Der blev ikke rigtig drukket til de klassefester, jeg blev inviteret til i folkeskolen. Men jeg var helt sikkert heller ikke en del af det populære slæng, så de sjove fester, hvor man begyndte at røre ved den slags (og hinanden), kom jeg aldrig i nærheden af.
Som jeg husker det, har jeg egentlig altid fået lov til at smage derhjemme, hvis jeg viste interesse for det. Men hverken vin eller øl sagde mig noget, før jeg kom op i slutningen af teenageårene.
Jeg mener, at jeg købte min første flaske i slutningen af folkeskolen - en Pisang Ambon, som smagte skrækkeligt og mest var valgt pga. farven, og fordi jeg havde hørt nogle af "de seje" snakke om det.
Ellers begyndte jeg først rigtigt at gå til fest og drikke øl i 1.G.
Det der med at drikke sig fuldstændigt i hegnet og have black-outs, som mange andre prøver som teenagere, oplevede jeg først, da jeg var i starten af 20'erne. Så skete det til gengæld også flere gange i træk - og så lærte jeg ellers at modere mit indtag efter det.
Jeg nyder stadigvæk en god flaske vin eller to (eller tre) med familien i Sønderborg og kan sagtens drikke en enkelt øl med vennerne. Men jeg går næsten aldrig i byen og gider ikke at drikke derhjemme, så jeg har ikke rørt alkohol meget de sidste femten år.
Det koster simpelthen for meget i den anden ende, når man er mere eller mindre permanent på psykofarmaka.