er en dybt fascinerende rejse ind et land og en tidsperiode, hvor anarki og farer konstant synes at lure i horisonten skønt det, at den tilbagelænede og underspillede fortælling ikke lige umiddelbart lægger op til denne diabolske dødedans. Dette betyder at “Roma” i sit både visuelle og fortællermæssige udtryk bærer en kontrast, der efterhånden som filmens sparsomme handling eskalerer bliver mere og mere tydelig, alt imens brikkerne så småt falder på plads i det store manuskriptmæssige puslespil Alfonso Curon underfundigt har lagt rundt om skuespillerne.
Som "Romas" omdrejningspunkt og guide - i skikkelse af den underdanige og fåmælte tjenestepige Cleo - synes Yalitza Aparicio umiddelbart og præcis ligesom filmens langsommelige plot ikke af det store. Dette bliver der dog elegant og effektivt kompenseret for via skuespillerindens hypnotiske naturlighed og skrøbelighed, der helt i tråd med filmens visuelle udtryk og handlingens udvikling gjorde, at jeg som tilskuer blev dybt betaget af hendes liv og den emotionelle rejse hun undervejs må begive sig ud på. For rejsen er ikke blot en utrolig smuk og barsk skildring af en særlig tidsperiodes klasseforskelle og politiske magtkampe men forvandles også undervejs til at være en feministisk omblomstring, der starter som et skvulp og slutter med et sanseberusende og forvarslende bølgebrus.
3. Summer of 84
Denne film var en kæmpe overraskelse, som for mit vedkommende dukkede op ud af ingenting og pludselig befandt sig på Netflix, hvor jeg valgte at give den en chance, primært grundet min store kærlighed til 80’ernes klassikere, så som "Goonierne" og "Stand By Me", samt 80’er retro serien "Stranger Things". Bortset fra “Summer of 84”s synth-dominerende score og det at en gruppe på fire teenage-knægte udgør filmens protagonister, har dette nyeste skud på stammen af rendyrket nostalgi dog langt mere til fælles med plottet fra "Rear Window" og mangt en creepy slasherfilm i drengenes forsøg på at opklare et mord-mysterium, der vil få de små nakkehår til at rejse sig på de fleste.
Man kan lige umiddelbart måske kritisere filmen for at være en kende for traditionel i sin opbygning og i beskrivelsen af sit persongalleri (der skildres i korte men effektive baggrundshistorier), men det er der nu en ganske god grund til, hvilket dermed gør at sidste tredjedel af filmen står endnu stærkere qua et intelligent tvist, som man vil huske længe efter de sidste rulletekster. Skuespillet er i øvrigt fremragende fra de fire teenagere og især fra Graham Verchere der spiller gruppens leder Dave, samt fra Judah Lewis som spiller teamets bad boy Tommy. Og i rollen som den dedikerede politimand Wayne der ligeså jagter den udspekulerede morder, er Rich Sommer fra "Mad Men" en fornøjelse at følge. Jeg krydser så meget fingre for, at der bliver lavet en sequel.
2. The Breadwinner
På andenpladsen har jeg placeret Noah Twornys Oscar og Golden globe nominerede animationsfilm, som gjorde et kæmpe stort indtryk på mig. I denne medrivende, eventyrlige og brutalt barske historie følger man den 11 årlige pige Parvana, der må forsøge at hjælpe sin lille familie med at få hverdagen til at løbe rundt efter, at deres fader er blevet tæsket og bortført af det fanatisk religiøse og kvindeundertrykkende taliban regime, som har fastlåst Afghanistan i et jerngreb af terror og rædsel. Da kvinder i talibans øjne ikke har noget som helst at skulle have sagt på nogen områder, må Parvana forklæde sig som dreng, hvilket bliver yderst belejligt, da hun trodsigt sætter alt på et bræt i jagten på at befri sin fader fra et af det totalitære styres mest frygtede fængsler lagt væk fra hendes hjemby.
Undervejs Parvanas farefulde rejse klippes der til en eventyrfortælling, som tidligere blev læst op for Parvana og hendes søskende af hendes fader før, at han blev bortført og som metaforisk beskriver hvor unge heltindes trængsler og udfordringer i nutiden. Disse små intermezzoer - der samtidig skaber en magisk og urovækkende kontrast - er bragende flot animeret i en helt anden stil end hovedfortællingen og minder i deres visuelle udtryk om det, som man kunne se i den gamle tegnefilmsserie "Abekongen". "The Breadwinner" er en af den slags animationsfilm, der kryber ind under huden og bliver siddende i lang tid efter og jeg måtte da også en knibe en tåre eller to undervejs, mens jeg sad og heppede på Parvanas umiddelbart umulige kamp for retfærdighed og hævn.
1. I Kill Giants
Baseret på den amerikanske tegneserie af samme navn og med manuskript af Joe Kelly, der også var den ene af skaberne bag det illustrerede forlæg, har Anders Walther lavet en perfekt debut-spillefilm, der på både magisk og hjerteskærende vis skildrer livet hos en teenager med store udfordringer på både det psykiske og følelsesmæssige plan, og som desuden må slås med mobning og en familie tæt på at gå i opløsning. Filmen er produceret af Chris Columbus, der bl.a. stod bag de to første Harry Potter film og “I Kill Giants” har derfor også en sammenlignelig eventyrlig dynamisk og fortryllende atmosfære hængende over sig selv om, at den først og fremmest foregår i et realistisk univers i en mindre landsby.
I den altoverskyggende hovedrolle som den rebelske nørd Barbara, der elsker Dungeons & Dragons og som er overbevist om, at hun har en større mission med sit liv, spiller det unge stjerneskud Madison Wolfe simpelthen noget af det bedste, som jeg længe har set fra en skuespiller i den alder. Desuden er Sydney Wade som Barbaras bedste og eneste ven Sophia vidunderlig god og charmerende som hendes naive men herligt loyale sidekick. Og i de voksne roller er hhv. Zoe Saldana som skolepsykologen og Imogen Poots som Barbaras storesøster særdeles fremragende. Kombineret med en smuk billedside og flotte CGI effekter - der samlet løftes af en yderst overbevisende instruktion og et stemningsfuld soundtrack med sange af bl.a. brormand Anders Walter - indskriver "I Kill Giants" sig som en af de bedste ungdoms og fantasyfilm, der nogensinde er lavet. Bravo, Anders Walther.