Moovy Exclusive: Bag om "Prey" med instruktøren Dan Trachtenberg og "Legion"-stjernen Amber Midthunder

Vi har talt med manden bag den seneste (og måske bedste) "Predator"-fortsættelse og med hende, der denne gang tager kampen op mod det ikoniske, morderiske rumbæst.

Man glemmer aldrig den første gang. Den første gang, man så "Predator". John McTiernans toneangivende sci-fi-thriller udkom i 1987 og var endnu ét af Arnold Schwarzeneggers pletskud i netop dén periode – et mesterværk, der lægger ud med at være et formfuldendt actionbrag om Arnold og hans soldaterkammeraters kamp mod griske guerillakrigere i Sydamerikas jungler. Men pludselig tager filmen en drejning og bliver til en dialogfri overlevelsesgyser om opgøret mellem Arnold og det usynlige rumvæsen, der har forfulgt soldaterne fra trækronerne helt fra starten af: den såkaldte predator.

"Jeg husker det virkelig tydeligt," fortæller filminstruktøren Daniel Trachtenberg os om sit første møde med "Predator". Trachtenberg var blot 6 år gammel, da filmen bragede ind i USA's biografsale: "Jeg måtte ikke se den. Jeg var den sidste i min skoleklasse, der fik lov til at se R-ratede film (film, der frarådes børn og unge under 17 år, red.).

"I 3. klasse sad jeg i en bil på vej til en karateturnering, og alle børnene fra 6. klasse havde lige set 'Predator', og de beskrev hele filmen for mig, scene for scene, og jeg husker tydeligt, at de fortalte om en sekvens, hvor Billy – en oprindelig amerikaner, som er soldaternes sporhund – stod på en bro over et vandfald og sloges mod predatoren. Da jeg så endelig fik set filmen, så var den scene ikke med. Så med 'Prey' opfylder jeg endelig min 35 år lange drøm at gøre den scene til virkelighed."

Trachtenberg har ret. Scenen, som karatekammeraterne beskrev, eksisterer ikke i "Predator" – Billy, der netop er en bomstærk, oprindelig amerikaner, trækker sin knivskarpe dolk frem for at konfrontere rumvæsnet, men vi får aldrig lov til at se deres dyst. I stedet hører vi Billys grufulde dødsskrig få sekunder senere, mens den normalt ubændige Arnold skuer chokeret mod sin nu døde ven. Men netop Nordamerikas indfødte krigere – som Billy – er omdrejningspunktet i Trachtenbergs "Prey", der i øvrigt skruer tiden tilbage til det 18. århundrede.

Og ganske vist var Trachtenberg blot en bitte dreng, der drømte om sorte bælter, da "Predator" udkom, men i dag er han et af Hollywoods hotteste instruktørnavne. Han lagde kimen til en af nyere tids bedste tv-serier, da han instruerede pilotafsnittet af "The Boys", og han debuterede som filminstruktør i 2016 med "10 Cloverfield Lane" – en næsten ulideligt spændende thriller med en usædvanligt (og uforglemmeligt) olm John Goodman som skurk. Det giver god mening, at Trachtenberg har fået lov til at lave den cadeau til Billy, som han altid har drømt om at lave.

AT LAVE EN COWBOYFILM – UDEN COWBOYS

"Har du talt med Dan om hans første møde med 'Predator'?!" spørger skuespilleren Amber Midthunder os meget entusiastisk få minutter efter vores Zoom-snak med Trachtenberg. Det forsikrer vi hende om, at vi har. "Fedt!", svarer hun med et kæmpe smil på læberne. Den 25-årige skuespiller – som er bedst kendt for rollen som den slagkraftige mutant Kerry Loudermilk i tv-serien "Legion" – tog først hul på "Predator"-franchisen (som nu rummer hele fem film – endda syv, hvis man medregner de to skrækkelige "Alien vs. Predator"-film) efter hun fik rollen i "Prey", og hun er på rekordtid blevet fan:

"Jeg har set den originale film så mange gange nu! Det er med god grund, at den betragtes som en klassiker, og det er så cool, at vi får lov til at bygge videre på den."

Midthunder er selv af oprindelig amerikansk afstamning og spiller hovedpersonen i "Prey": Naru. Hun er en purung comanche-kriger i fordums tid, som blot har sin lydige hund som makker og en bitte kniv som våben. Hun bakser med at få accept og respekt fra sine jævnaldrende, herunder sin kærlige og handlekraftige storebror, Taabe, da et væsen fra det ydre rum pludselig lander og angriber alt og alle i nærheden – dyr såvel som mennesker – alene for morskabens skyld.

Narus enestående evne til at udnytte naturens terræn og opspore dens væsner bliver hendes vigtigste våben, da hun undervejs uundgåeligt tørner sammen med et af filmhistoriens mest sejlivede monstre.

Således minder "Prey" meget om den anden halvdel af den oprindelige "Predator" – hvilket er pudsigt, fordi alle franchisens fortsættelser siden da – inklusive Shane Blacks "The Predator" fra 2018, som vi interviewede Black om dengang – har forsøgt at efterabe originalens første halvdel og har basalt set genbrugt dens actionmættede "soldatertrup vs. rumvæsner"-opskrift. Men ingen af fortsættelserne har (indtil nu) nået originalen til sokkeholderne. Trachtenberg havde en anden indfaldsvinkel...

"Jeg elskede den oprindelige film," siger Trachtenberg, da vi netop nævner hans films slægtskab med den første films sidste og mere "gyselige" sektion.

"Det var en af de første gange, jeg oplevede to genrer blive fusioneret. Jeg havde endnu ikke opdaget John Carpenter, og jeg så 'Predator', før jeg så 'Aliens' og 'Terminator'. Det var fedt at se, hvordan 'Predator' udviklede sig fra en militaristisk actionfilm til en horrorfilm, og så er den samtidigt også en science fiction-film.

"Og jeg var virkelig opsat på at lave en ny, uhyggelig 'Predator'-film, der samtidigt blandede flere genrer. Vi har mange fede actionsekvenser, men 'Prey' er i højere grad en eventyrfilm, der handler om det at blive voksen. Vi har selv kviksand med i vores film! Det handler i lige så høj grad om menneskets kamp mod elementerne som menneskets kamp mod... skabningen. Jeg var inspireret af både originalens 'slasher'-del og dens blanding af genrer.

"Og jeg ville gerne lave en overlevelsesthriller med så lidt dialog som muligt, som primært blev fortalt via action. Og jeg ville gerne lave en cowboyfilm uden cowboys, der primært fokuserer på oprindelige amerikanere. Jeg forstår ikke, hvorfor den film ikke allerede findes. På film er indfødte amerikanere som regel sidekicks eller skurke – de er aldrig heltene."

DANSER MED RUMVÆSNER

Netop filmens mærkbare respekt for de oprindelige amerikaneres kultur, sprog og historie var noget, der tiltalte Amber Midthunder, som selv har tilknytning til Fort Peck Sioux-stammen i det nordvestlige USA:

"Det er det, jeg er mest stolt over i filmen," fastslår Midthunder over for os, og stoltheden lyser vitterligt ud af hende. "Og hvis jeg ikke selv havde været med i filmen, så havde det været det, jeg havde været mest spændt på at se i den. For comanche-stammen er kendt for at være en samling kradsbørstige krigere. Der er folk, som siger: 'Åh, det bliver sikkert svært for predatoren at slås mod en pige, hva'?' Men ved I, hvem I taler om? Det er en meget lige kamp."

Midthunder bruger netop en hel del af filmens spilletid på bare at slås – flere lange sektioner i "Prey" er sågar totalt blottet for dialog. Var det mon intimiderende for Midthunder at skulle fokusere så kraftigt på kropssproget uden at kunne læne sig op ad replikker eller andre skuespillere i scenerne?

"Jeg husker, at da jeg læste manuskriptet, så gik det pludselig op for mig, at jeg havde læst 30 sider i streg, hvor der seriøst kun var beskrivelser. Jeg bladrede tilbage... Havde jeg overset noget? Det kan da ikke passe! Men jo, det var bare 30 siders ren beskrivelse. Jeg havde simpelthen ikke registreret, hvor fysisk og ikke-verbal filmen ville være!" Midthunder griner, da hun tænker tilbage på den særegne aha-oplevelse.

"Men jeg faldt hurtigt til ro, da vi kom ind i en god rytme... Jeg fik mit kostume på, og vi var i comanche-lejren, og alt virkede bare så... ægte. Selv predatoren var for det meste en fyr i et kostume, som var utroligt detaljeret, og dens underkæbe blev kontrolleret via fjernbetjening på settet. Der var 3-4 mennesker til stede, som bare styrede dens hoved. Det var, som om der vitterligt stod et ægte monster foran mig."

"Hun var fantastisk til sin audition," siger en begejstret Trachtenberg om sin store stjerne: "Hun fremførte først scenen, som den stod skrevet i manuskriptet. Så fremførte hun den igen uden dialog, hvilket var utroligt rørende, og til sidst udførte hun den på comanche (comanche-stammens eget sprog, red.), og hun havde et stærkt greb om sproget helt fra starten af.

"Og så havde vores audition også en fysisk sektion, og selv da hun bare kravlede rundt, løb og sprang over forhindringer, så mistede hun aldrig grebet om det emotionelle i scenen. Hun var præcis det, filmen skulle bruge, og det er vores held, at hun findes."

EN HISTORISK LYDSIDE

Men nu vi taler om comanche-stammen – og om det at tale – så taler filmens helte hovedsageligt relativt moderne engelsk. Hvorfor bruger karaktererne ikke udelukkende deres modersmål à la i Mel Gibsons "Apocalypto"?

"Det var også oprindeligt planen," fastslår Trachtenberg, før filmens producer, Jhane Myers – som netop kommer fra den verdensberømte comanche-stamme – pludselig træder ind fra sidelinjen:

"Ja, i det oprindelige manuskript foregik al dialog på comanche, og jeg tænkte: 'Ja! Jeg vil være en del af det her projekt!' For jeg elsker ikke blot 'Predator', jeg elsker også min kultur. Og der er aldrig før blevet lavet en film på comanche. Men vi har eftersynkroniseret alle replikker på comanche, så på Disney+ kan du se den på engelsk eller comanche. Det er fantastisk."

Uanset hvilken lydside, du ender med at vælge, så kan du altså se (og høre) "Prey" på Disney+ fra og med fredag den 5. august.