Godzilla vs. Kong (2021)
Som livslang fan af og med fascination for den originale ”King Kong” fra 1933, og med stor forkærlighed for monsterfilm som Godzilla og andre, vil jeg naturligvis mere end gerne se alt hvad der kommer i den retning.
Faktisk er der også kommet en del de seneste år og det jo egentlig herligt. Sikkert fordi det er blevet så meget nemmere at skabe den slags film.
Men uanset, så er en som denne her jo et must. Men som med de fleste andre nyere film i genren, så er jeg enten vokset lidt fra dem og det tror jeg faktisk ikke, selv om jeg naturligvis ville have elsket dem endnu mere som barn end voksen, eller også formår de bare ikke at levere på et niveau, som man kunne ønske sig.
Selv med tilbageholdte forventninger oven på forløberne, de skuffende og middelmådige ”Kong: Skull Island” og ”Godzilla: King of the Monsters”, lykkes det dog desværre ikke dette larmende storladne action brag, at overraske bare lidt positivt.
Havde måske oprindeligt håbet at det lidt, i mine øjne, besynderlige instruktørvalg i form af Adam Wingard, der mest er kendt for mindre horrorfilm, kunne bidrage lidt til noget særligt.
Ikke fordi at Wingard’s andre film, er fantastiske. Men bare fordi, valget af ham, var så originalt. Men jeg kan vitterligt ikke se hvad han har bidraget med eller at han har sat et aftryk, der gør indtryk. Jo, måske med det lidt pudsige valg af et Elvis nummer mens vi ser Kong blive sejlet af sted på en stor tanker. Men derudover ligner den sædvanelige overlæssede Hollywood metervare.
Historien i sig selv er noget forskruet bavl, der bliver unødigt forvrøvlet, fremfor at forsøge at holde det simpelt. Men kort så skal King Kong og Godzilla slås, bare fordi de kan og det kan se fedt ud på film.
Ikke fordi man måske er forvænte med dybt originale historier i genren. Men den her bliver nærmest så dum, at man må bruge rædderlige og overforklarende replikker på at undskylde handlingen.
For ikke at tale om den irriterende fyldige og faktisk ret så overflødige sidehistorie, anført af Millie Bobby Brown, kendt fra Netflix serien ”Stranger Things”. Hvorfor har ingen på filmholdet talt om, at den ikke bidrager med noget som helst til selve handlingen og derfor egentlig er underligt afkoblet fra hvad filmen drejer sig om?
Men altså, en tåbelig historie kan altså godt fortælles, så den bliver fængende og måske endda får et blændende snit af intelligens og ellers kan en simpel fortælling gøres så skarp, at den bliver dybt spændende. Det bliver ikke bedre af, at samtlige karakterer i filmen er dybt forglemmelige, udstyret med så flade personligheder og grelle replikker, at det mest er det man husker dem for.
Nuvel, de er ikke stjerner i filmen. Det er King Kong og Godzilla.
Får vi så i det mindste noget af det fra dem, som vi netop er kommet for og ja. Der er masser af bulder, brag og destruktioner i metermål, samt overdreven ramasjang, når hangarskibe, skyskrabere og andet smadres. Det er skam også underholdende og så er der vitterligt TRYK på lyden. Men det er også lidt rigeligt forlorent, så selv det bliver altså ikke helt så godt, som jeg kunne drømme om.
Jeg mangler simpelthen en følelse af stoflighed, når jeg ser de to monstre fare i flæsket på hinanden. Det bliver alt alt for cgi tungt og så vil jeg endda påstå, at jeg har set bedre cgi end her. Kong og Godzilla vælter designet og ofte kunstigt rundt, bygninger vælter og byer ødelægges. Men mærker det bare ikke helt og får ikke den der fornemmelse af, at det her er vildt fedt og shit, der røg lige et højhus.
Havde det ikke været for lyden, er jeg ikke sikker på, at jeg trods al min kritik, havde følt mig så blæst bagover underholdt, som jeg trods alt gjorde.
Modsat den originale King Kong, der har klaret utallige gensyn og aldrig mistet mig, så kalder denne ikke ligefrem på et gensyn. Desværre.
Bedømmelse: 5/10