Jeg kan som udgangspunkt godt lide found footage. Det er billigt at lave og kan ofte give nye filmskabere med en god idé mulighed for at få noget bikset sammen, som der ikke ville være råd til med en mere traditionel tilgang.
Det med den gode idé er dog både en styrke og tilgangens akilleshæl, for hold da op hvor er der kommet meget dårligt found footage ud de sidste ti år. Der er langt mellem snapsene mellem de talrige Paranormal Activity-efterligninger og film, der forsøger at lige spøgelsesjægershows fra tv. Men man kan stadigvæk blive positivt overrasket.
Jeg har heller ikke set The Visit eller Creep og en lang række andre, så min egen top fem ser sådan her ud lige nu:
1. Cannibal Holocaust. Alle found footage-films moder. Der er ingen over og ingen ved siden af. Ruggero Deodato går til grænsen og nogle gange også over, men modsat efterligningerne (og hele den italienske kannibalfilmgenre), så har Cannibal Holocaust faktisk noget at byde på.
2. Paranormal Activity. Enkel og veludført idé. Mere end nogen anden den film, der for alvor satte gang i found footage-bølgen. Som Peter Schepelern engang skrev i sin bog "Film og genre", så er genrens grundprincip imitation - når noget bliver til en succes, vil andre straks forsøge at tjene penge på samme model. Det er sådan, genrer fødes. The Blair Witch Project udkom næsten et årti før og var en pæn succes, men førte alligevel ikke til nogen større stime af imitationer. De kom først, da Paranormal Activity viste vejen med sine enorme indtjening.
3-5. (uprioriteret)
The Taking of Deborah Logan. Starter som en rørende dokumentar om Alzheimers, men udvikler sig så til noget ... andet. Godt skuespil og en overraskende vinkel på konceptet. Den er desværre svær at få fat i. Jeg så den på Netflix i sin tid, men af uransagelige grunde er den kun udkommet på BD i Tyskland og Australien.
The Banshee Chapter. En pige leder efter sin søster, der var del af et mystisk projekt. En af de bedste Lovecraft-inspirerede film længe. Samme problem som ovenstående. Den blev oprindeligt annonceret på BD, endda i 3D, i USA, men udkom kun på dvd. Kan fås på 3D BD i Tyskland.
As Above so Below. En gruppe unge sniger sig ind i de enorme katakomber i Paris for at udforske gangene, farer vild og ender i ... tja? Jeg har bare noget med film, der lader sig inspirere af Dantes "Guddommelige Komedie".
Boblere: The Last Exorcism, [REC], Cloverfield, Man Bites Dog, Forgotten Silver (vel egentligt mere en "mockumentary"?), Grave Encounters