Succession - 4. sæson
2/3 dele inde i denne afsluttende sæson var jeg helt opløftet over at se en udvikling blandt Roman og Kendall - og så sneg tvivlen sig ind igen...
Overordnet er det historien om familiepatriarken som tror han gør det bedste for sin famlie - men som i virkeligheden kører dem over, og holder dem nede i kampen for magt og miliarder.
I bund og grund var han klar til at sælge til den person der, i en moderne skikkelse lignede ham selv mest - og han havde ingen af sine egne børn i tankerne - selvom han gladeligt spillede dem ud i mod hinanden, og udnyttede deres følelser for at fremme sit eget spil.
Serien viser en dysfunktionel familie, som på grund af faderens livsførelse og position - kun holdes sammen af deres forgæves håb på anerkendelse fra ham - og udsigten til absurd mange penge.
Gennem hele serien spiller han dem ud mod hinanden, og er klar til at ofre dem alle i et grumt spil.
Serien er også kendetegnet ved en ondskabsfuld satire over magtmennesker som opfører sig som lydige hunde - der er faktisk kun Kendall og sporadisk Shiv som står op imod de lydige brikker i spillet.
Det hele er befriende frigjort fra ALT hvad tidens strømninger ellers fortæller os om hvordan man skal behandle hinanden. Til gengæld er det i min bog kedeligt når alt skal udtrykkes gennem referencer til sex og kønsdele - det bliver en anelse for uambitioøst og gentagende, for mig.
Serien er for mig et trafikuheld, jeg ikke har lyst til at genopleve - jeg anerkender at det er godt lavet, og sikkert i nogen grad beskriver hvordan nogen familier kan have det. Jeg savner bare et modspil - som burde være der.
Man kan sagtens forklare det med at alle der havde en fornuftig stemme er blevet fyret - som det er hos de fleste diktatorer.
Tom har en snert af det, fordi han kommer udefra og har et andet verdensbillede - men han er også totalt korruperet af magten, og har ikke en snert af selvrespekt.
Jeg synes det var fint at serien sluttede, så man ikke skulle være gidsler i det ubehagelige selskab af mennesker, uden reel mening med tilværelsen.
Grumt, flot og trist - og til tider absurd komisk.
Slutningen er som den er, og helt i seriens ånd - så det ramte forfatterne fint.
8/10 til både sæsonen og serien generelt - jeg kan ikke give mere for noget jeg ikke har lyst til at gense.